noikampritme

Ensomhed har konsekvenser for alle

❤️ Click here: Aristoteles om frygt ensomhed isolation d?den

Skal det sædelige Samfund opretholdes som saa- dant og udvikle sig videre overensstemmende med sin Idé, maa de forskellige, af den sædelige Retsorden anerkendte Rettigheder beskyttes, for at Samfunds- livets enkelte Faktorer kunne virke i Fred. Det er med andre Ord For- maalet at afskrække Forbryderen fra at begære Rets- godet. Med Hensyn hertil skal først bemærkes, at der formentlig maa gøres en Sondring mellem slet og ret Ulydighed mod Loven og Ulydighed mod Sam- fundsmagten.

Tyngdepunktet lægger Ahrens dog i Strafiens Formaal med Hensyn til Forbryderen selv, idet Straffen overfor ham til- sigter. In der neueren Forschung gehören die Substanzbücher der Metaphysik zu den meistdiskutierten Aristotelischen Texten. Skaden vil ikke indtræde øjeblikkelig, thi alene den enkelte For- bryders Handling er ikke istand til at rokke ved det hele Samfunds Bestaaen som sædeligt Samfund.

Ensomhed har konsekvenser for alle - Jeg får lyst til at skrive hver deres historie. Ensomhed som psykisk problem, som artiklen her omhandler, handler essentielt om social uformåenhed - manglende evne til at kunne skabe, eller være i, nære relationer til andre mennesker.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books are our gateways to the past, representing a wealth of history, cultuie and knowledge that's often difficult to discover. Marks, notations and other maiginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the publisher to a library and finally to you. Usage guidelines Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we liave taken steps to prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automatcd querying. We also ask that you: + Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for person al, non-commercial purposes. We encourage the use of public domain materials for these purposes and may t« able to help. Please do not remove it. Do not assume that just because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can'l offer guidance on whether any specific use of any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner anywhere in the world. About Google Book Search Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps rcaders discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der ofte er vanskelig at opdage. Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. Retningslinjer for anvendelse Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at kunne tilvejebringe denne kilde. Hvis du foretager undersøgelse af m;iskl- noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. Lad være med at fjerne det. Antag ikke, at bare fordi vi tror, at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. Om Google Bogsøgning Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. I KOMMISSION UOS JAC015 LUKD. Antallet af Straffetheorier er ikke langt fra at være legio. Ikke blot Retsvidenskabens, men ogsaa Filo- sofiens, Lægevidenskabens og Theologiens Dyrkere have ydet deres Bidrag til Løsningen af dette Spørgsmaal, der i Aartusinder har beskæftiget Tankerne ligefra Platos og Aristoteles' Tider og ned til vore Dage. Næstefter Retsvidenskaben er det navnlig Filosofien, hvis mest fremragende Repræsentanter have syslet med dette Strafferettens Hovedpunkt. Man træffer saaledes Navne som Spinoza, Leibnitz, Fichte, Kant og Hegel. Uagtet Spørgsmaalet har været gjort til Gjenstand for en omfattende Prøvelse, er det meget langt fra, at man kan sige, at der har kunnet vindes Enighed om nogen bestemt Opfattelse. Tvertimod staar Spørgs- maalet stadig paa Dagsordenen, om muligt i endnu 1 højere Grad end tidligere. Grunden hertil maa fortrins- vis søges deri, at den moderne Strafferetsvidenskab ikke alene undersøger Straffens Begrundelse og Formaal fra et retsvidenskabeligt-psykologisk Synspimkt, men ogsaa fra et fysiologisk Synspunkt, ligesom den med den Trang til praktiske Resultater, der er saa karak- teristisk for vort Aarhundrede, i ganske særlig Grad beskæftiger sig med den praktiske Fængselsvidenskab. De til forskellige Tider fremsatte Gnmdanskuelser om Straffens Væsen ere naturligvis prægede af de herskende Ideer om Ret og Stat og yde paa en Maade et Spejl- billede af, hvad der i saa Henseende til ethvert Tids- punkt var Tidens Trang. Skøndt det i og for sig kunde være en interessant Opgave at se de for- skellige Theorier i deres historiske Belysning, er Formaalet for nærværende Afhandling ikke at give en Fremstilling af Theorierne i historisk Rækkefølge, men derimod at give en kort Kritik af de i Tidernes Løb fremsatte Grundanskuelser, saavidt muligt i logisk Ordning, for derefter at underkaste nogle af de nyeste Theorier en nærmere Prøvelse og endelig udvikle den Opfattelse, der efter nærværende Forfatters Formening er den rette. Paavisningen af Manglerne ved de for de forskellige Theorier tilgrundliggende Principer vil ialfald give del indirekte Udbytte at vise, hvilke Skær Begrundelsen af Strafskylden maa undgaa. Sluttelig ville nogle Bemærkninger blive gjorte med Hensyn til Straffen og dens Fuldbyrdelse med særligt Henblik paa den praktiske Fængselsvidenskab. Af de forskellige Straffetheorier er der nogle, som støtte sig til et enkelt Princip og klart og konse- kvent gennemføre dette. Andre have i Erkendelse af Manglerne ved det tilgrundliggende Hovedprincip søgt at bøde paa disse ved tillige at støtte sig paa andre Principer. Karakteristisk nok er det navnlig Sætninger fra Gengældelsestheorien , der blive tagne til Hjælp for at retfærdiggøre Straffen, thi detmaatte meget hurtig blive klart, at en af Ho ved vanskelig- hederne ved Straffens Begrundelse bestaar i at ret- færdiggøre den Lidelse, som ved Straffen tilføjes For- bryderen. Begrebsmæssig er der hitet til Hinder for, at Straffen kunde støttes paa flere Principer, men Betingelsen derfor er da den, at de flere Principer enten finde Anvendelse hvert paa sit Forbrydelses- omraade, eller at de, hvor de tænkes i Forening at gælde for samme Forbrydelsesomraade, da hver for sig ere istand til at give den fulde Begrundelse. Man vil derhos ved Prøvelsen af de forskellige Theorier gøre den Iagttagelse, at mange af Forfatterne ikke holde Straffens Begrundelse og dens Formaal i til- strækkelig Grad ude fra hinanden, og at de meget ofte som Straffens Formaal og Retsgrund anføre de rent faktiske Følger af Straffelovens Udstedelse og Anvendelse, idet de overse, at Spørgsmaalet netop drejer sig om, hvorvidt det overfor Sædelighedsideen kan retfærdiggøres, at Samfundsmagten udsteder og anvender en Straffelov. Naar man har prøvet at opstille Inddelinger af de forskellige Theorier f. For det første tør en Inddeling af de Maader, paa hvilke man hidtil faktisk har søgt at begrunde Straflfen, neppe gøre Krav paa særlig Interesse, med- mindre Inddelingen tilfældigvis tillige indbefatter de Maader, paa hvilke Straffen kan tænkes begrundet, og saaledes tillige fremtræder som en systematisk Ordning af Undersøgelsen til Spørgsmaalets Besvarelse, ved hvilken man successiv Qemende de forskellige urigtige Begrundelser nærmer sig Maalet, den korrekte Begrundelse. Dernæst er der ogsaa den Vanskelighed ved Anvendelsen af de gængse Inddelinger af Straffe- theorieme, at det er de færreste af disse, der klart og bestemt støtte sig til et enkelt Princip. De fleste støtte sig delvis tillige til andre Principper, og kunne som Følge deraf vanskelig tvinges ind under bestemte Rubra. Desuden er Muligheden altid given for, at nye Straffetheorier kunne opstaa, der søge Grundlaget i en helt anden Sfære, end hidtil har været Tilfældet. Hvad særlig angaar den Inddeling af Straffetheorierne, der holdende sig til Retshaandhævelsens forskellige Former inddeler Theorierne i dem, der opfatte Straffen som afværgende, oprettende eller straffende Retshaand- hævelse, maa bemærkes, at der er Theorier som f. Forbedringstheorien og den af Bar fremsatte sædelige Misbilligelsestheori , hvis Opfattelser af Straffen ikke ret vel kunne indordnes under nogen af de nævnte tre Retshaandhævelsesformer. Dette gælder ubetinget om Bars Theori. For Forbedringstheoriens Ved- kommende kunde det vel paa Forhaand synes, at den maatte indordnes under de Theorier, der opfatte Straffen som oprettende Retshaandhævelse , men en nærmere Undersøgelse af denne Theori i det Følg ede vil vise, al den i sine Konsekventser vil føre adskilligt videre. Skal en udtømmende Inddeling af Theorierne forsøges, synes det første fundamentum divisionis at niaatte være, fra hvilket Standpunkt Straffen søges begrundet, og i saa Henseende kunde der sondres imellem, om Straffen søges begrundet fra Forbryderens Standpunkt, den Forurettedes Standpunkt eller fra Samfundets Standpunkt. Med Hensyn til Straffens Begrundelse fra Forbryderens Standpunkt tænkes der her ikke paa alle de Theorier, som overhovedet have prøvet ved Siden af anden Begrundelse ogsaa at ret- færdiggøre Straffens Anvendelse overfor Forbryderen, thi saadanne Forsøg have vistnok Flertallet af Theorier anstillet, men her haves blot de Theorier for Øje, hvor Begrundelsen fra Forbryderens Standpunkt danner Kærnen i Begrundelsen. Vi skulle nu foreløbig kaste Blikket paa nogle af disse Theorier. Theorier, hvis Hovedindhoki er en Begrun- delse af Straffen fra Forbryderens Standpunkt. Da Straffen fremtræder som en Lidelse eller Tvang, maatte det paa Forhaand stille sig som en Gaade, hvorledes det kunde være stemmende med Sædeligheds- ideen at tilføje Forbryderen et saadant Onde i Anled- ning af den udførte Forbrydelse thi Moralens Bud er jo netop ikke at kræve Øje for Øje og Tand for Tand, 6 men tvertimod at gengælde Ondt med Godt eller ialfald ikke med Ondt. Bestræbelsen for at godtgøre Samfundsmagtens Berettigelse til at skride ind over- for Forbryderen har da ogsaa for nogle af de ældre Forfatteres Vedkommende taget den Retning, at man har søgt at hævde, at Strafifen i Virkeligheden er et Gode, der tilføjes Forbryderen. At Straffen ikke kan opfattes som et Gode, der tildeles Forbryderen for hans egen Skyld, er let at paavise. Var Straffen et saadant Gode, maatte For- bryderen kunne frasige sig det, og den Omstændighed, at den tvertimod paatvinges ham imod hans Villie, viser tydelig nok, at det ikke er for hans Skyld, at Straffen anvendes. Under dette Afsnit kan endvidere nævnes de Theorier, der opfatte Straffen som et Middel til For- bryderens Opdragelse eller Forbedring. Paa først- nævnte Maade opfattes Straffen af K. StraflFens Formaal med Hensyn til For- bryderen er, »dass er belehrt, gebessert, dass er wieder mundig werde und wieder eintrete hemach als åus- serlich freier Mensch in die ganze oflfentliche Staats- gesellschaft'. Det gaaer imidlertid paa ingen Maade an at op- fatte Straffen som et Opdragelsesmiddel. Forudsæt- ningen for Anvendelsen af Opdragelsesmidler er, at Vedkommende endnu ikke er naaet til Modenhedsal- deren. Samfundet har derimod hitet at gøre med Opdragelsen af voxne Personer. Theorien kommer desuden paa en besynderlig Maade i Modstrid med de faktiske Forhold. Jo højere en Forbryder staar i Dannelse og Udvikling, desto strengere maa efter For- holdets Natur hans Forbrydelse bedømmes, eftersom det Urigtige i at begaa Forbrydelsen ifølge hans aan- delige Standpunkt maatte være ham saameget desto mere klart. Opdragelsestheorien vil derimod efter det tilgrundliggende Princip vanskelig kunne komme til at straffe den Forbryder, der med fuld Bevidsthed om Handlingens Beskaffenhed har udført Forbrydelsen, thi der er Intet, han trænger til Belæring om, idet han fra første Færd har været ganske paa det Rene med, at han ikke burde udføre den paagældende Handling. Omvendt maatte Theorien straffe de For- brydere strengere, der virkelig ikke ere i Besiddelse af fiildt udviklede åandelige Evner. Børn maatte straffes strengere end Voxne. Paa samme Maade som Forældre skulle varetage deres Børns Opdragelse til disses eget Bedste, paa samme Maade er Forbryderen, Samfundets forvildede Barn, undergiven de Foranstaltninger, som Samfundet for hans Skyld maatte finde hensigtsmæssige til at bøde paa den Mangel paa sædelig Udvikling, som han ved sin Forbrydelse har lagt for Dagen. Man er endog gaaet saa vidt, at man udtrykkelig har betegnet For- bryderen som et til Efteropdragelse trængende voxent Menneske og Forbrydelsen som en Drengestreng. Allerede praktiske Hensyn vilde absolut forbyde at gøre Straffen til noget Åttraa- værdigt, thi i saa Fald vilde Staten samtidig med at forbedre den Enkelte komme til at opmuntre den store Masse til at begaa Forbrydelser'. Fra Opdragelsestheorien føres vi over til For- bedringstheorien. Her tænkes ikke paa de Theorier, der medtage Forbedringsprincipet som Biformaal, medens de forøvrigt begrunde Straffen paa et andet Princip, men kun paa de Theorier, der betragte For- bryderens Forbedring som Straffens Hovedformaal. Tyngdepunktet lægger Ahrens dog i Strafiens Formaal med Hensyn til Forbryderen selv, idet Straffen overfor ham til- sigter. Derfor er Ahrens ogsaa en Modstander af Dødsstraffen. Ahrens søger at forsvare sin Theori overfor de Indvendinger, der rejses imod Forbedringstheorien i Almindelighed. Overfor den hidvending, at For- bedringstheorien sammenblander det retlige og det moralske Synspunkt, idet Straffens Formaal kun kræver Oprettelse af den ydre retUge eller legale Villie, medens Forbedringen som en ren indre Kendsgerning ligger udenfor Retten og udenfor Muligheden af retlig Be- dømmelse, bemærker Ahrens, at allerede den simpleste psykologiske Iagttagelse lærer, at Villien er én og ikke kan spaltes i 2 Halvdele, en retlig og en sædelig, og O P 456. Men denne Be- dømmelse af et Menneske, der ej kan iagttages med nogen Stadighed, og om hvem kun enkelte Vidnes- byrd haves, frembyder ifølge Åhrens store Vanskelig- heder, medens Bedømmelsen af Forbedringen vel heller ej frembyder fuld Sikkerhed, men dog kan støttes paa fastere Støttepunkter, da den stiller Forbryderen paa en Isolérskammel og undergiver ham stadig Iagttagelse Derfor maa der ogsaa ved Straffens Fuldbyrdelse finde en Berigtigelse Sted med Hensyn til Rettens Dom, der ej kan gøre Krav paa Ufejlbarlighed. Kun i denne Forstand tilsigter Straffen Forbedring. Der lægges kun Vægt paa det rent Ydre. En indre moralsk Forbedring er Samfundsmag- ten ligesaa uvedkommende for Forbryderens som for andre Menneskers Vedkommende« der endnu ikke have gjort sig skyldige i Forbrydelser. Samfundsmagten skal kun paase, at den indre Umoralitet ikke giver sig Udslag i Handlinger, der maa betragtes som forbryderiske. Der kan I mangfoldige andre Motiver, der ikke have 11 Nogetsomhelst med en indre Forbedring at gøre. Særlig nær ligger det at tænke sig, at den for ham bestemmende Grund er Frygt for Straffen, hvisHaard- hed han har prøvet. Det er tilstrækkeligt for Sam- fmidet,, at Forbryderen ikke tør gjentage Lovover- trædelsen; men at Frygten som ene bestemmende Aarsag ikke staar i Forbindelse med nogen indre sædelig Forbedring, derom vil der let kunde vindes Enighed. Forbedringstheorien vil dernæst i flere Ret- ninger lede til betænkelige Resultater. Da den retter Straffen mod den indre Umoralitet, vilde det efter denne Forudsætning være nok til Anvendelse af Straf, naar der forelaa tilstrækkelig Vished for en saadan indre Umoralitets Tilstedeværelse. Ikke alene maatte det egentlige Forsøg paa en Forbrydelse altid og ube- tinget straffes lige saa haardt som den fuldbyrdede Forbrydelse, men ogsaa, naar det blot af konkludente Fakta kunde godtgøres, at Forbryderen i sit Indre havde fattet et bestemt Forsæt med Hensyn til Ud- førelsen af en vis Forbrydelse, maatte der være til- strækkelige Betingelser tilstede til ved Anvendelse af Straf at søge Forbedring tilvejebragt. Nuda cogitatio maatte altsaa straffes. Men selv herved kunde man ikke blive staaende. Allerede den Omstændighed, at en Person havde tænkt sig Muligheden af under visse Betingelser at ville begaa en Forbrydelse uden endnu at have fattet noget bestemt Forsæt, maatte være til- strækkelig Anledning til Indskriden fra Samfundsmag- tens Side for at anvende Forbedring. En saadan Ind- skriden vilde altid være hjemlet, saasnart der blot forelaa tilstrækkelige Data for Tilstedeværelsen af et umoralsk Sind. Er Straffen Forbedring og som saa- dan i sig selv en Velgerning, er der overhovedet ikke Anledning til at være nøjeregnende med Straffens An- 12 vendelse. En anden Vanskelighed for denne Theori er, at den kun kan forklare den Art af Strafife, der giver Lejlighed til langvarig og stadig Iagttagelse af Forbryderen, altsaa de langvarige Frihedsstraffe, men ikke kort- varige Frihedsstraffe og Bødestraffe. De ubetydeligste Forseelser vilde efter Omstændighederne kunne med- føre langvarige Fængselsstraffe, indtil det kunde an- tages, at Forbedring var opnaaet. Fremdeles maa fremhæves, at hvis Straffen er en af Hensyn til For- bryderens Forbedring oprettet Institution, maatte der ogsaa blive Spørgsmaal om paa anden Maade og ved andre Midler at søge Maalet naaet end netop ved Tilføjelse af Lidelse eller Tvang. Forbedring maatte ligesaa vel kunne opnaas med det Gode, ialfald i mange Tilfælde. Der maa kræves særlig Bevis for, at Maalet kun skal søges naaet ved Tilføjelse af Lidelse eller Anvendelse af Tvang. Endvidere vil Forbedringstheorien ogsaa støde paa Vanskeligheder fra den Kant, at der vil kunne forekomme Tilfælde, hvor en Person handler imod Loven, uden at han dog kan siges at gøre sig skyldig i nogen egentlig umoralsk Handling, der kunde hjemle Anvendelse af Forbedringsmidler. Her er Intet at forbedre, hverken en umoralsk eller en lovstridig Karakter. Hvad de Forbrydelser angaar, som begaas i Afifekt, har man mod Forbedringstheorien indvendt, at disse maatte blive straffri, naar den Vished er tilstede, at Ger- ningsmanden aldrig mere vil begaa en saadan Hand- ling. Men denne Konsekvens vil Ahrens ikke aner- kende. Vished for, at Gerningsmanden ikke vil gentage Forbrydelsen, kan ikke haves. Med en saa svag Karakter som den, han har vist sig i Besiddelse af, vil han tvertimod behøve den fulde Strafifetid, som den for saadanne Tilfælde mildere Straffelov foreskriver. Disse Lidvendinger vilde ialfald være ligesaa berettigede overfor adskillige andre Theorier. Det hensigtsmæssige i at anvende livsvarigt Fængsel gælder f. Vished for, at Forbedring er til- vejebragt, er det naturligvis ligesaa umulig at opnaa, som det er at opnaa Vished for, at Forbryderens Viilie er børjet til Lydighed mod Loven, eller at han er bleven tilstrækkelig afskrækket, eller at han har ' Leitfaden der Entwickelung der philosophischen Principien der bOrgerlichen ond peinlichen Rechts, G5ttingen 1813. Man maatte selvfølgelig i den Retning nøjes med, hvad der med Rimelighed kan antages. Det kan ganske vist være vanskeligere at forbedre de farlige Forbrydere end at kue deres Villie, men der er dog kun en Gradforskjel tilstede, og der kan tænkes Tilfælde, hvor det er lige saa umuligt at kue Forbryderens Villie som at for- bedre hans Karakter. Den har for ham kun Værd, naar den freingaar af et moralsk Sind, saaledes at den har Frivillighedens Karakter. Det er netop denne Om- stændighed, at Straffens Anvendelse støttes paa et dybere Grundlag, end Hensynet til Retsordenen kræ- ver, som bevirker, at man maa give Ahrens' Theori Plads i den heromhandlede Gruppe af Straffetheorier, der grunde Straffen paa dennes Formaal til Forbryde- rens Bedste og ikke i første Instans paa Hensynet til den af Samfundet etablerede Retsorden, hvis Tarv vilde være tilstrækkelig varetaget ved Tilvejebringelsen af den udvortes Iagttagelse af Samfundsmagtens For- skrifter. Forbedringstheorien kunde derimod konse- kvent ikke indskrænke sig til at anvende Forbedrings- theorien mod Forbryderen. Den vil ifølge det til- grundliggende Princip være nødsaget til at forvisse sig om, at de Statsborgere, der endnu ikke have gjort Brud paa Retsordenen, virkelig ogsaa ere i Besiddelse af den rette moralske Karakter, saaledes at deres Und- ladelse af at overskride de for Handlefriheden satte Grændser ikke skyldes Frygt for Straffeloven, men hviler paa en ethisk Erkjendelse. Rø der har søgt at redde Forbedringstheorien fra denne Konsekvens ved kun at lade Forbedringsstraffen være rettet imod den ved Handling for Dagen lagte usædelige Villie, men det vil af det foregaaende tilstrækkelig fremgaa, imod hvilke andre Vanskeligheder Forbedrings- theorien ogsaa i denne Form endnu vil støde an. Inden Forbedringstheorien forlades, skal endnu gøres følgende afsluttende Bemærkninger. Den har sin Rod i Følelsen af de Vanskeligheder, der ere for- 16 bundne med Straffens Begrundelse som en Lidelse. Han har ment at kunne komme udenom disse ved et Forsøg paa at godtgøre, at Straflidelsen i Virkelig- heden var en Velgerning mod Forbryderen, sigtende til hans Bedste, den indre Forbedring. Det lader sig imidlertid ikke gøre at begrunde Straffen som Noget, der kun er til for Forbryderens Forbedrings Skyld. Hermed er imidlertid paa ingen Maade sagt, at Staten ikke af praktiske Hensyn kunde komme til at lade Straffen til Fyldestgørelse af det Formaal, ud fra hvilket Straffen korrekt maa begrundes, tilsigte Forbryderens Forbedring indenfor visse Grændser og under visse Betingelser. Lader det sig ikke gøre at opfatte Straffen som et Gode, der tilføjes Forbryderen for hans egen Skyld, maatte det næste Skridt naturlig blive at retfærdiggøre Straffen overfor Forbryderen. Det elementære Stand- punkt maatte da først og fremmest søge Udgangs- punktet for Straffens Begrundelse i en Indvilligelse fra Forbryderens Side, idet Begrundelsen jo simplest og lettest vilde kunde naas, saafremt det straffe- retlige Grundlag kunde hentes fra de samme Principer som de, der ere kendte i Civilretten. Høffding: Om Grundlaget for den humane Ethik 1876 p. For- brydelsen er ét Brud paa denne Overenskomst. Den, som vil bevare Livet paa Bekostning af Andre, maa ogsaa, naår dét gøres fornødent, opoflfre sit Liv for dem. Men ved Siden heraf tiævner Rousseau en anden Begrundelse, den nemlig, at Enhver, der angriber den sociale Ret, er Oprører imod Fædrelandet, og ved at krænke Lovene ophører han at være Medlem af Samfundet. Imidlertid vil Staten ikke altid nøjes med at straffe, men kun hvor Forbedring pcrli- tisk, ikke moralsk er mulig. Forbedring er nemlig Straffens Formaal. Fichte: Angewandtes Naturrecht, 2den Del af Grund- lage des Naturrechts nach Principien der Wissenschaftslehre, Jena og Leipzig 1796-97 p. Følgen af Overenskomstens Ophævelse og Forbryderens Retløshed er, at Staten bliver berettiget til for sin egen Sikkerheds Skyld endog at berøve Forbryderen Livet. Ideen om Forbryderens Indvilligelse i Straffen dukker senere op under en anden Form, idet Feuerbach i Forbryderens Udførelse af Forbrydelsen trods den i Loven indeholdte Straffetrusel ser et Samtykke i even- tuelt at ville lide Straffen. Rent bortset fra, at den ' Anf. Hertil kommer, at Forudsætningen ialfald maa være, at Forbryderen kender Straffen, thi ellers vilde der under ingen Omstændigheder kunne tales om et Samtykke. Derfor svigter Grundlaget i Tilfælde af, at Forbryderen forud er uvidende om den i Loven fastsatte Straf. Endvidere vilde Forudsætningen om et Samtykkes Tilstedeværelse svigte i Tilfælde af, at Forbryderen forinden eller samtidig med Udførelsen af Forbrydelsen udtrykkelig erklærede, at han ikke samtykkede i even- tuelt at lide Straffen. Derimod er det mindre vel begrundet, naar man som et Argument imod Sam- tykket har anført den Kendsgerning, at Forbryderen efter Forbrydelsens Udførelse meget hyppig søger at unddrage sig den forskyldte Straf, thi et senere Forsøg paa at undgaa Straffen udelukker jo i og for sig ikke, at Forbryderen forinden Forbrydelsens Udførelse kunde have samtykket. Theorien om Forbryderens Samtykke i at lide Straffen maa saaledes afvises. Forsaavidt Samtykket gnmdes paa Forbryderens Kendskab til Straffeloven som en Indvilligelse i at ville underkaste sig Konse- kvenserne af Forbrydelsen, beror den i Virkeligheden paa en Forvexling med det Princip, der som en ethisk Fordring kræver Lovens Bekendtgørelse. Theorier, hvis Hovedindhold er en Be- grundelse af Straffen fra den Forurettedes Standpunkt. Det maa erkendes, at den historiske Oprindelse til Straffen er den Hævn, som den Forurettede tog over Fornærmeren, men omend Strafferetten historisk har udviklet sig paa Grundlag af Privathævnen, følger deraf naturligvis ikke, at den i Nutidens Straffelov- givninger hjemlede Anvendelse af Straf skal søges begrundet som en for den Forurettedes Skyld indstiftet Foranstaltning. Det historiske Moment kan kun have Betydning til Forklaring af visse Fænomener, men er forøvrigt ganske betydningsløst, hvor det gælder at søge den med den sædelige Retsidé stemmende Be- grundelse. Naar et Retsbrud er begaaet, har den Forurettede Krav paa Retablering af den før Retsbrudet fore- liggende Tilstand, saavidt mulig i Form af fuldstændig Tilbageførelse af denne f. Dette Krav kan tilstrækkelig fyldestgøres ved civilretlig, oprettende Retshaand- hævelse. Yderligere Foranstaltninger overfor For- bryderen udover den materielle Genoprettelse kunne. I begge Henseender ville de samme Synspunkter komme til Anvendelse her som med Hensyn til Straf- fens Begrundelse som Retshaandhævelse for Samfun- dets Skyld, sigtende enten til Afværgelse eller til Oprettelse, jfr nedenfor. Paa dette Sted skal kun følgende Hovedpunkter fremdrages: Ligesom Hævnen savner sædelig Berettigelse, naar den udøves af den Forurettede selv, da Gengældelse af Ondt med Ondt er usædelig, er det Samme Tilfældet, naar den udøves af Samfundsmagten paa den Forurettedes Vegne for at hindre Excesser fra hans Side, og hvad Hensynet til den Forurettedes Sikring mod nye Angreb angaar, beror Frygten for saadanne kun paa en ren Præsump- tion. Straf som Hævn for den Forurettedes Skyld maatte fremdeles under alle Omstændigheder forudsætte, at den For- urettede var ilive og kunde nyde den sjælelige Til- fredsstillelse, som Hævnen skulde skaffe ham, og den vilde derfor være overflødig og unyttig, naar den begaaede Forbrydelse er Drab, eller naar den For- urettede er afgaaet ved Døden i Mellemtiden mellem Forbrydelsens Udførelse og Retsforfølgningen. End- ' Schulze: Anf. Den heromhandlede Opfattelse af Straffen repræ- senterer et forlængst tilbagelagt Stadium og har i vore Dage neppe nogen Tilhænger. Rigtignok er Grund- laget for Hegels Theori en Opfattelse af Straffen som en for den Forurettedes Skyld stedfindende Foran- staltning, hvorfor denne Theori ogsaa skal nævnes her, men i Virkeligheden indeholder den Momenter, der bære Spiren i sig til en korrektere Opfattelse, og den har derfor ogsaa givet Stødet til en Litteratur af Straffetheorier, der hvile paa en dybere Erkendelse af Straffens Væsen. Ifølge HegeP er Straffen Annullation af den i Forbrydelsen indeholdte Negation af den Forurettedes Ret. Den skete Krænkelse af Retten som Ret har vel en positiv udvortes Existens, som imidlertid i sig selv er intetsigende. Men hvad der saaledes er ugyldigt, maa stemples som saadant. Det Ugyldige er her Rettens Ophævelse. Retten kan nemlig som det Åbsolute ikke ophæves. Die Verletzung dieses als ein daseyenden Willens also ist das Aufheben des Verbrechens, das sonst gelten wurde und ist die Wiederherstellung des Rechts. Forbryderen kan ikke beklage sig over at blive behandlet i Overensstemmelse med den Lov, som han selv har opstillet. Efter Hegel er Straffen til for den Forurettedes Skyld, men det paavises hverken, hvorledes en For- bryderen tilføjet Lidelse er istand til at bevirke Ånnul- lation af en udført Forbrydelse, eller hvorfor Stats- magten netop skal gengælde Ondt med Ondt. Gælder det om at stemple Forbrydelsen som en ugyldig Hand- ling, maatte en saadan Annullation kunne tænkes gennemført paa anden Maade. Den Forurettede har, naar den ydre materielle Skade, godtgøres ham, ingen yderligere, i Sædelighedsideen begrundet Fordring, Hovedraangelen ved Hegels Theori er Udgangspunktet, at Straffen finder Sted for den Forurettedes Skyld, men rigtigt er det, at Straffen er rettet imod For- bryderens Villie. Resultatet af Udviklingen i den nærmest fore- gaaende Paragraf er, at Straffen heller ikke kan be- grundes som en for den Forurettedes Skyld stedfindende ' Anf. §§ 101 og 102. Ved Begrundelsen af StrafTen er det meget almindeligt at søge Hetsgrunden i Lidelsens Formaal, tildels særlig i den Maade, paa hvilken Straffen ind- virker paa Forbryderen, Herved bliver imidlertid det egentlige Grundlag forrykket Som senere nærmere skal blive paa vist, er Straffens Retsgrund Et, og lidelsens Formaal noget Andet. Vol m p, 137. Heinze i Holtzendorfib Handbuch des deutsehen Straf- rechts I, p. At Straffen ikke kan begrundes ved det Formaal, at den skal tjene Andre til Skræk og Advarsel, er let at paavise. Vanskelighederne ved den anførte Be- grundelse hidrøre ikke fra Hensynet til dem, hvem Straffen skal indjage Skræk, thi Overværelsen afStraf- exekutionen eller Efterretningen om dens Iværksættelse gør intet hidgreb i deres Retssfære. Derimod maa Forbryderens Ret absolut træde hindrende ivejen. For- bryderen kan ikke straffes for Andres endnu ikke be- gaaede Forbrydelser, medmindre de særlige Betingelser, der udkræves til Begrebet Meddelagtighed, ere tilstede, ' Bar: Handbuch des deutschen Strafrechts 1882, p. Groos: Indledning lil Strafferetten, p. Naar Goos antager, at Forbryderen derimod vilde kmine gøres ansvarlig, saafremt det var hans Hensigt med Handlingen at opmuntre Åndre til Forbrydelser, er dette dog vistnok kun rigtigt, forsaavidt Forbryderen tillige med Ord paavirker de Paagældende. Hensigten at opmuntre til Forbrydelse er ikke lagt for Dagen derved, at For- brydelsen udføres. Den er kun en rent indvortes Tanke, der hverken har gjort fra eller til med Hensyn til de Forbrydelser, som Andre ved dette slette Ex- empel maatte have bestemt sig til. For dem har krni den udvortes Handling havt Betydning. Kan man ikke gøre Forbryderen ansvarlig for det slette Ex- empel, Handlingen som saadan har givet, er man neppe heller berettiget til at statuere et andet Resul- tat, fordi Forbryderen i sit Indre har ønsket, at Andre vilde følge hans Exempel. Den nævnte Theoris Standpunkt er naturligvis ganske forældet, ligesom ogsaa de fleste af de Straf- arter, paa hvilke den ifølge sit Formaal fortrinsvis maatte lægge Vægt, ikke forekomme i Nutidens StraflFe- love. Medens Straffen saaledes ikke kan begrundes ' C. Feuerbach: Revision der Grundsåtze und Grundbegrifife des positiven peinlichen Rechts, Erfurt 1799 p. I Modsætning til den gamle Afskrækkelsestheori, hvorefter Straffen tilsigter Andres Afskrækkelse, ind- skrænker den af K. Grolman fremsatte Præventions- tbeori Straffens Formaal til at hindre nye Forbrydelser fra Forbryderens Side, Efter denne Theori er Straffen en Art Præventionstvang. I førstnævnte Henseende er Straffen rettet imod den til Grund for Forbryderens Villiesbestemmelse liggende Lyst og skal bevirke, at han ikke mere føler den Lyst til et vist Retsgode, paa Grund af hvilken han ellers vilde be- gære dette. Straffen virker ved Frembringelse af ubehagelige Følelser. Det er med andre Ord For- maalet at afskrække Forbryderen fra at begære Rets- godet. Grolman : Grundsåtze der Griminalrechtswissenschaft. Grolmans Theori vil imidlertid paa flere Punkter støde paa uoverstigelige Hindringer. Dens Forud- sætning er, at Forbryderen igen vil begaa en For- brydelse, hvilket i Virkeligheden er en ren Fiktion. At Forbryderen igen vil begaa en Forbrydelse, er kun en ubestemt Mulighed, der ikke efter almindelige Rets- grundsætninger er tilstrækkelig til at hjemle præventive Foriaoldsregler overfor ham. Dertil maa kræves en aktuel Fare. Med Hensyn til Beskaffenheden af den Foitrydelse, der er ivente, kan Præventionstheorien intet andet Udgangspunkt have end den alt begaaede, og Straffen maa derfor være rettet imod en ny lignende Forbrydelse. I mange Tilfælde vil den begaaede For- brydelse ikke kunne gentages af Forbryderen som egentlig Gerningsmand , f. Er det Straffens For- maal til Sikkerhed for Opretholdelsen af en vis Rets- tilstand at afværge Forbrydelser, kan Straffens An- vendelse ikke være indskrænket til de Personer, der alt have begaaet Forbrydelser. Begaaede Forbrydelser ere ikke de eneste Sandsynlighedsgrunde for fremtidige Overtrædelser. Lad os være konse- kvente og af hine Prineiper dristig udlede den Paa- stand, at Staten har Ret til at anholde alle sine mis- tænkelige Borgere og for den moralske Præventions Skyld brændemærke dem en Kende eller, naar Faren er altfor stor, opoflfre deres Liv for at opnaa Sikkerhed for Fremtiden. I det praktiske Liv er der navnlig én Forseelse, nemlig Betleri, som det vil være yderst vanskeligt ved Anvendelse af Straf at afholde Vedkommende fra paany at gøre sig skyldig i, lige indtil bedre økonomiske Kaar gjøre en saadan Erhvervskilde overflødig. Ud- maalingen af Straffen er overhovedet mangfoldige Straffetheoriers svage Side. Navnlig gælder dette om ' Feuerbach: Revision der Grundsåtze und Grundbegriflfe dea positiven peinlichen Rechts, p. Goos: Indledning til Strafferetten p. Ofte ser man derfor disse re- kurrere til Gengældelsestheorien i Haab om derfra at kunne hente den ønskede Maalestok, men, som senere skal blive paavist, er heller ikke Gengældelses- theorien istand til at gøre Fyldest for Strafudmaa- Ungens Vedkommende. Snarere kunde der da være Tale om at nævne det Tilfælde, at Tyven paa anden Maade, f. Samtidig med den Grolmanske Præventionstheori fremsatte Feuerbach sin berømte Strafifetruselstheori. Men forinden denne Theori nærmere omtales, skulle vi her kortelig berøre de Forfattere, der allerede for- inden tildels havde slaaet paa de samme Strenge. Derimod fremtræder Straffetruselstheorien langt tydeligere hos Hobbes. Ogsaa Feuerbachs Samtidige, Fich te' , har fremsat Udtalelser, der bære Straffe truselsprincipets Mærke. Fichte: Angewandtes Naturrecht, p. Straffelovens Formaal er, at der ikke skal blive Lejlighed til at anvende den. Den onde Villie skal undertrykkes ved den truende Straf, og den mang- lende gode Villie frembringes ved denne. Enhver maa sikkert vide, at Tniselen vil blive realiseret. Det er Straffelovens principale Hensigt at holde Forbry- deren tilbage fra Foii rydelsen, men naas denne Hensigt ikke, har Straffen et andet Formaal, nemlig at holde Forbryderen og de andre Borgere tilbage fra fremtidige, lignende Forseelser. De hemævnte Udtalelser ere imidlertid kun rene Antydninger. Hans mester- lige Fremstilling ragede højt op over alle tidligere Straffetheorier. Efter hans Theori er Statens Formaal gensidig Frihed for alle Borgere, og for dette For- maals Skyld er det nødvendigt, at der overhovedet ingen Retskrænkelser finder Sted i Staten. Det gselder om at finde Midlet hertil. Statsmagtens første Be- stræbelse er da rettet paa at bevirke, at Borgerne ikke have nogensomhelst retsstridige Tilbøjeligheder, eller, positivt udtrykt, at de have et borgerligt Sindelag. Til dette Formaal tjener Opdragelsen, Oplysningen, Religionen, Udbredelsen af Midler til et lykkeligt Liv CSV. Statsmagtens næste Bestræbelse gaar ud paa, at den, som har retsstridige Tilbøjeligheder, psyko- logisk forhindres i at følge disse Tilbøjeligheder. En saadan modstaaende Tilbøjelighed kan opstaa ad to ' P. For at forsvare sig er Samfundet nødt til og har som Følge deraf ogsaa Ret til at ophæve Straffriheden. Samfundet har Ret til at lade Straflfen følge paa Forbryderen som et nødvendigt Middel til fedividernes og Samfundsforbindelsens Bevaring, der w Samfundets fulde, ukrænkelige Ret. Hans Theori er en Selvopholdelsestheori. Udgangs- punktet er det enkelte Menneskes Selvforsvar, hvorfira Schulze konkluderer til en tilsvarende Nødværgeret for Staten. Den, som gør Angreb paa de i Staten herskende Ideer, Grundsætninger og Sæder, paa hvilke Borgernes Ve og Vel beror, angriber Staten selv og giver et slet Exempel Staten maa derfor betragte ham som en Fjende, den maa gøre Modstand imod. Det Fortjenstfulde ved Nødværgetheorien er, at den søger Straffens Retsgrund i Samfundets Sikkerhed i Modsætning til mangfoldige andre Theorier, der væsentlig for ikke at sige udelukkende, beskæftige sig med Straffens direkte Indvirkning paa Forbryderen eller det afskrækkende Exempel, som derved gives Andre. Fejlen ligger derimod i, at Theorien har villet forklare Straftilføjelsen som Udøvelsen af et Nødværge. At Nødværgeprincipet er utilstrækkeligt til Forklaring af Straffen, er allerede paavist af adskillige Forfattere. Nødværgeretten har til Forudsætning et paabegyndt eller umiddelbart forestaaende Angreb. Forbryderens Angreb er jo imidlertid definitivt af- sluttet. Om han paany vil foretage et Angreb paa Retsordenen, vides ikke. Først naar et saadant njrt Angreb er paabegyndt eller umiddelbart forestaaende, ville Betingelserne for Udøvelsen af et Nødværge foreligge. Ved uden Videre at ville forudsætte et nyt Angreb fra For- bryderens Side gør man sig skyldig i en Fiktion. Der bliver i Virkeligheden ingen anden Udvej mulig end den al fingere, at Forbryderen paany vil begaa akkurat den samme Forbrydelse, og at lade ham lide den Straf, der anses for tilstrækkelig til at afskrække ham derfra. Nødværgetheorien tager derhos en Retning, der i be- tænkelig Grad minder om den i nærværende Paragrafs Begyndelse omhandlede Afskrækkelsestheori, naar den fremhæver, at Forbryderen giver et slet Exempel. Det bliver derfor i Virkeligheden ogsaa for befrygtede Forbrydelser fra Åndres Side, at Straffen tilføjes ham. De i dette Afsnit omhandlede Straflfetheorier have alle opfattet Straffen som en Foranstaltning mod frem- tidige Retsbrud. Da en Begrundelse af Straffen som Afværgelsesmiddel mod fremtidige Retskrænkelser efter det Anførte har vist sig umulig som stridende mod Forbryderens Ret, idet der ikke foreligger Tilstrække- ligt til fra den afværgende Retshaandhævelses Grund- sætninger at retfærdiggøre en Indskriden mod frem- tidige Retsbrud, hvis mulige Udførelse kun er en ren Præsumption, bliver det næste Spørgsmaal, om Straffen kan retfærdiggøres som en Foranstaltning overfor det allerede begaaede Retsbrud. Snart opfattes Straffen som Oprettelse af den ved det begaaede Retsbrud bevirkede Skade, snart som den retfiaerdige Gengældelse, snart som en Tilfredsstillelse af Samfundets sædelige Følelse, snart som Udtrykket for en æsthetisk Dom, snart endelig som Samfundets sædelige Misbilligelse. Ifølge denne bevirkes der ved Forbrydelsen dels en materiel Skade, der behandles i Civilretten, dels en ideel Skade, der behandles i Strafferetten. Samme Grundsætninger gjøre sig gældende i Civilretten og i Strafferetten. Det er kun Genstanden, der er for- skellig. Medens den civile Erstatning ophæver den materielle Skade, saaledes ophæver paa tilsvarende Maade Straffen den ideelle Skade. Intet blot politisk Øjemed, men umiddelbart Retfærdighedens Idé og dens første Fordring, Urettens Tilintetgørelse, staar i Spidsen for Strafferetten. Aldrig falder Menne- sket som et Redskab for et fremmed Formaal, men som Offer for sin egen Brøde og for Retfærdigheden, med hvilken han skal forsones. Ikke Mennesket selv, men hans onde Gerning skal straffes og tilintetgøres. Welckers Theori, der forøvrigt aldrig nogensinde har spillet nogen fremtrædende Rolle, er forlængst bukket under for Kritiken, for hvilken den paa mange Punkter frembød let iøjnefaldende, svage Sider. Det maatte allerede staa som en uløselig Gaade, hvor- ledes Straffen, den Lovovertræderen tilføjede Lidelse, paa nogen Maade kunde være istand til at gjøre Fyl- dest for saamange forskelligartede Formaal paa én Gang. Naar fremdeles Straffens Formaal blandt Andet skal være Forbryderens Forbedring, ville de mod Forbedringstheorien gjorte Indvendinger ogsaa finde Anvendelse paa denne Side af Welckers Theori. Den hos Andre bevirkede ideelle Skade kan kun tæn- kes enten som en Krænkelse af deres Følelse af, hvad der er Ret og Billighed, eller som et slet Exempel, der kunde friste dem til Efterligning, saafremt For- brydelsen forblev ustraffet. En Oprettelse i først- nævnte Retning er i Virkeligheden Gengældelse. Skal paa den anden Side Straffen tilintetgøre Exem- plets Magt, kommer man derved til at straffe For- bryderen for Andres Handlinger, for hvilke han er uansvarlig, for Handlinger, som endnu ikke ere be- gaaede, ja end ikke paatænkte. I denne Henseende minder Welckers Straflfetheori om den i forrige Para- grafs Begyndelse omtalte Afskrækkelsestheori. Men ikke blot disse Indvendinger, der hidrøre fra Mangler ved andre Straflfetheorier, af hvilke Welcker har op- 48 taget Momenter, kunne fremføres mod hans Theori. Det er selve Grundlaget, der er uholdbart. Kun for materiel Skade kan Erstatning gives. Lovene om Aarsag og Virkning svigte ganske i Åandsverdenen. En Paavisning af den ved en bestemt Handling be- virkede ideelle Skade og en Udmaaling af Straffen paa Grundlag af Skadens Størrelse vilde være aldeles umulig. De værste Forbrydelser, Massemord o. En straz forfulgt Forbrydelse maatte ligeledes antages at bevirke mindre ideel Skade end den, der først bliver forfulgt efter nogen Tids Forløb, hvorved Andre i Mellemtiden ville have havt Lejlighed til at udføre lignende For- brydelser, opmuntrede dertil ved det givne Exempel. Nær beslægtet med Welckers Straffetheoii er den af Hepp fremsatte borgerlige Retfærdighedstheori. Efter denne tilsigter Straffen Oprettelse af den ved Forbrydelsen bevirkede Skade, som Forbryderen er pligtig at erstatte, men hvorledes en saadan Oprettelse er mulig, er den ude af Stand til at forklare. Med Hensyn til disse Forsøg paa at forklare Straffens Berettigelse ud fra den oprettende Rets- haandhævelses Synspunkter skal endnu kun bemærkes at selv forudsat, at Straffen var Ophævelse af den ved Forbrydelsen bevirkede Retsforstjrrrelse, maatte man dog paa Forhaand frakende den Evne til at yde fuldstændig Oprettelse. Det anføres hos Goos' , at ' HolzendorfiEs Handbuch des deutschen Strafirechts p. Retshaandhævelsen snart yder fuldstændig Oprettelse af Retsbrudet ved at bringe alle blivende Virkninger af det til Ophør, f. Forsaavidt kun Retsbrudets blivende Virkninger haves for Øje, er nærværende For- fatter enig i det Anførte, men hvad selve Rets- brudet angaar, er det strengt Korrekte vistnok at sige, at den oprettende Retshaandhævelse allerede ifølge sine begrebmæssige Forudsætninger aldrig kan være fuldstændig Oprettelse, men kun tilnærmelsesvis er istand til at naa Maalet. Grunden hertil ligger netop i, at den oprettende Retshaandhævelse forud- sætter et allerede begaaet Retsbrud. Kun hvis den oprettende Retshaandhævelse kunde gøre det Skete usket, kunde bevirke, at det begaaede Retsbrud ikke havde fundet Sted, vilde den være istand til at yde fuldstændig Oprettelse, men dette er selvfølgelig ganske umuligt. Derimod vil der kunne være Spørgsmaal om fuldstændig Oprettelse af det begaaede Retsbrud, naar der kun tænkes paa de blivende Virkninger af dette. Den næste Hovedgruppe, der her skal gøres til Genstand for Betragtning, er de saakaldte Gengæl- delsestheorier, der opfatte Straffen som den retfærdige Gengældelse, Forbryderen skal lide for sin onde Handling. Blandt de forskellige Former, i hvilke Gen- gældelsestheorieme ere fremtraadte, skal først nævnes Kants Theori. Kant støtter Gengældelsesprincipet paa et kategorisk Imperativ. Alle relative Straffe- theorier forkastes. Straffeloven er et kategorisk Imperativ. Kun Gengældelsesretten jus talionis , der maa udøves af Domstolene, er istand til at angive Straffens Kvalitet og Kvantitet med til- strækkelig Bestemthed '. Medens Kant er Repræsentant for Gengældelses- tanken i dens reneste Form, vil man hos de fleste andre Tilhængere af Gengældelsestheorien finde denne blandet med andre Formaal for Straffen end netop det Ene, at udøve gengældende Retfærdighed. Blandt Gengældelsestheoriens Repræsentanter maa man af de ældre Forfattere vistnok henregne Hugo Grotius, der vel ikke har gjort sig til Tals- mand for nogen absolut Begrundelse af Straffen soro Gengældelse for Gengældelsens egen Skyld, men retfærdiggjør den ved Lidelsens Formaal. Jacques Paris 1842 §§ 71 og 73. Straffens Formaal er overalt at virkeliggøre Retfærdigheden, i fornødent Fald ved Tvang. Der findes imidlertid hos Abegg andre Ud- talelser, ifølge hvilke han maa antages at staa Lov- lydighedstheorien meget nær. Hertil skulle vi imidlertid senere komme tilbage. Straffen er derfor en Retfærdighedsakt. Retfærdigheden fordrer positivt, at enhver Villie erholder, hvad der tilkommer den, og negativt, at den Villie, der har forgrebet sig paa en fremmed Villiessfære, i Forhold til det stedfundne Overgreb frakendes Gyldighed i sin egen Villiessfære. Abegg: Lehrbuch der Strafwissenschaft Neustadt 1836 § 48. Det reneste Udtryk herfor er Gengældelsen. Og ikke blot Gengældelse efter den udvortes krænkede Rets Værd, s8i. Alle andre Formaal for Straffen, der ej opnaas derved, foxrcnes i Forbedrings- og Afskrækkelsesformaal. Man kan sikre sig paa to Maader, enten ved at forsvare sig mod uretfærdige Angreb eller ved af sig selv at varetage, hvad der er nødvendigt for Ens Existens og Velvære. I første Fald har man Ret til at tilføje Angriberen ethvert Onde. I det andet Tilfælde begrændses Bevaringsretten af den Andens Ret, som man ikke har Ret til at krænke. Naar Straffen udøves af Staten, befinder denne sig i det andet Tilfælde og ikke i det første. At det Gode fortjener at gengældes med Godt, og det Onde med Ondt, har altid og allevegne været anerkendt ifølge selve den menneskelige FomufL Det er fremdeles en Følelsessag. Vi Mennesker føle en moralsk Nydelse, naar dette Princip følges; vi lide moralsk, naar IMncipet ikke iagttages. Det er denne Følelse, som den absolute Retfærdighedstheori paa- kalder, idet den viser, at den, der begaar en Forseelse, fortjener en Revselse i Forhold til den begaaede Fejl. Ortolan anskueliggør nærmere sin Theori ved en fingeret Samtale mellem Samfundsmagten og For- bryderen. Hvem har gjort dig til Dommer og exekvcrende Myndighed? Det gælder om min Frelse, det vil sige, jeg har Ret til at blande mig deri. Ret til at handle, forsaavidt det ikke sker til Skade for en Åndens Ret. Du fortjener det, det vil sige, du kan ikke beklage dig over, at din Ret krænkes, over at jeg søger at sikre mig paa Bekostning af den Ret, der tilkommer dig. Der er Tilfælde, hvor der ikke er Trang til moralsk Tugtelse, men Exemplets Nødvendighed er altid tilstede. Straffen bør være saaledes indrettet, at den kan naa begge Formaal, hvergang det er muligt og nødvendigt, men det Formaal at give Exempel kan aldrig skydes tilside. Straffen bør være et Onde, 55 thi Samfundet kan ikke saaledes omdanne Moralen, der byder, at Ondt skal gengældes med Ondt. Der bør dog ikke anvendes større Straf, end Retfærdig- heden tillader, og end Hensynet til Samfundets Be- varing kræver. Ifølge Hartmann stamme Nød- værge og Hævn fra samme Rod, nemlig Uvillien mod forestaaende eller allerede taalte Krænkelser. Medens Nødværget tjener til Selvopholdelse, tjener Hævnen til Selvrevanche. Det gengældende Indgreb er ingen Uret, men Opfyldelsen af en sædelig Pligt, fordi det kun er Reaktion til Genoprettelse af den forstyrrede sædelige Ligevægtstilstand, af Samfundets brudte ethiske Harmoni, Negation af en Negation og derved ialfald i ideel Forstand Genoprettelse af den ethiske Status quo ante, det vil sige Soning af Uretten. Gengældelses- følelsen gjennem trænger os ubevidst. Gengældelsen maa yde Blod for Blod, Øje for Øje og Tand for Tand, eller ialfald et Ækvivalent. Overdragelsen til Staten sker dog ikke ved Overenskomst, men først. Hartmann: Phftnomelogi des sittlichen Bewusstseins Berlin 1879 p. Genfølelsen bliver den første Kilde til sædelig Bevidsthed og for- bereder den sædelige Dom ogsaa for saadanne Til- fælde, hvor den Dømmende ikke selv er ramt af Handlingen, men kun som Tilskuer tænker sig i den Ramtes Stilling. I tredie Række bliver Mennesket ved denne Forberedelse ogsaa som Handlende foranlediget til at modificere sin Opfattelse af Handlingen efter den reaktive Følelse, som han véd, at han vilde have, hvis han selv var den Ramte, og som han maa an- tage, at den Ramte virkelig har. Gengældelsens Instinkt yder indirekte Motiver til at tage Hensyn til Andres Vel og vise Agtelse for Andres Retssfære ved den praktiske Sætning: Gjør ikke ved Andre, hvad du ikke ønsker gjort mod dig selv. Den onde Hand- lings Gengældelse virker derfor afskrækkende fra endnu ubegaaede Retskrænkelser og yder saaledes det virksomste Præventionsmiddel mod Forbrydelser. De Straffetheorier ere kortsynede, som alene holde sig til Instinktets bevidste Indhold, nemlig talio, istedetfor at betragte det nysnævnte, ubevidste Øjemed som den egentlige, rationelle Begrundelse af Strafferetten, og som selv først maa begrunde Existensen af et saadant Instinkt og den Kendsgerning, at en Strafferet historisk har udviklet sig deraf. Kortsynetheden bliver til Bornerthed, naar det viser sig, at Instinktets be- vidste, umiddelbare Maal, Gengældelsen, selv først behøver en sædelig Retfærdiggørelse, som den kun kan erholde ved dens Qemere Formaal, nemlig Af- skrækkelse ved Straffetruselen og Forbedring ved Straffens Fuldbyrdelse. Gengældelsen bevirker objek- tivt set en ny Krænkelse, en ny Lidelse for at opnaa 57 den ydre Fyldestgørelse for den tidligere. Tilgivelsen derimod er en positiv sædelig Ydelse, som ved dens positive Værd ogsaa objektivt taget opvejer Mis- gerningens negative Vægt, hvorved den i sædelig Henseende genopretter Status quo ante. Hartmann erkender forøvrigt, at det er Lidelsens Formaal — Samfundets Beskyttelse og tillige Forbryderens sæde- lige Tugt, forsaavidt Hovedformaalet, Samfundets Be- skyttelse, tillader det — der i vore Dage alene maa være bestemmende med Hensyn til den oprindelig af Gengældelsesprincipet opstaaede Strafferetspleje. Gen- gældelsen er usædelig , naar den finder Sted for dens egen Skyld. At Gengældelsestheorierne ikke ere istand til at give den rette Begrundelse af Straflfen, lader sig med Lethed paavise. De nævnte Theorier ere gendrevne saa tidt og saa udførlig, at Fremstillingen her skal indskrænke sig til at fremdrage følgende Hovedind- vendinger. Den for Gengældelsestheorierne i deres rene Skikkelse tilgrundliggende Tanke, kan for det Første være den, at det sædelige Livs Ideal kræver Overensstemmelse mellem Dyd og Lykke, Brøde og Ulykke. Er dette Grundlaget, gør Theorien sig skyldig i en Inkonsekvens, naar den kun lader Staten straflfe Lasten og ikke tillige belønner Dyden. Den ene Side af Principet kan ikke i højere Grad være Statens Opgave end den anden. Det er derfor fuldkommen ' Anf. Viser det sig saaledes umuligt at forklare Statsmagtens straffende Gengældelse ud fra Ideen om Lighed mellem Værd og Skæbne, kan der endnu kun tænkes en eneste selvstændig Begrundelse, nemlig som Hævn for Samfundets krænkede Følelse, thi det Foregaaende har tilstrækkelig vist, at Straffen hverken kan be- grundes som Oprettelse af nogen ideel Skade eller som en blot af Samfundet reguleret Hævn for den forurettede Privates Skyld. Men Hævnen faar ikke større sædelig Berettigelse, fordi den bliver Samfundets og ikke den Privates Hæyn. Der maatte kræves en positiv Grund, hvorfor Hævnen i Samfundsmagtens Haand, dog var stemmende med Sædelighedsideen. Uden Paavisning heraf maa Straffens Begrundelse som Gengældelse opgives. Det er maaske ogsaa Følelsen heraf, der har bragt nogle af Theoriens Tilhængere til kun at benytte Gengældelsestanken til overfor Forbryderen at retfærdiggøre Straffen som en Lod, han paa Grund af sin onde Gerning ikke kan be- klage sig over at maatte lide. Det er jo imidlertid strax iøjnefaldende, at en saadan Formulering af Be- grundelsen ikke forslaar. Straffens Karakter som den retfærdige Gengældelse, over hvilken Forbryderen ikke kan beklage sig, bliver anført som den negative Side af Begrundelsen, medens den positive Begrundelse søges paa andre Punkter, navnlig i Sikrings- og Af- værgelsesformaal, som hos Ortolan og Hartmann. Men skal Gengældelsesideen overhovedet drages med ind i Begrundelsen af Straffen, maa det positivt be- grundes hvorfra Samfundsmagten har Ret til at agere Skæbne, forsaavidt Meningen blot er, at Forbryderen ikke har Grund til at beklage sig over sin Lod, eller til at tage den ellers umoralske Hævn i sin Tjeneste til Opnaaelse af andre sædelig berettigede Formaal. Under begge Forudsætninger vilde det være vanske- ligt at begrunde, hvorfor det netop er Samfundsmagten og den alene, der har Ret til at drage Nytte af Gen- gældelsestanken. Kunde ikke ligesaa vel enhver Privatmand være beføjet til i sin Retssfære at gjøre samme Principer gældende? Men ogsaa i andre Hen- seender kommer der Vanskeligheder frem. Den rene Gengældelsestheori kommer i Forlegenhed ved Be- 60 stemmelsen af Straffens Maal. Strengt taget skulde der tilføjes Forbryderen en Lidelse af akkurat samme Art som den, han har tilføjet den Forurettede, men dette Princip vil i mange Tilfælde af let forklarlige Grunde ikke kunde fastholdes. Men for de Gengæl- delsestheorier , som drage andre Momenter ind til Straffens Begrundelse, enten ved som Ortolan at stille Samfundets Sikring i Spidsen og benytte Gengæl- delsesideen til at retfærdiggøre Straffen overfor For- bryderen, eller ved som Hartmann at hævde, at Straffen som Gengældelse erholder sædelig Ret- færdiggørelse ved Straffetruselens afskrækkende og Straffuldbyrdelsens forbedrende Virkning, opstaar der ganske særlige Vanskeligheder ved Straffens Udmaaling. Straffens Størrelse maa ifølge Ortolan ikke sættes højere, end Retfærdighed tillader, og Hensynet til Samfundets Sikkerhed kræver. Men skal Straffen holde sig indenfor begge disse forskelligartede Grændser, vil det let kunne blive Konsekvensen, at man under- tiden bliver uberettiget til at anvende saa stor en Straf, som Hensynet til Samfundets Sikkerhed kræver, da man i modsat Fald vilde komme til at paalægge Forbryderen en større Straf end Retfærdighedens o: Gengældelsesprincipet tillader. Paa lignende Maade vil Hartmann komme i Forlegenhed. Strengt taget er Hartmanns Straffetheori maaske ingen egentlig Gen- gældelsestheori , men kun en Paavisning af Straffens historiske Udvikling fra Hævnen som Udgangspunkt. Det er en Umulighed i en Straffelov at fasisætte en Straf med et tredobbelt Formaal for Øje, Afskrækkelse, Gengældelse og Forbedring, uden at man maa klare sig, hvad der bliver det principale Moment. Er det Afskrækkelses- eller Forbedringsformaalet, der giver Straffen dens sædelige Berettigelse, maa selvfølgelig Straffens Størrelse beregnes efter et saadant Formaal og ikke efter Gengældelsesformaalet, ifølge hvilket Straffen principmæssig maa tilsigte at tilføje For- bryderen en Lidelse, svarende til den, som han har tilføjet den Forurettede. Den af StahP fremsatte Theori grunder Straffen paa Retfærdighedens Idé, der kræver Opretholdelsen af den bestaaende ethiske Ordning. Retfærdighedens Idé er Ideen om den sædelige Verden som saadan, den Idé, paa hvilken dens Bestaaen og Opretholdelse beror. Den betegner nemlig Forholdet mellem den sædelige Magt Gud og Staten og de frie Personlig- heder. Retfærdigheden viser sig paa dobbelt Maade, nemlig som beskyttende og som gengældende Magt. Retfærdighedens Idé indskrænker sig ikke til Rets- gqbetet; den tilhører den sædelige Verden i alle dens Sfærer og Trin. Hvor der er en ethisk Ordning, er der ogsaa Retfærdighed. I den sædelige Verdens højeste, indre Sfære hersker den guddommelige Ret- 1 Stahl: Die Philosophie des Rechts 2det Bd. Hechts- und Staatslehre Heidelberg 1854 p. Det er Guds Bud Religion og Moral , der opretholdes ved Guds evige Domstol eller ved den Nemesis, der allerede rammer de jordiske Kaar. I den sædelige Verdens lave, udvortes Stære hersker den borgerlige Retfærdighed; her er det Statens Love og Anseelse, der maa haandhæves ved de borgerlige Domstole. Hist er Overtrædelsen Synd, her er den Forbrydelse. Den gengældende Retfærdighed tilsigter Genoprettelse af den sædelige Magts Herredømme Guds og Statens ved, at den, der sætter sig op imod den sædelige Magt, tilintetgøres eller tilføjes Lidelser. Det er ikke selve Loven, der skal opretholdes ved Straffen — dette vilde være umuligt, thi den stedfundne Overtrædelse kan ikke gøres om — men derimod er det Lovens Herredømme. Retfærdigheden kræver ikke ifølge sit Begreb, at ingen Lovovertrædelser finde Sted, den fordrer kun, at ingen lovstridig Villie holder Stand og beholder Sejren til Trods for den højere Ordning. Ved den Straf, der tilføjes Gernings- manden, lægges det for Dagen, at den sædelige Ord- ning er Herre, og saaledes maa det Onde ved at trædes under Fødder selv tjene til den sædelige Magts Forherligelse. Straffen kan ikke have noget Formaal, der har Fremtiden for Øje. Det er den fuldbyrdede Gerning selv, der af ethiske Grunde kræver Straffen. Denne er imidlertid ikke Hævn. Hævn grundes paa Krænkelsen af Personens subjektive Fred, men Straffen paa Krænkelsen af en højere sædelig Villie. At heller ikke Stahls Theori er fyldestgørende, vil firemgaa af Følgende: Statens Ret til at anvende Straf kan ikke, som Stahl vil, grundes paa et Mandat fira Gud. Er det Moralen, der skal haandhæves i Samfundet, bliver det vanskeligt at begrunde, hvorfor Staten ikke bør straffe alle umoralske Handlinger uden Undtagelse. Hvad er det egentlige Formaal med Straffen, naar denne, der ikke er istand til at gjøre Sket usket, hverken maa være Gengældelse eller en Foranstaltning, der tager Sigte paa Fremtiden? Hvorledes er Straffen istand til at baandhæve den højere sædelige Villie? Er den en Foranstaltning, der Wot skal vise, at der er Høg over Høg, og at det er den hørjere sædelige Villie, der er den stærkeste? Alle disse Vanskeligheder formaar Stahls Theori ikke at klare. Da en Tvangsindretning, hvorved Overtrædelsen af Forbudet gøres faktisk umulig, er absolut uforenelig med Ideen om et sædeligt Samfund, bestaar Vanskelig- heden i at klare, hvorledes Straffen, der kommer bagefter Lovovertrædelsen, kan være en Overholdelse af Loven. Straffebestemmelsens sædelige Nødvendighed søger Bornem ann da at godtgøre ved Henvisning til, at et Samfund, der er saaledes organiseret, at For- bryderen, baaren af dette, kan realisere de forkastelige Formaal, i hvilke han søger sin Tilfredsstillelse ved at overtræde Loven, ikke vilde være noget sædeligt Samfund. Et sædeligt Samfund maa være saaledes organiseret, at den, som overtræder de sædelige Love, derved forandrer sit Forhold til Samfundet. Samfundet maa træde ham hindrende og hæmmende imøde« Den Tilfredsstillelse, som Forbryderen føler ved £l%: følge sin usædelige Tilbøjelighed, skal forandres til Ulyst og Smerte. Det skal gøres ham umuligt ait løsrive sig fra Lovens Herredømme, og dette gennem- føres derved, at Overtrædelsen drager den Konsekverxs efter sig, at Samfundet griber Forbryderen med over- vældende fysisk Magt. Bomemann gi 65 derpaa over til at undersøge, om Straffens Anvendelse er i Strid med Forbryderens Ret, hans ubrødelige Hævdelse i den ham som Menneske tilkommende Ret. Straffens Retfærdiggørelse overfor Forbryderen søger Bomemann ikke i en Paastand om, at Forbryderen ved Forbrydelsen er bleven retløs — en Opfattelse, som han bestemt forkaster — men i det sædelige Postulat, at der skal være Overensstemmelse mellem Værd og Skæbne, mellem Dyd og Lyksalighed. Per- sonens Stræben efter Tilfredsstillelse, efter at opnaa de jordiske Goder, der betinge den, har sin højeste Berettigelse deri, at disse Goder, rettelig anvendte, blive Ifidler til hans Uddannelse til Fuldkommenhed, til Løsningen af Livets sædelige Opgave, men omvendt kunne de ogsaa anvendes i det Ondes Tjeneste, og da blive de netop Midler til at igeme ham fra Løs- ningen af den sædelige Opgave. Ved Ulyksalig- heden erfarer Forbryderen paa sig selv gennem Konse- kvensen det Ondes Betydning og opfordres derved til Omvendelse. Men Et af To: Enten maa Gen- gsdldelsestanken fuldt ud gennemføres, eller ogsaa mat den ganske afvises. Er det Samfundets Opgave at gennemføre det ethiske Postulat, at der skal vtere Overensstemmelse mellem Dyd og Lyksaligbed, Vasrd Den kristelige Ethiks specielle Del II. Da denne Tbeori, saavidt vides, endnu ikke har været gjort til Genstand for Omtale i den danske Retslitteratur, og da den desuden har Krav paa ganske særlig Interesse, skal den her gøres til Genstand for en noget udførligere Fremstilling og Kritik. Bar tager sit Udgangspunkt fra Hegel. Dog forkaster han den ved Hegels Tbeori klæbende Rest af Gengældelses- theorien, og heller ikke vil han erkende, at Straffen kan udledes af Rettens Begreb som Urettens Negation. Uretten kunde mulig paa anden Maade skaffes ud af Verden f. Straffen kan ikke udledes af selve Rettens Begreb. Det er paa Moralen, at den maa begrundes. Der er intet umoralsk i at fælde Dom over Åndres Handlinger; det vil endog ofte kunne anses nødvendigt for Uddannelsen af den sædelige Karakter, thi fra Åndres Handlinger og Følgerne af dem henter man sin egen Moral og en Lære for sit eget Liv, og hvor en Åndens Handling viser sig i særlig Grad moralsk eller umoralsk, vil den moralske Dom med en Natur- magts Kraft uimodstaaelig give sig Luft. Den mis- billigende Dom gælder nærmest Handlingen, men maa nødvendigvis ogsaa rette sig imod Gerningsmanden, da en Handling ikke kan tænkes uden Gerningsmand. Med den abstrakte Misbilligelse er imidlertid endnu ikke given den Maade, bvorpaa den udvortes træder frem. Den ' Handbuch des deutschen Strafrechts p. Jo niere tvivlsom den moralske Bedømmelse af Handlingen er, desto mere tilbageholdende og indvortes bør Mis- billigelsen være. Ved grove Krænkelser af Moraléti nlaa Dommen nødvendigvis blive offentlig. Ved grove Krænkelser af Moralen, ved betydelige Forbindelser trænger den offentlige Hisbilligelse sig uopholdelig frem. Han kan ikke beUage aig; thi ban har sehr været den Første til at sønder- rive Moralens og Rettens Baand. Det Anførte finder Bar bekræftet ved Stfaiferette»s Historie. D« moralske Ordnings naturlige Reaktion vil i mange Henseender kunne erstatte den. Derfor bliver Straffen mildere, efterhaanden som Civilisationen og den al- mindelige Moral skrider frem. Under en med Idealet stemmende Samfundstilstand kunde man maaske ganske overlade den enkelte Forbryder til de Konsekvenser, som Forbrydelsen selv fører med sig, eller følge den Grundsætning at besejre Ondt med Godt istedetfor med Ondt. I Straffens Karakter som Misbilligelse af Gerningen og derigennem af Gerningsmanden ligger tillige, at Misbilligelsen maa slutte sig umiddelbart til det som Resultat af Sagens Undersøgelse fremgaaende Billede af Handlingen, at Rettens Dom, der i Virkelig- heden kun er en Karakteristik af Handlingen i al- mindelige og almen anerkendte Begreber, væsentlig maa bestemme Straffen, og at det derfor er stridende mod Straffens Væsen, naar Straffen væsentlig bestemmes efter senere gjorte Iagttagelser med Hensyn til den Dømtes Karakter. Det kommer ikke an paa at tilføje Forbryderen en Smerte, men paa den aktive Mis- billigelse. Det er derfor en ligegyldig Ting, om maaske Forbryderen i det enkelte Tilfælde føler Straffen som et Onde eller som en Velgerning. Var Smerten det Væsentlige, vilde det være et Spørgsmaal, om man ikke istedetfor mangeaarige Fængselsstraffe burde an- vende korte, men smertefulde Straffe. Kun forsaavidt er det rigtigt, at Straffen maa medføre en Skade for Forbryderen, som den Behandling, han bliver Genstand for, altid maa udtrykke en Misbilligelse. Oprindelig var Straffen Hævn, udøvet af den Private, men Mis- 73 billigelsen savnede da saavel en sikker objektiv Maale- stok som den almindelige Erkendelse af, at dens Anvendelse var retfærdig. Privathævnen gik derefter over til at blive en gennem Slægter fortsat Ødelæggelses- kamp mellem forskellige Familier, som Samfmidets Overhoved maatte se sig foranlediget til at udjævne ved sin Mægling. Staten overtog saa selv Privat- hævnen, der nu blev Straf. Misbilligelsen, der før var subjektiv, fik nu Almengyldighedens Stempel paa sig. Med Strafferettens Overgang til det Offentlige blev den foruden en Ret tillige en Pligt, ikke blot mod Staten selv, men mod Samfundet. Spørgsmaalet om, hvorvidt der med Hensyn til Strafudmaalingen er Plads for den Retfærdighed, som vor Følelse kræver, besvarer Bar derhen, at denne Retfærdighed i og for sig er fremmed for det i Straffe- retten gældende Princip, og at der først bliver Tale om den enten, naar man ubevidst udmaaler Straffen efter den historiske Tradition, eller, naar man be- dømmer flere Straftilfælde. Retfærdighedsprincipet er saaledes kun relativt. Reprobationstheorien har først forset sig paa Straffens historiske Udvikling. Fremstillingen af denne er vistnok korrekt, men skal man søge Begrundelsen af Nutidens Straffeinstitut fra den sædelige Retsidés Standpunkt, er man aldeles ikke bunden til historiske Forudsætninger. Med disse behøver den retsfilosofiske Begrundelse af Straffen og dennes Formaal paa ingen Maade at være i Sam- klang. Naar der spørges om Grunden til, at Sam- fundsmagten i vore Dage kan være berettiget til at udøve en særegen Retshaandhævelse overfor For- bryderen, er det en fuldstændig ligegyldig Sag, om det mulig kan bevises, at Samfundsmagtens Straffe- myndighed har sit historiske Udspring fra den Hævn, som den Forurettede eller hans Slægt i gamle Dage selv tog over Gerningsmanden. Det ligger dog ulige nær- mere at opfatte den som Gengældelse. Ligeledes er det urigtigt at opfatte Straffen som Misbilligelse, ude- lukkende Misbilligelse af Handlingens umoralske Be- skaffenhed, en Misbilligelse, der principaliter er rettet mod Handlingen og først per consequentiam mod Gerningsmanden. Er Straffen virkelig kun Misbilligelse af Handlingen, er det umuligt for Bar at be- grunde og forklare selve Straflidelsen. Han kan nok forklare, at Lovgivningen forbyder visse » Avf. Misbilligelsen af Handlingen maatte paa mangfoldige andre Maader end netop ved Straffen eklatant kunne lægges for Dagen. At den konkrete Handling fortjener Misbilligelse og er abso- lut forkastelig, er Noget, der ifølge Bar først konsta- teredes ved den tidligere Privathævn og nu konsta- teres ved Statens Straf. Herved er det jo imidlertid ganske overset, at den konkrete Handlings Beskaffen- hed netop i faldkommen tilstrækkelig Grad kan kon- stateres ved den kriminelle Retsforfølgning og den ved Dommen givne Opgørelse af Undersøgelsens Re- sultater, uden at det just derfor vilde være nødven- digt tillige at ikende Forbryderen en Straf. Naar Dommen blot udtaler, at den paagældende Forbryder har gjort sig skyldig i den eller den usædelige Hand- » Avf. Det beror ligeledes paa et Fejlsyn, naar det hævdes, at Straffen er rettet mod Handlingen som den egentlige Genstand for Sam- fundets Misbilligelse og kun indirekte mod Gernings- manden. Var det virkelig Handlingen, der skulde misbilliges, maatte man konsekvent anstille en Rets- forfølgning, selv om Gerningsmanden maatte være a%aaet ved Døden umiddelbart efter Forbrydelsens Udførelse, thi dette maatte være et aldeles irrelevant Moment, naar det, som det gælder om, blot er at stemple den begaaede Handling som umoralsk og ikke at paavirke Forbryderen i en vis Retning. Hvor- for skal man overhovedet udtale en officiel Mis- billigelse af Handlingens umoralske Beskaffenhed? Hvad vil man udrette dermed? Er Meningen blot at indprente alle Samfundets Individer, hvad der er Mo- ral, og hvad ikke? Han skal repræsentere den Handling, som han har udført, og paa dens Vegne som Ophavsmanden til den modtage Misbilligelsen. Med Hensyn til Straffens Indvirkning siger Bar, at det blot kommer an paa at vise For- bryderen Samfundets Misbilligelse af hans Handling, og at det for saa vidt, men ogsaa kun for saa vidt er rigtigt, at Straffen maa medføre en Skade for For- bryderen. Som Strafmiddel kan abstrakt sét Alt an- vendes, hvorved der paa en eller anden Maade til- føjes Forbryderen en Skade. Man skulde herefter synes, at Bødestraffe maatte kunne gøre Fyldest som Straf for de fleste Forbrydelser, naar blot Bøderne vare tilstrækkelig høje. Hvorfor de langvarige Fri- 77 t? Dog er det ikke Bars Uaanf. I den danske Retslitteratur har Prof. I ethvert Retsbrucud ligger en Krænkelse af den førstnævnte Del af Loveimzins Indhold, nemlig den retsstridige Handling eller Un d- ladelse og den derved opstaaede Retsforstyrrelse. Høffding sluttet sig til foranførte Opfattelse, og senere har bemeldte Forfatter i sin Ethik Kbhvn 1887 p. Det er Statens Opgave at hævde Retsordenen som en af Grundbetingelserne for det menneskelige Samfunds Udvikling. Uden Sikkerhed og Fred kan hverken det enkelte Individ, Familien eller de frie Kultursamfund trives. I Brudet paa Retsordenen kundgør der sig en Villie, som, hvis det tillodes den at gaa frem, som den har begyndt i den udøvede Gerning, vilde sprænge Statssamfundet. Forbryderen skal opdrages til at blive skikket til at leve i Samfundet, opdrages til Legalitet. Der straffes ne peccetur, thi, naar ingen Overtrædelse finder Sted, staar Retsordenen ved Magt. Straffen tilsigter herefter et tosidigt Formaal, Retsordenens Genoprettelse og Forandring af Gerningsmandens Karakter. Efter den Maade, paa hvilken Prof. Goos har formuleret sin Theori, kunde Noget tyde paa, at Prof. Goos betragtede Forbrydelsen som Ulydighed mod Samfundsmagtens formelle Lov og Straffen som det Middel, hvorved denne haandhæves, men overvejende Grunde vise, at Prof. Goos i Virkeligheden staar paa et materielt Standpunkt og opfatter Forbrydelsen som et Brud paa den materielle Retsnorm. Herfor taler dels Fremstillingen af de enkelte For- brydelser i Strafferettens specielle Del, dels Under- søgelsen i Indledningen til Strafferetten p. Goos hævder, at den Forbryder, som har begaaet en Handling, der var strafbar paa Iværksættelsens Tidspunkt, men ifølge en Lovforandring senere er 101 bleven siraffii, ikke skal straffes, da Ulydighed mod Loven som saadan uden nogensomhelst nærmere materiel Bestemmelse af Handlingen ikke er strafbar, og man ved at opstille en saadan ganske abstrakt Forbrydelse vilde udvide det Strafbares Omraade langt udover, hvad Forholdets Natur kræver, og nogen positiv Lovgivning anerkender. Da det herefter maa antages, at Prof. Groos staar paa det materielle Standpunkt — det Standpunkt, for hvilket ogsaa nærværende Forfatter i det Følgende vil tage Ordet — er neden- staaende Kritik ikke rettet mod den af Prof. Goos fremsatte Opfattelse, men mod den formelle Lov- Ifdighedstheori i Almindelighed. Høffdings Theori angaar, skulle vi her blot bemærke, at nogen egentlig Genoprettelse af Retsordenen formentlig ikke kan opnaas ved Straffen, og at det efter vor Op- fattelse turde være rigtigere at sige, at Straffen til Beskyttelse for Samfundet tilsigter en Forandring i Gerningsmandens usædelige Villie. Med Hensyn hertil skal først bemærkes, at der formentlig maa gøres en Sondring mellem slet og ret Ulydighed mod Loven og Ulydighed mod Sam- fundsmagten. I begge Tilfælde kræves som Betingelse en tilregnelig Lovovertrædelse, men ikke enhver til- regnelig Lovovertrædelse er Ulydighed mod Samfunds- magten, thi ikke enhver Lov indeholder en Befaling fra Samfundsmagtens Side til Individerne som saa- danne. Ulydighed mod Loven foreligger overalt, hvor en tilregnelig Lovovertrædelse er begaaet, men det store Flertal af Love indeholder ikke Befalinger fra 102 Samfundsmagten, men kun Bestemmelser om Indivi- dernes indbyrdes Rettigheder. En Lovbestemmelse, som f. Noget Andet er, at mange Love om Individernes indbyrdes Rettigheder bæres af de Principer, som Hensynet til Samfundets Tarv kræver. Gives der Theorien den videre Form, at det, som Forbryderen har krænket, er Lydighedspligten mod Loven ganske i Almindelighed, maa det strax vække Betænkelighed, at det kun er en forholdvis meget begrændset Kreds af Lovovertrædelser, som de posi- tive Lovgivninger belægge med Straf. Saafremt det virkelig var Lydighedspligten mod Loven, Forbryderen først og fremmest havde krænket, vilde det være uforklarligt, hvorfor det kun er rent undtagelses- vis, at Samfundsmagten kræver Lydighedsfordringens Gennemførelse. Selv om man gaar ud fra den efter nærværende Forfatters Opfattelse urigtige Forudsæt- ning, at den afværgende og oprettende Retshaand- hævelse efter Omstændighederne kan gøre Fyldest ogsaa for Lydighedsfordringens Tarv, vil der dog være mange Tilfælde, hvor Betydningen af den afværgende og oprettende Retshaandhævelse paa Grund af de faktiske Omstændigheder i det konkrete Tilfælde er lig Nul, og hvor desuagtet den almindelige Retsbe- 103 vidsthed vilde vægre sig ved at anse Straf for be- rettiget som Retshaandhævelsesmiddel , ligesom man neppe vilde være tilbøjelig til at erkende, at en For- bryder bør straflfes haardere i Tilfælde af, at den samtidig med Straffen stedfindende, oprettende Rets- haandhævelse viser sig illusorisk i det konkrete Til- fælde. Naar det er de færreste Lovovertrædelser, der straffes, faar man unægtelig en Mistanke om, at det ikke er Lovulydigheden som saadan, der er For- brydelsens egentlige Særkende, men at det er i en anden Bestanddel af Forbrydelsen, at det egentlige Tyngdepunkt ligger. Hvad enten der gøres en videre eller snævrere Anvendelse af Begrebet Ulydighed, kan Lovlydigheds- theorien ikke anses for holdbar. Det væsentligste Moment i Forbrydelsen er ikke Ulydigheden, thi der- paa har den forbryderiske Villie ikke direkte været rettet. Hvad Forbryderens Villie umiddelbart har havt til Formaal, er det objektive Retsbrud, selve den materielt retsstridige Handling, f. Forbryderen ser natur- ligvis helst, at Handlingen ikke er lovforbudt, og det Væsentlige for ham er den ved Handlingen tilveje- bragte Forandring i den objektive Retstilstand. Han udfører ikke den paagældende Handling i den Hensigt at overtræde Loven og være ulydig mod Samfunds- magten, men i den Hensigt at tilfredsstille sit Ønske om en Forandring i den objektive Retstilstand. Det væsentligste Moment i Forbrydelsen maa formentlig være det, hvorpaa Formaalet direkte gaar ud, og det mindre væsentlige det, der ikke direkte er Formaalet eller, rettere sagt, overhovedet ikke er Formaalet, men kun tages med som en uundgaaelig Konsekvens, naar det direkte Formaal skal gennemføres. Naar man 104 derfor retter Straffen som et Tvangsmiddel mod For- bryderens Villie, er det ikke den ulydige Villie, der føret og firemmest bliver Straffens Grenstand, men den Villie, fra hvilken Gennemførelsen af Forbryderens umiddelbare Hensigt, Foran- dringen i den objektive Retstilstand, bar sit Udspring. Denne Villie karakteriseres ved den af Forbryderen udførte Handling, og det er dennes mate- rielle Beskaffenhed, der afgiver Hjemmelen for Sam- fundsmagtens Strafferet og udgør Forbrydelsens egent- lige Kærne. Den mod Samfundsmagten udviste Ulydig- hed er i Sammenligning med selve Handlingens Ea- rakter kun den rent formelle Side af Sagen. Da Ulydigheden forekommer ved alle Forbrydelser og overalt er den samme, vil det fra Lovlydigheds- theoriens Standpunkt ligge nærmest at opfatte den enkelte Ulydighedsakt som Vidnesbyrd om en alminde- lig Ulydighedsvillie hos Forbryderen, som Vidnesbyrd om, at han ikke respekterer Samfundsmagten og dens Love. Men netop disse Konsekvenser bidrage i særlig Orad til at belyse den formelle Theoris Uhold- barhed. Mon det virkelig skulde kunne siges, at det Karakteristiske ved Forbryderens Villieskarakter er Trods mod Loven? Er man overhovedet berettiget til at antage, at Forbryderen, blot fordi han har over- traadt et enkelt Lovbud, er en Person, af hvem man med Sikkerhed kan vente alle Slags nye Lovover- trædelser? Den udførte Handling berettiger neppe til en saadan Antagelse, ialfald ikke i Almindelighed. Fordi Forbryderen har overtraadt det i den danske Straffelovs § 228 indeholdte Forbud mod Tyveri, er det paa ingen Maade givet, at man ogsaa maa være forberedt paa Overtrædelse f. Det, som For- bryderen har vist ved at gøre sig skyldig i Tyveri, er, at hans Karakter er af en saadan Beskaffenhed, at han ikke respekterer Andres Ejendomsret og Sam- fiindets Fordeling af Formuegoder. Det, som For- bryderen har krænket, er det bagved Lovforbudet Joggende, sædelige Princip. Det er dette, han har villet krænke, hvorimod hans Handling ikke direkte har været rettet paa at vise Ulydighed mod Loven. Han har vist, at hans Virken i Livet bæres af et todet Princip, end det, der er foreneligt med den sædelige Samfundsordning. Det Anførte er dog ikke saaledei at forstaa, som om den vedkommende Lovovertrædei i egentlig Forstand skulde være Tilhænger af et usædeligt Princip, som han kunde ønske at gøre ti' det herskende i Samfundet. Derfc er det uberettiget at vente alle Slags nye Forbrydel af Forbryderen. Kun det ved den konkrete Forbi delse krænkede, materielle, sædelige Princip giver Holdepunkt for Fremtiden. Fremdeles skal bemærkes, at hvis Straffen rettet paa at haandhæve Lydighedskravet og saaled« er en Retshaandhævelse i Anledning af udvist Dlyi hed, er det, der straffes. Ulydigheden, men er 107 rigtigt, bliver det vanskeligt at forklare, hvorfor den ene Forbrydelse skal straffes strengere end den anden. Ulydigheden er ens, hvad enten det er det ene eller det andet Lovbud, der er overtraadt. Den er den samme, hvad enten Forbryderen har overtraadt en Lovbestemmelse, der forbyder Aager, eller en Lov- bestemmelse, der forbyder Drab. I begge Tilfælde foreligger der kun en Handling, der viser, at For- bryderens Karakter ikke er lydig mod Loven. Det vil dernæst af, hvad der ovenfor er bemærket, firem- gaa, at nærværende Forfatter ikke deler den af Jhe- ring i nysnævnte Værk fremsatte Anskuelse, at enhver Lovovertrædelse indeholder en Overtrædelse af en af Samfundsmagten udstedt Befaling, saaledes at f. Den Theori, der opfatter Straffen som Tugt til Lydighed i Anledning af udvist Ulydighed, maa for- mentlig fordre bestemt Kundskab om, at den paa- gældende Handling er lovforbudt, som Betingelse for Anvendelsen af Straf, eller ialfald Tro paa, at Hand- lingen er lovforbudt. Ulydighed forudsætter fremfor alt Kendskab til Befalingen eller ialfald Tro paa dens Existens, forudsat naturligvis, at den i dette Tilfælde ogsaa virkelig existerer. Kun under Forudsætning af denne Betingelses Tilstedeværelse foreligger der en forsætlig Forbrydelse. Men Mangel paa saadan be- stemt Kundskab om Lovens Bud vil formentlig fore- ligge langt oftere, end Samfundsmagten vil være for- pligtet til at indrømme Straffi-ihed paa Grund af Rets- uvidenhed, naar den almindelige Opfattelse af dette Begrebs Indflydelse paa Strafbarheden følges. Lov- 109 lydighedstheorien vil nemlig være uberettiget til at benytte sig af den sædelige Bevidsthed hos den hand- lende Person for at Qerne Muligheden af en error juris. En Persons Fofestilling om en Handlings Util- ladelighed kan have sin Grund i positivt Kendskab til Loven. Endvidere kan han gennem Erfaringer, indhøstede i Livet, være kommen til Kundskab om, at den paagældende Handling er ulovlig, f. I saa Tilfælde vil han, naar han selv begaar en lignende Handling, gøre sig skyldig i bevidst Ulydighed mod Loven. Men til den bevidste Ulydighed mod Loven er det formentlig ikke tilstrækkeligt, at blot Personens egen sædelige Bevidsthed uden Støtte i positivt Kend- skab til Loven eller i indhøstede Livserfaringer siger ham, at han handler Uret. I Tilfælde af, at en Per- son tror, at en vis Handling paa Grund af dens umoralske Beskaffenhed er lovforbudt, uden at han dog véd dette bestemt, foreligger der vel Retsuviden- hed, men ikke destomindre er her Retsulydighed, for- saavidt Personen har Ret i sin Tro paa, at Hand- lingen er lovforbudt. Naar der her neppe vil kunne tales om Ulydighed overfor det overtraadle Lovbud, er det, fordi dette Begreb ifølge dets sædvanlige Be- tydning, der maa forudsættes ogsaa at være den for den formelle Theori tilgrundliggende Forstaaelse, ikke er ensbetydende med den rent faktiske Overtrædelse af Loven, men subjektiv Ulydighed, hvis begrebmæs- sige Forudsætning er, at Vedkommende har havt Kundskab om eller ialfald Tro paa, at Handlingen var forbudt ifølge den Lov, om hvis Overtrædelse- der i det konkrete Tilfælde er Tale. Et andet Punkt, som ligeledes er en velskikket Prøvesten for den formelle Theoris Holdbarhed, er Afgørelsen af, hvorvidt Forbryderen skal straffes for en Handling, der paa det Tidspunkt, da Udførelsen fandt Sted, var strafbar, men paa det Tidspunkt, da Spørgsmaalet om Paatale rejses, er straffri i Henhold til en i Mellemtiden foregaaet Lovforandring. Den formelle Theori maa her konsekvent hævde, at den paagældende Gerningsmand ikke kan fritages for Straf efter den ældre Lov, thi han har vist, at han ikke respekterer Samfundsmagten, men at en saadan An- f 111 skuelse ikke kan billiges, vil bl. Goos' Indledning til Strafferetten p. Efter den Opfattelse af Straffens Retsgrund, som nærværende Forfatter anser for den korrekte, er det netop Handlingens materielle Beskaffenhed, der er det egentlige Kærnepunkt, hvad n©rinere skal blive udviklet i næste Paragraf. For denne Opfattelse er der ingen Vanskelighed ved at forklare, hvorfor Forbryderen i det ovennævnte Til- felcie nyder godt af den nye Lovs Bestemmelse om Handlingens fremtidige Straffrihed. Ligesom selve Fremstillingen heraf in- direkte vil vise de yderligere Indvendinger, som der for- mentlig vil kunne gøres overfor den formelle Theori, vil der i Forbindelse dermed ogsaa være Lejlighed til paa vedkommende Steder i det Følgende at knytte nogle nærmere Bemærkninger til flere af de i nær- værende Paragraf berørte Punkter. Den i det Foregaaende fremsatte Kritik af for- skellige Hovedtyper indenfor Straffetheoriemes utallige Mængde har bavt til Formaal at vise, paa hvilke Skær de nævnte Theorier — ialfald efter nærværende For- fatters Opfattelse — ville lide Skibbrud, og de Er- faringer, der ere indhøstede ved Prøvelsen af dem, ville være vejledende med Hensyn til at finde den formentlig rette Begnmdelse af Straffen og dens Formaal. Det skal da her først fremdrages, at Straffens sædelige Begrundelse maa adskilles fra Straffens For- maal. Medens Straffens Formaal begrebsmæssig gaar ud paa at opnaa et vist Resultat, angiver Straffens Retsgrund den sædelige Hjemmel derfor, der maa søges i Hensynet til Samfundets Tarv. Begrundelsen af Strafferetten beror paa dette almindelige Princip, hvorimod Straffens Formaal i det enkelte Tilfælde er af speciel Natur, idet Straffen har en vis Hensigt at gennemføre overfor den enkelte Forbryder. Dertil maa end- videre kræves, at Resultatet er berettiget, Midlet beret- tiget, og at Midlets Anvendelse er lagt i den rette Haand. Medens den afværgende og oprettende Retshaand- hævelse varetage Opretholdelsen af den ydre, objektive Retstilstand overfor det konkrete Retsbrud ved at af- værge dette eller — indenfor de Grændser, hvor Saadant in concreto er muligt — at oprette den ved Retsbrudet bevirkede Forstyrrelse i den ydre Retstilstand, er Straffen en særlig Lidelse, der tilføjes Forbryderen som en Retshaandhævelsesakt udover, hvad den konkrete, be- skyttende Retshaandhævelses Formaal kræver. Ligesaa lidt som Straffens Anvendelse finder Sted for Forbryderens Skyld, ligesaa lidt kan Hensynet til den ved Forbrydelsen Forurettede indeholde den a%ørende Hjemmel. En yderligere Rets- baandhævelse for hans Skyld kunde kun betragtes som en af Samfundsmagten paa hans Vegne udøvet Hævn mod Forbryderen, men Hævnen som saadan er stridende mod Moralens Bud, der netop kræver Gengældelse af Ondt med Godt eller ialfald ikke med Ondt, jfr hvad der herom er bemærket i § 3. Er Straffen ikke Retshaandhævelse for den for- urettede Enkeltes Skyld, kan Straffens Retsgrund kun søges i Hensynet til Samfundet. I hvilken Henseende Straffen finder Sted for Sam- fundets Skyld, og hvorfor dens Anvendelse i dette Øjemed i visse Tilfælde er berettiget, vil bedst sés ved en Analyse af Forbrydelsens Bestanddele. Fore- løbig haves særlig de egentlige Forbrydelser for Øje. En egentlig Forbrydelse, f. I førstnævnte Henseende inde- holder den et Brud paa den objektive Retstilstand og en Overtrædelse af Samfundsmagtens Lovbud. Den er som Følge heraf objektiv retsstridig. Ere de for- nødne subjektive Betingelser tilstede, er Lovover- trædelsen tillige Ulydighed. Ligesom en almindelig Lovbestemmelse aldrig existerer eller hævdes for sin egen Skyld, men ude- lukkende for de i Loven optagne, materielle Principers Skyld, saaledes gælder noget Lignende her. Samfunds- magtens sædelige Lydighedskrav med Hensyn til den udstedte Forbudslov og den med Lydighedskravet korrelate Lydighedspligt for Individerne strække sig netop saa langt, som de materielle Principer give Samfundsmagten sædelig Berettigelse til at udstede en saadao Forbudslov, jfr Prof. Høffdings Bemærkning om Autoriteten:. Høffdiiig: Om Gmndlaget for den hnmaDe Ethik p. Svaret maa her blive, at Handlinger af den Art, hvortil den konkrete Handling henhører, ere Ud- slag af en for det sædelige Samfunds materi- elle og ideelle Velfærd farlig Tænke- og Handlemaade. Bagved den enkelte Handling staar der en Villie, der har vist, at den i sin Stræben efter Tilfredsstillelsen af de menneskelige Drifter eller For- nødenheder følger andre Veje og vælger andre Midler end dem, der kunne forenes med, hvad Hensynet til det sædelige Samfimds Tarv kræver. Gerningsmanden har ved sin Handling lagt for Dagen, at han ikke staar paa det ethiske Standpunkt, som er nødvendigt for det sædelige Samfund, og at han følger andre Principer, som ere skadelige for Samfundets Vel og Udvikling efter dets sædelige Bestemmelse. Af Hensyn til Samfundets Tarv er det Samfundsmagtens Opgave at vaage over, at de i Samfundet levende Individer holde sig visse for det sædelige Samfunds Opret- holdelse og Udvikling absolut nødvendige Grund- sætninger efterrettelige, og det er derfor ikke blot Samfundsmagtens Ret, men tillige, dens ubetingede Pligt at træffe de til Hævdelsen af de nævnte Grund- - sætningen fornødne Foranstaltninger. Begaa Individerne desuagtet saadanne Hand- linger, er Samfundsmagten sædelig berettiget til for Samfundets Skyld at anvende det Tvangsmiddel, der er istand til at bøje Individets Villie saaledes, at Individet derved tvinges til at afholde sig fra at ud- føre saadanne, mod Samfundets og dets Individers sædelige Bestemmelse absolut stridende Handlinger. Dette Tvangsmiddel er Straffen. Det er ikke enhver umoralsk Handling eller Undladelse, som det er Sam- fundsmagtens Opgave at træde op imod. Ikke enhver umoralsk Handling hører til de for Samfundets Inter- esser farlige. Kun overfor de Handlinger, der bæres af en mod Samfundets Interesser stridende Umoralitet, har Straffen sædelig Berettigelse somRetshaandhævelses- middel i Samfundsmagtens Haand. Den usædelige Villie, der har lagt sig for Dagen i det konkrete Rets- brud, vil, naar den ikke betvinges, staa som en sta- dig Trusel mod Enhver, der besidder lignende Rets- goder som det, der i det konkrete Tilfælde er blevet angrebet. Naar nu Straffen træder til og bøjer hin Villie ind under Lovens Indhold, borttages denne Fare, og Straffen tjener derfor til almindelig Be- skyttelse for Retsgoderne i Samfundet, medens den afværgende og oprettende Retshaandhævelse beskytte mod Indtrædelsen eller Virkningerne af det konkrete Retsbrud. Paa dette Sted skulle vi indskrænke os til denne mere almindelige Karakteristik af Forbrydelsens ma- terielle Indhold, men vi ville paa et senere Punkt ved den egentlige Forbrydelses Åfgrændsning overfor de 118 civile Retsbrud og Poliiiforseelserne faa Lejlighed til nogle nærmere Bemærkninger. Det næste Spørgsmaal bliver, hvorvidt ogsaa den rene Ulydighed overfor Samfundsmagtens Befalinger er strafbar som saadan. Medens den nærmere Under- søgelse af dette Spørgsmaal vil finde Sted nedenfor i Forbindelse med en Undersøgelse af Begrebet Politi- forseelser, skal paa dette Sted blot bemærkes, at Re- sultatet vil blive, at ogsaa den rene Ulydighed mod Samfundsmagtens positive Befalinger, hvad enten nu disse fremtræde i Skikkelse af Forbud eller Paabud, hører til de Handlinger, som det er i Samfundsmagtens Interesse at straffe, men blot for derigennem at be- tvinge den ulydige Villie overfor det paagældende, overtraadte Lovbud, saaledes at dette altsaa hævdes som en egentlig Retsforskrift og ikke indskrænkes til at være en Forskrift, hvis Overholdelse beror paa Individets eget Forgodtbefindende. Kun maa det kræves, at det virkelig er sædelige Befalinger, som Samfundsmagten udsteder, sigtende til Opfyldelsen af dens sædelige Opgaver. De strafbare Handlingers Kreds er saaledes ingen- lunde indskrænket til de Handlinger, der i for sig, rent bortset fra Lovens Bud, maa betragtes som umo- ralske i en for Samfundets Interesser skadelig Grad. Samfundsmagtens positive Bestemmelser have ogsaa Krav paa Lydighed, naar de opfylde ovennævnte Be- tingelse. Materielt sét bliver den tilregnelige Over- trædelse af Samfundsmagtens Befalinger en umoralsk Handling, da disse Befalinger bør respekteres, men Ulydigheden er i alle Tilfælde ens, hvad enten det er den ene eller den anden Befaling, der er overtraadt. Den materielle Beskaffenhed af de Handlinger, der i og for sig, bortset fra Saitifundsmagtens Befaling, ere 119 umoralske og i denne Henseende have særlig Betyd- ning som absolut stridende mod det sædelige Samfunds Interesse, er dels Handlingens Umoralitet i og for sig, dels dens Umoralitet som Ulydighed. Men Ulydigheden alene er ikke istand til at forklare Anvendelsen af de Straffe, som de positive Straffelovgivninger indeholde, og som ere strengere for nogle Forbrydelser end for andre. Hvad Rolle Ulydigheden som saadan spiller, vil senere nærmere blive udviklet. Da Straffen ifølge den i nærværende Afhandling hævdede Grundanskuelse er et Retshaandhævelses- middel i Samfundsmagtens Haand til Gennemførelse af de Befalinger, som Samfundsmagten udsteder for at hindre Udførelsen af visse Handlinger, hvis ma- terielle Beskaffenhed er af en for Samfundets Velfærd skadelig Art, skønnes det ikke rettere end, at denne straffende Retshaandhævelses Formaal aldrig vil kunne fyldestgøres af den afværgende eller oprettende Rets- haandhævelse og er denne ganske uvedkommende. Det synes nemlig uforklarligt, hvorledes en Rets- haandhævelse som den afværgende eller oprettende, der begge sigte til Beskyttelse mod det konkrete Rets- brud, tillige kunde være istand til at gøre Fyldest med Hensyn til Villiens Betvingelse. Hvilken Indvirk- ning kunde det tænkes at have paa Forbryderens Tillieskarakter, at han ikke opnaar at gennemføre sin Hensigt, fordi den afværgende Retshaandhævelse træder hindrende ivejen, eller at nyde Frugterne af sin For- trydelse, fordi den oprettende Retshaandhævelse be- xøver ham dem? Den afværgende og oprettende Rets- haandhævelse, der er af ren defensiv Karakter, tør ikke forudsættes nogensinde at kunne have den posi- tive Virkning paa Forbryderen selv, at hans Villie bøjes til Lydighed mod det krænkede, materielle Prin- 120 cip. Forbryderen har ingen Skade lidt paa Grund af Forbrydelsens Udførelse, og da denne saaledes kan finde Sted uden Risiko, idet den ikke drager nogen Ulempe efter sig, vil han ikke føle sig afskrækket fra Gentagelser, men blot en anden Gang tage bedre For- holdsregler, der kunne sikre ham Opnaaelsen af hans Hensigt. For at Forbryderens Villie tillige skulde kunde tugtes til Lydighed mod det krænkede, materi- elle Princip, maatte Retshaandhævelsen strække sig udover det rent Defensive, Opretholdelsen eller Til- bageførelsen af Status quo før Forbrydelsens Udførelse, og indeholde et Overskud af Retshaandhævelse, rettet mod Forbryderens Villie som dens særlige Genstand. Et helt andet Spørgsmaal bliver det derimod, om mulig Forbrydelsesbegrebets Omraade kan indskrænkes af Hensyn til den existerende, civile Retshaandhævelse. Vil man derimod fastslaa, at Samfundet har Interesse i, at visse Handlinger ikke foretages, og derfor med sædelig Berettigelse udsteder sit selvstændige Forbud, maa dette Forbud ogsaa have sin selvstændige Rets- haandhævelse. Hvad det kommer an paa ved Begrebet For- brydelse, er altsaa Handlingens materielle Beskaffenhed. Som tidligere bemærket, er det ogsaa ved denne, at den forbryderiske Villie, af hvilken Handlingen er et Udslag, karakteriseres. Ved Udførelsen af en For- brydelse som f. Tyveri er det væsentlige Moment i Handlingen den uretmæssige Berigelse, thi det er herpaa, at Tyvens Forsæt umiddelbart har været rettet, og ikke paa Overtrædelsen af det i Straffelovens § 228 indeholdte Forbud mod den Art af Handlinger. Over- trædelsen af dette Forbud og den derved udviste Ulydighed mod Samfundsmagten er Noget, som For- bryderen har været nødsaget til at medtage som en 121 uundgaaelig Konsekvens, uden hvilken det umiddelbare Formaal ikke vilde kunne gennemføres. Naar det saaledes er Handlingens materielle Beskaffenhed, der for de egentlige Forbrydelsers Vedkommende giver Samfundsmagten sædelig Hjemmel til at forbyde saa- danne Handlinger og eventuelt anvende Straf som Retshaandhævelsesmiddel, vil det heraf tilstrækkelig fremgaa, at saavel Straffetruselstheorien som den for- melle Lydighedstheori ikke lægge Vægten paa det rette Punkt, naar de grunde Straffen henholdsvis paa den i Straffeloven nedlagte Straffetrusel og paa Over- trædelsen af Samfundsmagtens i Loven nedlagte For- bud mod Handlingen, forudsat, at denne Overtrædelse er tilregnelig. Spørgsmaalet drejer sig jo netop om, hvorvidt Samfundsmagten har sædelig Berettigelse til at udstede en Straffelov. Maa dette Spørgsmaal be- svares bekræftende, er dermed ogsaa givet Samfunds- magtens Berettigelse til at bringe Straffen til An- vendelse, naar Anledning dertil kommer, og Anvendelsen af Straf er nødvendig. Samfundsmagtens sædeUge Berettigelse til at anvende Straffen som Retshaand- hævelsesmiddel, med andre Ord til at give en Straffe- lov, hvorved visse Handlinger forbydes under Straf, er naturligvis ikke afgjort dermed, at Samfundsmagten har Evne til at udstede og gennemføre en saadan Lov i det praktiske Liv. Fra et sædeligt Retsstand- punkt maa det kræves, at det virkelig af Samfunds- hensyn er nødvendigt, at de paagældende Handlinger forbydes under Straf. Udstrækker Samfundsmagten sin Straffemyndighed udover, hvad der er fornødent, staar den i saa Henseende ikke paa et med Sæde- lighedsideen stemmende Standpunkt, men har stillet Magten over Retten. Skaden vil ikke indtræde øjeblikkelig, thi alene den enkelte For- bryders Handling er ikke istand til at rokke ved det hele Samfunds Bestaaen som sædeligt Samfund. Paa lignende Maade som ved Spøigs- maalet om en given Straffelovs Anvendelse i det praktiske Liv stiller Sagen sig ogsaa med Hensyn til Spøigsmaalet om, hvilke Handlinger der skulde for- bydes under Straf. Ogsaa her bør Varsomhed ud- vises. Handlefriheden har ogsaa sin sasdelige Be- rettigelse som en mægtig DrivQeder til Fremme af Samfundets Udvikling. Herom imidlertid nærmere nedenfor. Da Samfundsmagten ikke er berettiget til at ud- støde Forbryderen af Samfundet, af hvilket han én Gang er bleven Medlem, og da det heller ikke er be- rettiget til at ophæve hans Handlefrihed fuldstændig, staar der kun én Ting tilbage, og det er — som ud- viklet af Prof. Goos — at øve Tvang mod den Villie, af hvilken den forbryderiske Handling er et Udslag. At en saadan Tvang overhovedet er mulig, samt hvorledes Tvangens nærmere Beskaffenhed bør være, beror paa indhøstede, psykologiske Erfaringer, hvortil saavel det borgerlige Samliv som Opdragelsen i Fa- milielivet have givet deres Bidrag. Det er en Erfarings- sætning, at den menneskelige Karakter søger at undgaa Lidelser og Onder. Den mest ukultiverede Form for Straffen maatte derfor naturlig være den at tilføje Forbryderen en legemlig Lidelse, der er stærkere end den Tilfredsstillelse, han har søgt at opnaa ved Hand- lingens Udførelse. En legemlig Lidelse i egentlig Forstand behøver Straffen, imidlertid ingenlunde at være. Det Formaal, som skal opnaas ved Straffen, nemlig at Villien bøjes til at følge de sædelige Grundsætninger, som den ved Handlingen har krænket, kræver blot, at Straffen inde- holder en Tvang mod Forbryderens Villie. Exekutionen af saadanne legemlige Straffe, som de, der vare hjemlede i de ældre Straffe- lovgivninger, maatte nødvendigvis i Nutiden virke fra- stødende i de civiliserede Samfund. Maalet er ene det at bøje den enkelte Forbryders Villie og ikke at tjene til Skræk og Advarsel for Andre. Dette Sidste er imidlertid kun saaledes at forstaa, at den mod den paagældende, enkelte Forbryder, om hvis Afstraffelse der i et givet Tilfælde er Tale, anvendte Straf ikke maa udmaales med det Formaal for Øje, at Strafexekutionen skal virke som et afskrækkende Exempel for Andre. En med dette for Øje skærpet Straf vilde være en Krænkelse af Forbryderens mod- staaende Ret og savne sædelig Berettigelse. Noget ganske Andet er selvfølgelig, at den efter, hvad der overfor den nævnte Forbryder er fornødent, udmaalte Straf faktisk ofte vil tjene til afskrækkende Exempel for Andre. Paa lignende Maade forholder det sig med selve Straffeloven. Den i Straffeloven indsatte Straffebestemmelse for hver enkelt Forbrydelse maa ikke fastsætte Straffens Størrelse med det Formaal for Øje at afskrække fra at begaa Forbrydelser, men kun med det Formaal for Øje, at Straffen i hvert 125 enkelt Tilfælde skal være tilstrækkelig til at bøje en eventuel Forbryders Villie, efter at han har udført Forbrydelsen. Men noget ganske Andet er, at den saaledes paa rette Maade fastsatte Straffebestemmelse faktisk ofte vil virke truende og afskrækkende, og der vil intetsomhelst Uberettiget være i, at Samfunds- magten efter bedste Evne søger at udnytte denne Egenskab ved Straffeloven ved gennem Bekendt- gørelser og deslige at indskærpe, hvilke Straffe der kunne ventes for de forskellige Forbrydelser. Ikke Straffen, men Handlingen stempler Forbryderen i Samfundets Øjne. Straffen er Tvang og intetsomhelst Andet, en Akt, under hvilken Forbryderen staar som passivt Objekt for Samfundsmagtens aktive Tvangsforanstaltninger overfor hans Villie. Da Straffen nødvendigvis medfører en Indskrænk- ning i Forbryderens Retsgoder, særlig i hans Handle- frihed, er den paa Grund deraf et Onde. Ethvert Onde, anvendt af den rette Autoritet, vil kunne virke som Tvang, men ikke ethvert Onde er lige hensigts- mæssigt i den Henseende overfor den individuelle Forbryder. Af Straffens Karakter som Samfundsmagtens Tvang mod Forbryde- rens Villie følger, at det Onde, som Forbryderen selv frivillig tilføjer sig i Anledning af den Forbrydelse, som han har udført, ikke kan gøre Fyldest som Straf, ligesaalidt som den Skade, der under selve Forbrydelsens Udførelse tilfældigvis rammer ham, thi ikke Lidelse, men Tvang er Straffens Opgave, og det er desuden absolut nødvendigt, at det er Samfunds- magten, der udøver Tvangen, for at det overfor For- bryderen kan træde klart frem for Dagen, at Tvangen er foranlediget netop ved Forbrydelsen. Samfunds- magten er det Organ, gennem hvilket Samfundet gør sig gældende ogsaa i den heromhandlede Retning. Kun paa den Maade vil den fornødne Regulering af Tvangens Anvendelse finde Sted. Kun under den Forudsætning haves betryggende Garanti for en saa- vidt mulig retfærdig Benyttelse af Tvangsmidlet. Kun det organiserede Samfund vil kunne opfylde den ethiske Fordring, der af Hensyn til Forbryderen maa stilles til Anvendelsen af Straffen, nemlig at den Handling, som der er Spørgsmaal om at straffe For- bryderen for, forinden dens Udførelse har været for- budt af en Lov, der derhos har foreskrevet Straf for Forbudets Overtrædelse, samt været behørig bekendt- gjort. Kun det organiserede Samfund opfylder alle Betingelser for i enhver Henseende at være et sæde- ligt Samfund, der har Krav paa, at de for dets Op- retholdelse og videre Udvikling som sædeligt Samfund 127 fornødne, sædelige Grundsætninger opretholdes. I Eoéxistensforholdet kan der kun stilles Fordringer til Individernes Beskyttelse. Dér er intet Samfund, der har Krav paa videre Udvikling efter dets sædelige Be- stemmelser, og følgelig heller ingen Samfundsmagt til at optræde som Samfundets Organ. Hensynet til Individernes Beskyttelse i Koéxistensforholdet vil der- hos kun berettige til Foranstaltninger mod dem, der gøre sig skyldige i usædelige Handlinger, under Be- tingelse af, at disse Handlinger ere rettede mod Indi- vidernes Rettigheder, og at Angrebet herpaa er ak- tuelt eller umiddelbart forestaaende. Dog vilde man ikke kunne stille ligesaa strenge Betingelser her som til Anvendelsen af Nødværge under ordnede Sam- fundsforhold. Den større Fare under Koéxistensfor- holdet, hvor ingen Samfundsmagt staar parat til at skride til Handling, maa utvivlsomt bevirke, at en Indskriden fra det truede Individs Side vil være be- rettiget paa et noget tidligere Stadium, end der efter det egentlige Nødværgesynspunkt under det organi- serede Samfund strengt taget vilde være Hjemmel for. Blot maa det kræves, at Straffen yirker som Tvang. Paa den anden Side er det klart, at det paa ingen Maade vilde gaa an at indrette Straffen saaledes, at den paa For- haand maatte opfattes som et Gode, £nhver maatte søge at blive delagtig i, thi Følgen heraf vilde være. Sontag i Zeitschrift fQr die gesamte Strafrechtswissen- schaft I. Dette er Grunden til, at Sam- fundsmagten, selv om det var givet, at den med det Gode langt lettere vilde være istand til at bøje For- bryderens Villie end, naar den anvender Tvang, der føles som en Indskrænkning i Handlefriheden, dog af Samfundshensyn ikke kan være forpligtet til at vælge saadanne Midler. En meget stor Del Forbrydelser, de saakaldte Berigelsesforbrydelser, blive som Regel be- gaaede af Trang, og der er derfor stor Sandsynlighed for, at Samfundsmagten ved at skaffe den, der har gjort sig skyldig i en saadan Forbrydelse, gode øko- nomiske Kaar istedetfor at straffe ham, praktisk sét, vilde opnaa langt bedre og sikrere Resultater i Hen- seende til Forbryderens fremtidige Afholdelse fra lig- nende Handlinger, men det er selvindlysende, i hvor høj Grad Samfundshensyn maa forbyde Anvendelsen af saadanne Midler, som vilde gøre det fristende for den store Mængde at gøre sig skyldig i Forbrydelser. Ligesaa lidt som Straffen bør være et Gode for Forbryderen, ligesaalidt er det dens Formaal at for- bedre ham. Som alt tidligere udviklet ved Kritiken af Forbed rings theorien, vilde Straffen skyde ud over Maalet, naar den tilsigtede Forbryderens Forbedring, det, at Forbryderen i Erkendelse af sin Handlings Urigtighed frivillig afholder sig fra fremtidig at begaa lignende Handlinger. For Samfundsmagten er det til- strækkeligt, at Forbryderens Villie er saaledes betYun- 129 gen ved Straffen, at han af den Grund ikke paany tør begaa en lignende Handling. En Straf, der med det Formaal for Øje at opnaa Forbryderens Forbedring for- længes udover, hvad der er tilstrækkeligt til at bøje hans Villie, strider mod Forbryderens Ret. Noget ganske Andet er, at den Straf, der formaar at be- tvinge Forbryderens Villie, faktisk ofte tillige vil med- føre Forbedring. Dog vil Samfundsmagten være be- rettiget til, hvor Forbedring lettere kan opnaas end Afholdelse ved Tvang, eller hvor dette Sidste maatte være uopnaaeligt, men Forbedring mulig, da at an- vende Forbedringsmidler til Opnaaelse af Retshaand- hævelsens Formaal. Det Samme vil endog være Til- faldet, hvor Forbedring blot ligesaa let kan opnaas som Afholdelse paa Grund af den forbryderiske Villies Betvingelse. Paa den ene Side vil der jo i saa Fald ikke begaas noget Overgreb, hvorved Forbryderens modstaaende Ret trædes for nær, og paa den anden Side vil Forbryderens Forbedring yde langt bedre og sikrere Garantier for, at hans fremtidige Afholdelse fra lignende Handlinger er af varig Karakter, end en tfungen Afholdelse vil frembyde. Da imidlertid For- bedringsformaalet udkræver lang Tids Iagttagelse af Forbryderen, vil der som Regel kun være Mulighed br at tilvejebringe Forbedring ved de langvarige Fri- kedsstraffe, der idømmes for grovere Forseelser. Nær- mere Bemærkninger om Straffen og Straffuldbyrdel- sen ville forøvrigt blive fremsatte nedenfor i § 10. Naar der nu spørges, i hvilket Omfang Straffen Aal virke som Tvang mod Forbryderens Villie, er det A tidligere bemærket, at den formelle Lydigheds- Iheori, der betragter Forbrydelsen som Ulydighed mod Samfundsmagtens Love, ikke vil kunne forklare Grun- im til, at den ene Forbrydelse straffes strengere end 130 den anden, da Ulydigheden er den samme overalt, og ligeledes er det bemærket, at det med sidstnævnte Omstændighed for Øje vil ligge nærmest for den for- melle Theori at betragte det som Straffens Opgave at fremtvinge Lydighed hos Forbryderen mod Loven i det Hele. Naar man lægger den Opfattelse af Straffens Begrundelse ogFormaal til Grund, som nær- værende Forfatter anser for den rette, nemlig at Hand- lingens materielle Beskaffenhed, der røber en for Sam- fundet farlig Tendens, berettiger Samfundsmagten til for Samfundets Skyld at anvende Retshaandhævelses- midler overfor Forbryderens Villie, hvorved der gøres Indgreb i hans Retsgoder, kunde der i Analogi med nysnævnte Gennemførelse af Lydighedskravet overfor Loven i det Hele, ogsaa være Spørgsmaal om at op- stille et lignende, almindeligt Formaal her, som da vilde være det at tvinge Forbryderen til i det Hele at afholde sig fra saadanne Handlinger, der paa Grund af deres materielle Beskaffenhed ikke kunne taales i Samfundet. Det skønnes dog ikke rettere end, at man derved vilde begaa et Overgreb mod Forbryde- ren, hvortil der ikke i det konkrete Retsbrud findes tilstrækkelig E jemmel, thi kun paa det Omraade af den sædelige Retsorden, hvor den udførte Hand- ling hører hen, har Forbryderen forsyndet sig mod de for Samfundets Vel fornødne, sædelige Principer. Kun dér har han vist, at han i sin Stræben efter sine individuelle Lysters og Fornødenheders Tilfreds- stillelse ikke skyer at følge andre Grundsætninger end dem, der kunne forenes med, hvad Hensynet til Sam- fundets Vel kræver. Derfor har man ogsaa kun sæde- lig Hjemmel til paa dette Omraade at anvende Straf for at betvinge Forbryderens Villie. Det, som Straffen er rettet imod, er ikke den 131 enkelte Villiesakt, ved hvilken den forbryderiske Hand- ling blev udført, thi den er en afsluttet Kendsgerning, overfor hvilken Retshaandhævelsesforanstaltninger ikke mere ere mulige. Det er paa denne Maade, at det bliver muligt at forene Fortid og Fremtid ved Straf- fens Anvendelse, thi den Karakter, der én Gang har givet sig Udslag i Handling, maa befrygtes oftere at ville gøre sig gældende paa lignende Maade, naar der ikke itide rettes Tvang mod Villien. I hvilket Omfang Forbryderen har lagt Grund- sætninger for Dagen, imod hvilke det er nødvendigt at udøve Tvang, beror ganske og aldeles paa Beskaf- fenheden af den udførte Handling, thi kun her haves bestemte Vidnesbyrd om, af hvad Art Forbryderens usædelige Tænke- og Handlemaade er. Det sidstnævnte Moment er det eneste, der har almindelig Karakter, og forekommer ved alle Forbrydelser. Naar der nu spørges, hvorvidt den af For- bryderen udviste Ulydighed mod Samfundsmagten i det foreliggende Tilfælde, hvor det er Handlingens materielle Beskaffenhed, der er det Væsentlige og det, som har berettiget Samfundsmagten til at udstede en Straffelov, hvorved saadanne Handlinger under Straf forbydes, vil have Indflydelse paa Straffens Størrelse som et særligt Moment i Forbryderens Villieskarakter, maa dette Spørgsmaal formentlig besvares benæg- tende. Det skønnes nemlig ikke rettere end, at en særlig Strafforhøjelse paa Grund af den udviste Uly- dighed vil være overflødig og derfor ogsaa uberettiget. Opnaas det at bøje Forbryderens Villie saaledes, at han herefter afholder sig fra at følge den usædelige Tendens, som han ved sin Handlings materielle Be- skaffenhed har lagt for Dagen paa det Omraade, hvor hans Handling indeholder en Afvigelse fra de rette, sædelige Grundsætninger, vil han for det Første paa dette bestemte Omraade herefter eo ipso komme til at vise Lydighed mod Samfundsmagten, thi — som alt gentagne Gange tidligere bemærket — kun Forbryderens Hensigt at ville udføre den paagældende 133 Handling og denred tilfredsstille en Lyst har som en Konsekvens, der i og for sig bar ligget udenfor bans direkte Formaal, bevirket hans Kollision med Loven, bevirket, at han paa det Omraade bar overtraadt Sarofdndsmagtens Bud. Hvad dernæst det almindelige Ulydighedsmoroent angaar, det at Forbryderens en- kelte Villiesytring skulde vise, at han i det Hele ikke respekterer Lydighedspligten overfor Samfundsmagten, da maa det bemærkes, at det ved Forbrydelsen i Virkeligheden kun er lagt for Dagen, at Forbryderens usædelige Lyst paa det bestemte Retsomraade, hvor Forbrydelsen hører hjemme, har seiret over Samfunds- magtens Krav paa Lydighed, hvoraf altsaa formentlig turde fremgaa, at det vilde være aldeles uberettiget, om man uden videre vilde præsumere, at Forbryde- ren overhovedet ikke respekterer Samfundsmag- tens Lydighedskrav. Der foreligger ikke Tilstrækkeligt til at antage, at de usædelige Lyster, som han mu lig- Tis ogsaa paa andre Omraader besidder, men ialfald endnu ikke har lagt for Dagen ved Handling, ogsaa skolde være i Stand til at drive ham til at krænke Samfundsmagtens Krav paa Lydighed ogsaa paa hine Omraader. Enten har Forbryderen andre usædelige Lyster, eller han har dem ikke. Netop derved, at Hæv- delsen af de for Samfundets Vel nødvendige, sædelige Principer, som Forbryderen har overtraadt, er lagt i Hænderne paa den samme Autoritet, som paa Grund af disse Principers Nødvendighed har havt sædelig Hjemmel til at beordre Individerne til at følge dem, hævdes samtidig denne Autoritets Krav paa Lydighed med Hensyn til den udstedte Be- faling. Efter det Anførte vil der i de Tilfælde, som her haves for Øje, nemlig de, hvor Handlingens materielle Beskaffenhed som indeholdende en mod Samfundets Vel stridende umoralsk Tendens berettiger Samfundsmagten til at anvende Straf som Retshaand- hævelsesmiddel for at bøje Forbryderens Villie til at afholde sig fra deslige Handlinger, ikke blive Spørgs- maal om en særlig Strafforhøjelse i Anledning af den udviste Ulydighed. Hvorvidt det vil være beret- tiget at anvende Straf i andre Tilfælde, hvor der kun 135 foreligger ren Ulydighed, vil blive Genstand for Under- søgelse paa et senere Punkt. Efter det tidligere Bemærkede er det altsaa Straffens Formaal at bøje Forbryderens Villie saaledes, at han fremtidig afholder sig fra Handlinger af den Art, hvortil den udførte Forbrydelse hører, at tugte ham til Lydighed mod det for Samfundets Vel nødvendige sædelige Princip, som han ved sin Handling har krænket. Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvilke Momenter der komme i Betragtning ved Straffens Udmaaling, er det klart, at disse først og fremmest maa søges i Beskaffenheden af det Retsbrud, som har fundet Sted. Dette beror nemlig paa, i hvilken Grad den stedfundne Forbrydelse afviger fra de sædelige Principer. En Handlings materielle Be- skaffenhed kan være af større eller mindre usædelig Karakter, røbe en for Samfundets Vel mere eller mindre farlig Tendens hos Gerningsmanden. Herpaa beror Forbrydelsens Betydning, og derefter maa Straffens Størrelse efter objektive Hensyn udmaales, det vil sige Lovens Strafferamme fastsættes, idet Formodningen maa være for, at der til at tvinge Forbryderens Villie tilbage fra den større Forbrydelse maa kræves stærkere Tvangsmidler end med Hensyn til at opnaa Afholdelse fra den mindre Forbrydelse. Den nærmere Fast- sættelse af Straffen sker efter subjektive Hensyn. Her tænkes ikke paa subjektive Hensyn af en saadan Be- skaffenhed, at de indvirke paa Forbrydelsens Kvalitet, thi i saa Fald forandres Forbrydelsens Art, men her tænkes paa subjektive Hensyn indenfor hver enkelt bestemt Forbrydelsesart, paa subjektive Data, der aflægge 136 Vidnesbyrd om Beskaffenheden af den Forbryder- villie, der har udført en Forbrydelse af en vis be- stemt Art, og som f. Straffen fastsættes efler, hvad der i hvert enkelt Tilfælde maa anses for for- nødent til at tvinge Forbrydervillien i den ønskede Retning. I Tilfælde af Gentagelse af Forbrydelsen maa som Følge heraf anvendes forhøjet Straf, da Forbryderen har vist, at den usædelige Tendens hos ham var mere rodfæstet, end den tidligere Forbrydelse i og for sig lod formode. Endvidere ville psykologiske Data ogsaa spille en betydelig Rolle med Hensyn til den individuelle Straf, idet de exekverende Myndig- heder indenfor visse Grændser nærmere bør kunne afpasse denne efter det Kendskab til Forbryderens Karakter, som de under Strafexekutionen erhverve, jfr herom nærmere nedenfor i § 10. Det kunde ifølge den her forsvarede Opfattelse af Straffens Væsen synes vanskeligt at begrunde en Berettigelse for Samfundsmagten til, naar visse For- brydelser maatte tage Overhaand i Samfundet, da gennem Lovgivningen at forhøje de Straffe, der hidtil have været fastsatte for Begaaelsen af slige For- brydelser. Dén Omstændighed, at mange Personer begaa en vis Forbrydelse, skulde synes ikke at kunne have nogen Indflydelse paa den Enkeltes Strafskyld, der jo kun burde være beregnet efter, hvad der maa anses for tilstrækkeligt til at bøje hans Villie til at følge de rette, sædelige Principer. Forhøjelse af Straffen af den ovenanførte Grund skulde synes kun at være hjemlet ifølge de for Straffetruselstheorien eller den gamle Afskrækkelsestheori tilgrundliggende Principer. Det forholder sig dog ikke saaledes. Det er Handlingens egen Beskaffenhed i Relation til Samfundet, der bevirker, at Straffens Skærpelse er berettiget. Handlingens Umoralitet er desto større, jo farligere den er for Samfundet. Derimod er det ikke udelukkende den Be- tragtning, der ligger til Grund for Straffens Skærpelse, at Forbrydelsens Hyppighed bevirker, at man bør idømme saa høj en Straf, at man kan være fuld- kommen sikker paa, at Straffen ogsaa virkelig naar sit Maal at bøje Forbryderens Villie i de konkrete Tilfælde saaledes, at han ikke kommer igen, thi selv om det hidtil stadig havde vist sig, at den gældende Straffelovs Straffebestemmelse havde gjort saa god Fyldest, at de Forbrydere, paa hvilke den havde fundet Anvendelse, ikke oftere havde gjort sig skyldige i den paagældende Forbrydelse, og uagtet Forøgelsen af Forbrydelser af den Art saaledes udelukkende hid- rører fra Personer, der ikke før have begaaet den Forbrydelse, vil en Skærpelse af Straffen dog være sædelig berettiget i Betragtning af Handlingens større Farlighed for Samfundet. Det vides jo heller ikke, om den hidtil gældende Straffebestemmelse fremtidig vilde være istand til at gøre Fyldest overfor Hand- lingens større Farlighed. Omvendt vil der derimod ikke blive SpørgsmaaM om en Formildelse af Straflfeloven af den Grund, at den paagældende Forbrydelse bliver sjeldnere og- sjeldnere i Samfundet, uden i Tilfælde af, at Straflfea forinden er bleven forhøjet paa Grund af — eller oprindelig fastsat under Hensyn til ~ Forbrydelsens daværende epidemiske Karakter, saaledes at der blot sker en Tilbagevenden til normale Forhold. Straffen kan jo nemlig aldrig være mindre end, hvad der maa antages at ville udkræves til at bøje Forbryderens Villie. Saaledes maatte under normale Forhold Straffe- lovens Udgangspunkt være ved Strafferammens Fast- sættelse, og heri sker ingen Forandring, fordi den paagældende Forbrydelse nu er bleven mindre hyppig. Spørgsmaalet kunde jo kun være, om da ikke For- brydelsen for den Enkeltes Vedkommende nu er bleven mindre farlig for Samfundet, og om en Nedsættelse paa Grundlag heraf kunde finde Sted. Finder For- brydelsen nu Sted sjeldnere, er den af den Enkelte begaaede Forbrydelse ganske vist mindre farlig for Samfundet end, den vilde være, hvis Antallet af For- brydelser af den Art endnu var normalt, eller — maaske rettere sagt — den er et Led i en forbryderisk Tendens, som nu er bleven mindre farlig for Sam- fundet, men desuagtet bør Nedsættelse kun finde Sted, forsaavidt der ved Straffelovens Fastsættelse af Strafferammen overhovedet er taget Hensyn til en mulig dengang tilstedeværende, almindelig Tendens til at begaa Forbrydelser af den Art. Er der ikke det. En fremadskridende Cirilisation kan gøre For- bryderens Viilie mere bøjelig, men den væsentligste Grund Hl den i de sidste Aarfaundreder foregaaede Formildelse af de positive Straffelovgivninger hidrører dog fra, at den tidligere Lovgivnings Straffebestemmelser i og for sig vare unødvendig strenge, idet de vare firemgaaede af Opfattelser af Straffens Karakter og formaal, som nu erkendes ikke at have været baserede paa de rette, sædelige Grundsætninger. Med Hensyn til Straffens Udmaaling. Kun den Theori, der opfatter Straffen som en slet og ret moralsk Vurdering af Gremings- mandens Karakter og Forbedringen af denne som Straffens Formaal vil kunne komme til at tage den Fristelse eller den Pression fra en vis Opinions Side f. Da Straffens Formaal er at tvinge Forbryderen til at følge de sædelige Principer, som hans Handling har krænket, vil der kunne blive Spørgsmaal om en Forældelse af Strafskylden, ja endogsaa blot om en Nedsættelse af Straffen i Forhold til den Tid, der er hengaaet, inden Paatalen finder Sted, thi, naar længere Tid hengaar mellem Handlingens Udførelse og Paa- talen, faar Forbryderen Lejlighed til ved det Liv, som han i denne Mellemtid fører, at lægge for Dagen, at han føler Anger over Gerningen og selv uden Samfundsmagtens Mellemkomst har besluttet sig til at følge de sædelige Principer, som hans Handling stod i Modstrid med. Er en længere Åarrække hen- gaaet, uden at Forbryderen i den Tid atter har krænket de samme Principer, han tidligere fornægtede, kan efter Omstændighederne Forbedring antages at være indtraadt, navnlig i saadanne Tilfælde, hvor der paany har frembudt sig en lignende Anledning og Lejlighed for Forbryderen til atter at begaa et Brud paa de samme sædelige Principer, uden at han dog nu har gjort sig skyldig deri. Er kun en kortere Åarrække hengaaet siden Forbrydelsens Udførelse, tør der af de foreliggende Omstændigheder ikke udledes videre end, at Forbryderens usædelige Hang ikke er absolut rodfæstet, saaledes at en Krænkelse af de paagældende sædelige Principer ikke er Noget, som 141 han til Stadighed gør sig skyldig i. Dog maa det selvfølgelig under alle Omstændigheder kræves, at ialfald et vist Tidsrum — tilstrækkeligt langt til, at der kan drages Slutninger med Hensyn til Villies- karakterens Beskaffenhed — er hengaaet, førend der overhovedet han være Tale om nogensomhelst Ned- sættelse af Straffen. Forældelsesfristen maa være for- skellig yed de forskellige Forbrydelser, længere eller kortere, eftersom Handlingen er mere eller mindre umoralsk. Ifølge den her forsvarede Opfattelse, hvor- efter det er Straffens Formaal at bøje Forbryderens Villie til at følge de sædelige Principer, som han ved sin Handhng har fornægtet, maa Forbrydelsen, for at Forældelse kan finde Sted, ikke i Mellemtiden have gjort sig skyldig i nogen Forbrydelse, der krænker de samme Principer, thi i modsat Fald viser han, at, omend der efter Udførelsen af en tidligere Forbrydelse af den Art er hengaaet et saa langt Tidsrum, som under andre Omstændigheder vilde skabe tilstrækkelig Formodning for, at Forbryderen siden er slaaet ind paa andre Veje, gælder denne Formodning ikke i det konkrete Tilfælde, da det netop her viser sig, at For- bryderen paany krænker de samme sædelige Principer. Nærværende Forfatter maa derfor formene at For- ældelse af Strafskylden for en Forbrydelse ikke bør indtræde, naar Forbryderen senere paany har gjort 142 sig skyldig i en lignende Forbrydelse, medmindre der efter den sidste af Forbrydelserne er forløbet et saa langt Tidsrum, at Forældelsesfristen for denne er ind- traadt, hvorimod den Omstændighed, at det mellem Udførelsen af de tvende Forbrydelser liggende Tids- rum er saa langt, som udkræves til en Forældelse, i hint Tilfælde ikke vil kunne medføre Forældelse af Strafskylden for den ældre Forbrydelse, da den For- modning med Hensyn til Forbryderens Forbedring, som den ellers vilde kunne skabe, her er bristet som Følge af den senere Forbrydelses Udførelse. En efter den sidste Forbrydelse udløben Forældelsesfrist vil derimod tillige medføre Forældelse af Strafskylden for de ældre Forbrydelser. Ifølge Lovlydighedstheorien , hvorefter det væsentlige Moment i Forbrydelsen er den mod Sam- fundsmagten udviste Ulydighed, vil det være ligegyldigt med Hensyn til Afbrydelsen af Strafskyldens For- ældelse, af hvilken Natur den senere begaaede For- brydelse er, thi Ulydigheden vil forekomme ved alle Forbrydelser. Efter den her forsvarede Theori er det, som nys bemærket, kun en ny Krænkelse af de samme 143 sædelige Principer, der afbryder Forældelsen, med andre Ord en Forbrydelse af samme eller lignende Art. Saaledes vil Forældelsen af en Tyveriforbrydelse afbrydes af en Bedrageriforbrydelse, og omvendt, thi begge disse ere Berigelsesforbrydelser, der krænke Formuefordelingen i Samfundet, hvorimod Forældelsen af Strafskylden for en Berigelsesforbrydelse ikke vil blive afbrudt af saadanne Forbrydelser som Vold og Legemsbeskadigelse, der krænke helt andre Principer. Ganske vist har de tvende forskellige Arter af For- brydelser et Moment fælles, nemlig den mod Sam- fundsmagten udviste Ulydighed, men Ulydigheden som saadan vil ikke have selvstændig Betydning paa noget Omraade. Lydighedsfordringen hævdes aldrig selvstændig for dens egen Skyld, men kun i Forbindelse med andre Formaal. Selv en tilsyneladende nok saa oprigtig Anger umiddelbart efter Forbrydelsens Udførelse vil hverken kunne bevirke, at Forbryderen fritages for Straf, eller at han opnaar Tilladelse til at blive sat paa Prøve for ved sin Handlemaade i et saa langt Tidsrum, som udkræves til en Forældelse af Strafskylden, at godtgøre, at hans Anger er alvorlig ment, og at han virkelig for Fremtiden vil gøre Alvor af at følge de sædelige Principer, som han ved sin Forbrydelse fornægtede. SaaCremt man foreløbig vilde undlade at exekvere Forbryderens Straf for den begaaede Forbrydelse for at iagttage Forbryderens Handlemaade i det til Straf- skyldens Forældelse nødvendige Tidsrum, efter at det forst ved kriminel Undersøgelse var konstateret, at Fori ryderen virkelig havde begaaet den paagældende Foibrydelse , vilde Forbryderens Afholdelse fra nye Forbrydelser af samme eller lignende Art i dette Til- intde, hvor Lovens Straf hænger over hans Hoved, 144 tabe den Frivillighedens Karakter, der maa kræves, for at man kan tro, at Forbryderen virkelig er slaaet ind paa andre Veje end hidtil. Denne Betingelse vil derimod kunne foreligge, hvor Forbrydelsen endnu ikke er kommen til offentlig Kundskab, og Straffen som Følge deraf heller ikke er fastsat. I saa Fald vil Forbryderens gennem et vist Tidsrum fortsatte Afholdelse fra deslige Forbrydelser kunne hjemle en Forældelse af Strafskylden i Henhold til den Forbedring, som Forbryderens Villieskarakter efter det Foreliggende maa antages at være undergaaet. Naar det derimod, som i det førstnævnte Tilfælde, ikke bestemt kan siges, at Afholdelsen er frivillig, vil det være nødven- digt ved Retshaandhævelsesmidler at bøje Villien, men dertil er den blot truende Straf ikke tilstrækkelig. Ved at aabne en saadan Adgang til betingelsesvis Fritagelse for Straf, vilde man desuden faktisk give Enhver Tilladelse til én Gang at begaa en Forbrydelse, men at en saadan retløs Tilstand vilde være absolut uforenelig med Samfundets Velfærd, behøver ikke nærmere Paavisning. Ganske vist indtræder der her- ved forsaavidt en relativ Uretfærdighed, som den For- bryder, hvis Forbrydelse strax opdages, maa idømmes Straf, medens den, hvis Forbrydelse først efter en længere Aarrækkes Forløb kommer for Dagens Lys, fritages for Straf paa Grund af indtraadt Forældelse. Men herved er Intet at gøre. Samfundsmagten skal kun anvende de for Samfundets Vel nødvendige Rets- haandhævelsesmidler, og i det sidste af de tvende nysnævnte Tilfælde vil der fra dette Synspunkt ikke blive nogen Anvendelse for Straf, da denne ved senere Begivenheder er bleven overflødig. Med Hensyn til Gentagelse af Forbrydelser frembyder sig da naturlig det Spørgsmaal, hvorvidt Samfundsmagten for at naa sit Maal, Villiens Betvingelse, kan blive ved i det Uendelige at anvende stærkere og stærkere Tvangs- midler, hver Gang Forbryderen ved at begaa en ny Forbrydelse, hørende til samme Kategori, viser, at han stadig ikke vil følge de sædelige Grundsætninger, som han ved sine Handlinger har overtraadt, og som de hidtil idømte Straffe have været ude af Stand til at indskærpe ham. Dette Spørgsmaal maa dog besvares benægtende. Der er Grændser for Størrelsen af den Straf, som en vis Forbrydelse overhovedet kan drage efter sig. Det maa jo nemlig vel betænkes, at Straf- lidelsen i og for sig maa betragtes som en Ulykke, der kun faar sædelig Berettigelse ved den Retsgrund, der kræver den, og det Formaal, den tilsigter, idet Forudsætningen er, at Formaalets Gennemførelse er af større Betydning end Forbryderens Lidelse, men naar den Straf, der paalægges Forbryderen i Anledning af Krænkelsen af en vis sædelig Grundsætning, atter og atter skærpes paa Grund af Forbrydelsens Gen- tagelse, naar man efterhaanden det Punkt, hvor Sam- fundets Interesse i, at den paagældende Forbryders Villie virkelig bliver bøjet, ikke er saa stor som den sædelige Ulykke, der vil være forbunden med An- vendelsen af de Tvangsmidler, som det ifølge de med Hensyn til Forbryderens Villieskarakter indhøstede Erfaringer nu maatte anses for nødvendigt at benytte, saafremt man skal kunne gøre sig noget Haab om, at det vil lykkes at gennemføre Formaalet for Straffens 10 146 Anvendelse. Der er altsaa Grændser for Størrelsen af den Straf, som det i Anledning af en vis For- brydelse vil være berettiget at anvende, og Grændse- linien maa bestemmes ved en Afvejning af Hensynet til Samfundets og Forbryderens modstaaende Interesser. Men, kan der videre spørges, hvorledes kan Samfunds- magten have sædelig Berettigelse til at paalægge For- bryderen en Straf, som den selv paa Forhaand maa anse for utilstrækkelig til Formaalets Gennemførelse, thi da man i Henhold til det Anførte ikke maa overskride et vist Maximum af Straf for en vis Forbrydelse, og man paa den anden Side ikke kan lade Forbryderen gaa fri for Straf, naar han atter og atter gjør sig skyldig i samme Forbrydelse, skøndt han stadig er bleven idømt højere og højere Straf, indtil endelig Maximum er naaet, maa Konsekvensen blive den, at man overfor nye Gentagelser af Forbrydelsen er ind- skrænket til at blive staaende ved dette Maximum, som har vist sig utilstrækkeligt til Gennemførelse af det Formaal at bøje Forbryderens Villie? Hertil maa imidlertid bemærkes, at det paa ingen Maade lader sig bestemt forudsige, at den Straf, der en eller flere Gange har vist sig utilstrækkelig, heller ikke næste Gang vil være istand til at gøre Fyldest. Mangfoldige Omstændigheder, hvis Betydning det ikke vil være Samfundsmagten muligt at afveje med absolut Sikkerhed, kunne have bidraget til at blødgøre Forbryderens Villie, saaledes at den nu vil være lettere modtagelig for Straffens Indvirkning end tidligere. Højere Alder, Modgang i Livet, Sygdom og mange andre lignende Omstændigheder kunne saaledes have svækket For- bryderens Modstandskraft. Men desuden maa frem- hæves, at man paa ingen Maade kan sige, at den samme Straf, naar den paany bringes til Anvendelse, 147 ikke virker med større Kraft end tidligere. Det Mod- satte vil tvertimod være Tilfældet, thi Straffens fornyede Anvendelse viser Forbryderen Samfundsmagtens utrætte- lige Varetagelse afRetshaandhævelsens Interesser, viser ham, at hans Forbrydelser stadig opdages, og at Straffen er den uundgaaelige Konsekvens af Forbrydelserne, en Faktor der vil lægge et vægtigt Lod i Vægtskaalen til at overbevise Forbryderen om det Unyttige i at stampe mod Braadden. Overhovedet maa bemærkes, at, hvis Sikkerheden for, at Straffen i hvert enkelt Tilfælde førte til Maalet, var Betingelsen for dens Berettigelse, vilde man komme til den Konsekvens, at i alle de Tilfælde, hvor Forbryderen paany gør sig skyldig i en lignende Forbrydelse, og hvor altsaa den tidligere idømte Straf ikke har været tilstrækkelig til Formaalets Gennemførelse, vilde Samfundsmagten have savnet sædelig Berettigelse til at bringe den paagældende Straf til Anvendelse. Men saaledes for- holder Sagen sig heller ikke. Det er fuldkommen tilstrækkeligt til at give Samfundsmagtens Benyttelse af Straffen som Retshaandhævelsesmiddel sædelig Be- rettigelse, at Straffen i Almindelighed betragtet er et til Gennemførelsen af Retshaandhævelsens Formaal egnet Middel. Den, af Hensyn til hvem Samfunds- magtens Adgang ti at gribe til stærkere Midler for at bøje den forbryderiske Villie begrændses, nemlig For- bryderen, vil umulig kunne beklage sig over, at Sam- fundsmagten vedblivende anvender samme Straf som hidtil fra det Øjeblik at regne, da Maximum blev naaet, uagtet denne Straf hidtil har vist sig frugtesløs, thi det beror paa Forbryderens egen fri Villie, om Straffens Anvendelse ogsaa denne Gang skal blive uden heldigt Resultat, forsaavidt han selv er Herre over, om han vil begaa nye Forbrydelser eller ej. Vi ere her komne i Nærheden af de Problemer, over hvilke den italienske, positive Skole har kastet sig, men da Fremstillingen og Kritiken af denne Skoles Theori, der ikke tidligere har været behandlet i den danske Retslitteratur, af den Grund vil blive gjort til Genstand for en udfør- ligere Behandling, ville vi for ikke at splitte den strengt retsfilosofiske Undersøgelse opsætte Prøvelsen af den italienske Skole til et senere Stadium. Naar det undertiden gøres til Genstand for Under- søgelse, hvorvidt en Forbryder bør straffes, naar det forud maa anses for givet, at han ikke paany vil begaa en lignende Forbrydelse, er en saadan Under- søgelse i Virkeligheden ganske ørkesløs, thi selve Udgangspunktet, at der er Tilfælde, hvor Forbryderen ikke paany vil begaa en lignende Forbrydelse, maa forkastes, da Vished om Fremtiden ikke kan haves. Selv med Hensyn til saadanne Forbrydelser som Drab af Forældre, vil Muligheden for, at Forbryderen paany kan komme ind under den samme Straffelovsparagraf, ikke være udelukket, men vil f. Derimod er der ganske vist et enkelt Tilfælde, hvor man paa en Maade kan forudsige, at den Paagældende ikke paany vil gøre sig skyldig i samme Forbrydelse, omend maaske nok i samme Handling, nemlig i Tilfælde af, at 149 Lovgivningen, forinden der bliver Spørgsmaal om Straf for den begaaede Forbrydelse, har erklæret saadanne Handlinger for straffri. Oraend Forbryderen her atter maatte begaa lignende Handlinger, ere disse nu ikke længer Forbrydelser. Selv om det maatte være nok saa usædelige Handlinger, som nu ere blevne straffri, foreligger der dog Samfundsmagtens Erklæring om, at Samfundets Vel ikke kræver, at disse Handlinger her- efter belægges med Straf, eller om, at man er kommen til den Erkendelse, at Straffen i de paagældende Til- fælde vilde være uhensigtsmæssig. Netop fordi Sam- fundsmagten ikke agter fremtidig under Straf at forbyde deslige Handlinger, er det den ligegyldigt, om For- bryderen herefter paany udfører saadanne Handlinger. Som Følge heraf bortfalder Grunden til at straffe den under den ældre Lovs Herredømme begaaede, men først under den nye Lov opdagede Forbrydelse, idet Straffen i dette Tilfælde intet berettiget Formaal vilde have. Vel har Forbryderen vist Ulydighed mod Sam- fundsmagten, men Ulydigheden er kun udvist paa et Punkt, der ikke længer har Interesse for Samfunds- magten. Kun dér har Forbryderen vist, at hans usædelige Lyst har været saa stærk, at den har drevet ham til at udføre Handlingen trods Samfundsmagtens daværende Forbud. Men dette udelukker jo, som alt tidligere bemærket, ikke, at han paa alle andre Punkter fuldt ud vil følge Lovens Bud. Dette er i god Harmoni med den af O Bar p. Efter rigtig Opfattelse er det kun Retssagens og Dommens Opgave at konstatere, hvem der er den Skyldige, og at fastsætte Størrelsen af den Straf, som Forbryderen skal lide, ligesom den Opgave at bøje Forbryderens Villie helt maa løses af Straffen, uden at den forudgaaende Retssag og Dom forudsættes at have nogen Andel heri. Noget helt Andet er, at For- bryderens Villie faktisk vil blive i høj Grad paavirket ved den Magt, som Samfundsmagten under Sagens Behandling for Retten gør gældende over ham, skøndt dette ikke direkte er Formaalet Vi ville imidlertid ikke fortabe os videre i Under- søgelse af mere underordnede Spørgsmaal, men i Be- tragtning af, at det hovedsagelig er nærværende Af- handlings Opgave i de store Linier at angive de Hovedprinciper, der vedrøre Straffens Begrundelse og Formaal, vende tilbage til disse og nu forsøge Besvarelsen af et herhenhørende, meget vigtigt Spørgs- maal, nemlig Spørgsmaalet om Udstrækningen af Straffens Omraade og om, hvorvidt Straffens Retsgrund og Formaal i alle Tilfælde ere de samme. Foreløbig skal bemærkes, at ligesaa urigtigt det — saaledes som adskillige Kriminalister røbe Tilbøjelighed til — er at ville opfatte Forbrydelsesbegrebet som et rent historisk Begreb, idet Omraadet af de strafbare Handlinger maa bero paa, hvad der til enhver Tid kræves af Samfundets Tarv, ligesaa urigtigt er det, naar adskillige andre Kriminalister til Forsvar for de af dem for- fægtede Anskuelser paaberaabe sig, at de positive Straffelovgivninger anerkende eller ikke anerkende de eller de strafferetlige Principer, thi en Undersøgelse 151 af Straffens Væsen ogFormaal efter almindelige ethiske Retsgrundsætninger har Intet med de positive Lov- givninger at gøre, og man er selvfølgelig ganske ube- rettiget til at fordre af en saadan Undersøgelse, at den skal kunne retfærdiggøre Alt, hvad positive Lov- givninger have opstillet med praktiske Formaal for ØJ6- Opgaven strækker sig kun til at undersøge, hvilke Regler de sædelige Retsgrundsætninger umiddel- bart paa Basis af Retsideen berettige til at opstille, hvorimod den Tillempning, som Retsgrundsætningerne; naar de skulle være anvendelige i Praxis, maa gøres til Genstand for, ligger udenfor nærværende Frem- stilling. En anden Sag er, at man ofte vil kunne henvise til de i de positive Lovgivninger indeholdte Regler, naar disses Rigtighed er umiddelbart ind- lysende eller samtidig godtgøres. I det Foregaaende har Fremstillingen nærmest havt de saakaldte egentlige Forbrydelser for Øje. Det blev med Hensyn til disse hævdet, at Handlingens materielle Beskaffenhed, der har røbet, at Forbryderen i sin Stræben efter at tilfredsstille sine Fornødenheder og Lyster følger et usædeligt Princip, der er uforene- ligt med det sædelige Samfunds Tarv, berettiger til for Samfundets Skyld at rette en Tvang mod For- bryderens Villieskarakter, af hvilken den Handling, som Forbryderen har begaaet, er et Udslag. Ogsaa her er det væsentlig Handlingens materielle Beskaffenhed, der er det Afgørende. Derimod er det en mindre korrekt Opfattelse, naar Meyer som Straffens Formaal nævner dels Opretholdelsen af Statens Ære og Værdighed, dels ved Siden heraf en Række praktiske Formaal, nemlig Prævention, Afskrækkelse, Genoprettelse af den rokkede Retsfølelse og, saavidt muligt Forbryderens Forbedring, men iøvrigt bemærker, at hele Straffens Formaal ikke dermed er udtømt, omend det Væsentligste er angivet. Forbrydelsens Beskaffenhed bestemmes ikke efter den enkelte Hand- lings konkrete Farlighed, men efter hele den paa- gældende Klasse af Handlingers abstrakte Farlighed. Uheldig er derimod Jherings Bemærkning om, at Straffens Anvendelse overfor den enkelte Handling kun er den nødvendige Følge af den engang stedfundne Straffetrusel, der ellers vilde være virkningsløs, en Bemærkning, der fuldstændig er i Feuerbachs Aand. Straffen er rettet imod den subjektive Villie, men dennes Karakter læres at kendes gennem den Handlemaade, hvorved den er traadt frem for Dagen, og senere under Straflidelsen gennem psyko- logiske Data. Med Hensyn til Spørgsmaalet om de strafbare Handlingers Omraade hævder Jhering, at, naar Samfundet ikke straffer alle Lovovertrædelser, men kun nogle, er det, fordi den ikke har det nødig. Vi skulle nu til at forsøge at drage Grændsen mellem den kriminelle og civile Lovovertrædelse, af hvilken Undersøgelse det vil fremgaa, hvorvidt Jherings Skelnemærke tør anses for rigtigt Naar man som Hegel vil bestemme den strafbare Uret som bevidst Uret og den civile Uret som ikke-bevidst Uret, vil man komme til at give Forbrydelsesbegrebet et altfor udstrakt Omraade, idet man til de strafbare Hand- linger maa henregne alle de Tilfælde, hvor en Debitor med fuld Bevidsthed om sin Handlings Retsstridighed vægrer sig ved at opfylde en ham paahvilende, for- mueretlig Forpligtelse. Det hævdes, at denne Sætning for det Første har sin fulde Berettigelse, hvor der er Spørgsmaal om Kræn- kelse af Enkeltmands Rettigheder. Den blotte For- holdelse af en saadan Ret, f. Bornemann kræver derfor, at der til en saadan Retsnægtelse altid maa komme en mere positiv Virksomhed f. Med Hensyn til den blotte Undladelse af en i det OflFentliges Inter- esse paabuden Virksomhed bemærkes det, at denne jevnlig af Lovgivningen er belagt med Straf, men at de Tilfælde, hvor Undladelsen ikke medfører Straf, dog ikke kunne betragtes som Undtagelser; tvertimod synes det at være Lovgivningens Princip kun at paa- byde Straf, naar der ikke findes noget andet Middel til at sikre Foretagelsen. Denne Opfattelse kan imidlertid ikke erkendes for rigtig. Det er ganske vist kun undtagelsesvis, at der vil være Anledning til at straffe Undladelser, men naar disse ere strafbare, er Grunden akkurat den samme som for de positive Handlingers Vedkommende. Hvad skulde egentlig være Grunden til, at Undladelser skulde være mindre strafbare end positive Handlinger? En Undladelse kan jo være ligesaa retsstridig og tilregnelig som den positive Handling. Den formentlige Ret, paa hvilken Nægtelsen kan grundeS; vil, som Prof. Men fremfor Alt maa bemærkes, at den Begrændsning, der tilvejebringes ved at kræve, at der skal foreligge et positivt Brud paa Retsordenen, ikke bliver tilstrækkehg omfattende allerede af den Grund, at Straffen i mange Tilfælde vilde være utilraadelig. Go os indenfor Begrebet tilregneligt Retsbrud de nærmere Grændser for Forbrydelsesbegrebets Rækkevidde. Ikke ethvert tilregneligt Retsbrud er en Forbrydelse. Først hen- vises til, at Straffen kan være overflødig paa Grund af, at den beskyttende Retshaandhævelse gør til- strækkelig Fyldest for Retshaandhævelsens Krav eller — som det i Indledningen til Strafferetten' udtrykkes — gør Fyldest ogsaa som Haandhævelse af Lydigheds- fordringen. Dernæst firem hæves det, at Straffen kan være utilraadelig af Grunde, der vedrøre dens eget Formaal, idet man f. Endvidere kan Straffen være utilraadelig af Grunde, der ligge udenfor dens Formaal, idet den kan med- føre Onder eller Ulemper, der under de givne Om- stændigheder maa veje op imod Hensynet til den Retshaandhævelse , som Straffen tjener, f. Med Hensyn til denne Begrændsning skal dog her bemærkes, at den ikke i egentlig Forstand er nogen Betingelse for, at en Lov- overtrædelse kan være strafbar. Den hidrører fra et krydsende Princip — Hensynet til den Forurettede, der, naar han ønsker det, skal skaanes for yderligere Onder end dem. Forbrydelsen allerede har bragt ham — og er ikke nogen i selve den straffende Rets- haandhævelses Princip liggende Begrændsning for Straffens Anvendelse. Den yderligere Betingelse, der kræves for, at et tilregneligt Retsbrud ogsaa bliver strafbart, formulerer Prof. Goos derhen, at det beror paa, om Samfundets Interesse kræver den i Straffen liggende Retshaandhævelse. I Realiteten er der vel neppe nogen synderlig Forskel mellem Prof. Goos' Opfattelse af Forbrydelses- begrebets Omraade og den Opfattelse, som nærværende Forfatter vil tage Ordet for, men det er dog muligt, at vi med Hensyn til den afværgende og oprettende 158 Retshaandhævelses Betydning have en noget forskellig Opfattelse. Sagen forholder sig efter nærværende For- fatters Opfattelse paa følgende Maade. Dernæst til — siger Samfundsmagten Rettighedernes Indehavere si Bistand til Rettighedernes Beskyttelse. Det Begreb fra hvilket vi nu ville tage vort Udgangspimkt , ei Begrebet Retsbeskyttelse. En Rettighed er Intet naar den mangler Retsbeskyttelse. Her maa da sondres mellem den konkrete Be- skyttelse, der finder Sted for den ved det enkelte, konkrete Retsbrud Forurettedes Skyld, og den al- mindelige Beskyttelse, der finder Sted for Alles Skyld, det vil sige for Samfundets Skyld. Den kon- krete Retsbeskyttelses Formaal kræver Afværgelse af det enkelte, konkrete Retsbrud eller Oprettelse af dettes ydre Virkninger. At der overhovedet er en saadan afværgende og oprettende Retsbeskyttelse kræver Hensynet til Alle, altsaa Hensynet til Samfundet. Hvad Retsbeskyttelsen overfor det konkrete Retsbrud angaar, er det Samfundmagten ligegyldigt, om den enkelte Forurettede vil hævde sin Ret eller ej. Ønsker Rettighedens Indehaver Oprettelse af Virkningerne af ' Goos: Indledn. I modsat Fald afholder Samfundsmagten sig fra den konkrete Beskyttelse, thi den Forurettede vil altid kunne renuncere paa Tilbageførelsen af den ydre Retstilstand før Retsbrudet, eftersom det staar ham frit for frivillig at overføre sine Rettigheder til Anden- mand, forudsat, at de efter deres Beskaffenhed kunne overføres til Andre. Det beror altsaa ganske paa den Forurettede, om han overfor Gerningsmanden til Rets- brudet vil kræve dettes ydre Virkninger retablerede. Det vil nu være klart, at man ikke kan hævde den Paastand, at den i det konkrete Tilfælde stedfindende, afværgende eller oprettende Retshaandhævelse skulde kunne gøre Fyldest med Hensyn til Gennemførelsen af en Lydighedsfordring fra Samfundsmagtens Side. Var der virkelig Tale om, at Samfundsmagten ved alle Retsbrud gjorde sin særegne Ret gældende, maatte Konsekvensen være den, at Samfundsmagten ex officio maatte tage sig af alle Retsbrud, naar vedkommende Berettigede ikke selv optraadte som Rettens Haand- hæver, f. Vil man søge en Begrændsning deri, at Samfundsmagten kun skal hævde Lydigheds- fordringen, naar Samfundets Interesse kræver det, vilde Samfundsmagten dog formentlig komme til at tage sig besynderlig magtesløs ud, naar den kun i de allerfærreste Tilfælde skulde vise, at dens Befalinger virkelig vare alvorlige mente, vare sande Retsfor- skrifter, der hævdes ved Tvang mod Overtræderen. Vi komme nu til den almindelige Retsbeskyttelse, der finder Sted for Samfundets Skyld. Den retstridige Villie, der har lagt sig for Dagen i det enkelte Rets- brud røber en Tendens hos Gerningsmanden, som indeholder en Fare for hele den Klasse af Retsgoder som blev krænket ved hint Retsbrud. Retsbeskyttelsen for den hele Klasse Retsgoder af en vis Art kan tænkes sikret overfor de forskellige Retsbrud: 1 ved den almindelige Adgang til civil Rets- baandhævelse i de konkrete Tilfælde Afværgelse eller Oprettelse , hvorved det bliver et irrelevant Spørgs- maal, om den Forurettede virkelig ogsaa i de enkelte Tilfælde benytter hin Adgang, og 2 ved Anvendelse af Straf. Dette er den Retsbeskyttelse, hvorom der kan Tale i Anledning af aktuelle Retsbrud, men ved Siden heraf er der endnu et meget vigtigt Værn mod Rets- brud, nemlig: 3 Adgangen til at sikre sig mod Indtrædelsen af Retsbrud ved fornøden Forsigtighed i Valget af de Personer, mod hvem Rettighed stiftes, samt ved andre Forsigtighedsforanstaltninger. Ved sidstnævnte Punkt sigtes til, at det i et ganske overordentlig stort Antal af Tilfælde, navnlig i formue- retlige Retsforhold, staar den Paagældende frit for at vælge sin Medkontrahent og overfor ham at sikre sif ved forskellige kontraktmæssige Forsigtighedsforanstalt ninger. Naar den fornødne Forsigtighed ikke udvise er Retsbrudet saa at sige selvforskyldt. Den her t 161 grundliggende Tanke kan ogsaa udtrykkes saaledes: Den Paagældende har det frie Valg af den retlige Situation, forinden der bliver Spørgsmaal om Indtrædelsen af Retsbrud. Evnen til Be- skyttelse mod Retsbrud er saaledes ikke udelukkende knyttet til Begrebet Retshaandhævelse. Skal det sædelige Samfund opretholdes som saa- dant og udvikle sig videre overensstemmende med sin Idé, maa de forskellige, af den sædelige Retsorden anerkendte Rettigheder beskyttes, for at Samfunds- livets enkelte Faktorer kunne virke i Fred. Samfunds- magtens Opgave bliver derfor at undersøge, hvilken Beskyttelse de forskellige Arter af Rettigheder behøve, og hvilke Foranstaltninger der i saa Henseende blive nødvendige. Spørgsmaalet drejer sig ikke om, hvad der kræves til Beskyttelse af hver enkelt, individuel Rettighed. Spørgsmaalet gjælder hver Art af Rettig- heder. Det er ikke Opgaven at udelukke ethvert Retsbrud, og heller ikke er det i første Instans Samfunds- magtens Pligt at varetage, at den paa et Retsbrud følgende Retshaandhævelse altid og ubetinget naar sit Maal. Naar der nu spørges, hvilke Retsbrud der skulle straffes, maa Udgangspunktet være det, at Straf kun anvendes, hvor den er nødvendig. Straffen er et Retshaandhævelsesmiddel, med hvilket der bør økono- miseres, og den bør derfor kun bringes til Anvendelse, hvor den fornødne Retsbeskyttelse ikke paa anden Maade kan opnaas. Hvis der nu ikke havdes andre Beskyttelsesmidler til Raadighed end det, at Rets- brudets Gerningsmand efter Omstændighederne kan forhindres i dets Udførelse ved Afværgelse eller efter Udførelsen tvinges til at retablere Status quo før Rets- brudet ved Oprettelse af dette i den ene eller den 11 162 anden Form, vilde Indehavere af Rettigheder i Virke- ligheden være temmelig ilde farne, da Gerningsmanden i saa Fald Intet vilde have at tabe, men f. I sin rene Form yder derfor den afværgende og oprettende Retshaandhævelse ikke tilstrækkelig Retsbeskyttelse. Men det er ogsaa kun sjeldent eller aldrig, at denne Retshaandhævelse staar alene i Kampen mod det civile Retsbrud. Til yderligere Værn om Rettighederne tjene saadanne Forpligtelser som Udredelsen af Morarenter, Proces- omkostninger, Udgifter til Sagfører, endvidere Faren for Kreditspilde o. Dernæst have vi ovenfor under Nr 3 peget paa et mægtigt Værn mod Indtrædelsen af Retsbrud, nemlig det frie Valg af den retlige Situa- tion forinden Retsbrudet. Maa det nu erkendes, at den paagældende Art af Rettigheder i Almindelighed sét nyder eller har Adgang til at nyde tilstrækkelig Retsbeskyttelse ved Hjælp af de ovenfor under Nr 1 og 3 anførte Be- skyttelsesmidler, har den straffende Retshaandhævelse ikke sædelig Hjemmel. Den er overflødig, da den fornødne Retsbeskyttelse paa anden Maade er tilveje- bragt. Det vil nu forstaas, at det ved Spørgsmaalet om Strafs Anvendelse er ligegyldigt, om den i det konkrete Tilfælde Forurettede anlægger civilt Søgs- maal eller ej, eller om en saadan Retshaandhævelse i det konkrete Tilfælde kan bøje den Skyldiges Villie eller ej. Naar blot den paagældende Art af Rettig- heder i Almindelighed sét maa erkendes at have til- strækkelig Retsbeskyttelse i de angivne Beskyttelses- midler, har Samfundet som Repræsentant for samtlige Indehavere af deslige Rettigheder tilstrækkeligt Værn. I og for sig lærer et hvilketsomhelst tilregneligt Retsbrud Spiren i sig til at kunne komme til at høre til de strafbare Handlinger. Det tilregnelige Retsbruds Gerningsmand har vist sig i Besiddelse af en Villieskarakter, der truer hele den Kategori af Rettigheder, til hvilke den krænkede Rettighed henhører. Samfundets Tarv kræver disse Rettigheders Beskyttelse, men er tilstrækkelig Retsbeskyttelse tilstede paa anden Maade, er straffende Retshaandhævelse overflødig. Grændsen mellem det kriminelle og civile, tilregnelige Retsbrud maa derefter først drages efter Hensynet til, om den under Nr 1 og 3 nævnte Beskyttelse for den paagældende Kategori af Rettigheder yder tilstrækkeligt Værn, men krydsende Principer f. Fast er Grændsen mellem strafbare og ikke strafbare Handlinger ikke. Visse Handlinger ville altid og ubetinget være strafbare, andre kun under en vis Betingelse, nemlig naar de tage Overhaand i Samfundet. For disses Vedkommende er det Hyppig- heden, der gjør dem samfundsfarlige og bevirker, at Samfundsmagten ikke længer kan overlade Rets- beskyttelsens Varetagelse til de enkelte Individer selv, men maa tage Sagen i sin egen Haand. Ligesom en strafbar Handlings større Hyppighed kan bevirke, at Straffebestemmelsen maa skærpes, saaledes kan et ikké-strafbart Retsbruds større Hyppighed bringe det ind under de strafbare Handlingers Omraade. Absolut heldig er denne Udtryksmaade for- mentlig ikke. Der ligger for det Første heri ligesom en Antydning af, at det kun er Frygten for, at Hand- lingen skal blive almindelig, der bevirker, at Straf maa anvendes. Men der er Handlinger, om hvilke man maa sige, at deres Tal altid vil være meget be- grændset, men som dog maa straffes. Handlinger, som maa straffes af den Grund, at de true en Hvilkensomhelst. Men foruden disse Handlinger, der maa straffes, selv om de aldrig vilde blive almindelige, er der Hand- linger, som kun blive strafbare, naar de staa i Begreb med at tage Overhaand i Samfundet, jfr det oven- for Bemærkede, idet Hyppigheden kan bevirke, at saa at sige ethvert tilregneligt Retsbrud maa erklæres for strafbart, naar Erfaringen har vist, at de tidligere Be- skyttelsesmidler ikke længer slaa til. Naar det af Retsbeskyttelseshensyn bliver nød- vendigt, træder Samfundsmagten til og nedlægger sit Forbud mod den paagældende Art af Handlinger. Først her bliver det Spørgsmaal om et Lydighedskrav, thi først her gives der Befaling. Men, som tidligere paavist, er Lydighedskravet ikke for de egentlige For- brydelsers Vedkommende istand til at give fuld For- klaring af Straffens Forskellighed ved de forskellige Forbrydelser saavelsom af andre Fænomener, om hvis Rigtighed der i Praxis ikke vel kan rejses Tvivl. Det er, som tidligere bemærket, atter her de paagældende Handlingers materielle Beskaffenhed, der som det af- gørende og væsentlige Moment i Forbrydelsen atene er istand til at give den fulde Forklaring, hvorom ganske kan henvises til den tidligere Udvikling. Netop Handlingens materielle Beskaffenhed berettiger jo Samfundsmagten til at forbyde deslige Handlinger som 165 skadelige for det Heles Vel! Vi komme dernæst til Spørgsmaalet om de saa- kaldte Politiforseelsers Karakter i Sammenligning med de egentlige Forbrydelser og om Straffens Begrundelse og Formaal paa dette Punkt. Begrebet Politiforseelser er et Begreb, som til enhver Tid har voldet Kriminalisterne store Vanske- ligheder, og man vil finde de forskelligste Opfattelser fremsatte for at bestemme Begrebets Omraade i For- hold til de egentlige Forbrydelser. Nogle have be- stemt Politiforseelseme i Modsætning til de egentlige Forbrydelser som de strafbare Handlinger, der ikke indeholde nogen Krænkelse af en subjektiv Rettighed, Andre som mulig Uret i Modsætning til virkelig. Nogle som Krænkelse af Retsordenens nyttige Bestanddele i Modsætning til Krænkelse af dens nødvendige Bestand- dele, Andre som Handlinger, der bringe Retsordenen i Fare, i Modsætning til egentlige Retskrænkelser. Definitionen af Begrebet Politiforseelser beror selvfølgelig ganske paa, hvilke Handlinger man hen- fører til Politiforseelser. Sondringen mellem disse og de egentlige Forbrydelser bør formentlig gøres paa følgende Maade. For de egentlige Forbrydelsers Ved- have vi sét, at disse vel indeholde en Ulydighed mod den af Samfundsmagten i Loven nedlagte Befaling, men at denne Ulydighed er et rent underordnet Mo- ment i Sammenligning med Handlingens materielt usædelige Karakter. I Modsætning hertil vil det være rettest til Politiforseelserne at henføre de strafbare Handlinger, der ved Siden af Ulydigheden mod Sam- fundsmagten ikke have nogen anden materielt usædelig. Politiforseelsen maa herefter karakteriseres som den rene Ulydighed mod den i Loven nedlagte 166 Befaling. Samfundsmagtens Befalinger ere ikke ind- skrænkede til de egentlige Forbrydelser, men fore- komme ogsaa udenfor disse, hvortil Grunden er en dobbelt. Som Varetager af Samfundets Anliggender er det bl. Samfundsmagtens Opgave at træffe hen- sigtsmæssige Foranstaltninger med Hensyn til Ord- ningen af en Mængde forskellige Forhold, Samfærdsels- forhold, offentlig Orden, sanitære Forhold, Værnepligt o. Men dernæst vil det ved Siden heraf i visse Tilfælde være nødvendigt ved præventive Love at drage yderligere Grændser for Handlefriheden end dem, der umiddel- bart følge dels afSamfundsmagtens nysnævnte Opgave, dels af Udelukkelsen af de egentlige Forbrydelser. Disse yderligere Grændser for Handlefriheden have til Formaal at sikre Samfundet mod Farer, idet visse Handlinger, som efter Omstændighederne let kunne drage farlige Følger efter sig, ubetinget forbydes uden Hensyn til, om der i de konkrete Tilfælde virkelig vilde opstaa Fare eller ej, og uanset, at de i og for sig efter deres Beskaffenhed ikke overskride Handle- frihedens Grændser. I saadanne Tilfælde danner, som Prof. Retsordenen nye Uden- værker om Retstilstanden. Hvad de her nævnte tvende Klasser af Tilfælde angaar, udsteder Samfunds- magten Befalinger i Form af Forbud elier Paabud, der altsaa dels angaa Ordningen af forskellige Foiiiold, dels træffe præventive Bestemmelser. Naar disse Be- falinger overtrædes, foreligger der en retsstridig Hand- ling og, naar denne har sit Udspring i en tilregnelig Villie, Ulydighed mod Samfundsmagtens givne Be- ' Strafferettens alm. Men bortset fra denne Ulydighed foreligger der ingen usædelig Villie hos den paagældende Lov- overtræder, som det paa Grund af dens egen Be- skaffenhed kunde være Samfundsmagten magtpaa- liggende at betvinge. Det er netop Samfundsmagtens Bud, der bevirker, at den paagældende Handling skal henholdsvis undlades eller udføres. Handlingen er netop kun usædelig derved, at den overtræder Sam- fundsmagtens positive Bud, thi bortset fra Ulydigheden mod Samfundsmagtens givne Befaling — en Ulydighed, der overfor sædelige Retsforskrifter altid vil være umoralsk — har Handlingen som saadan ikke vist, at Overtræderen af den paagældende Forskrift følger usædelige Principer, der ere stridende mod det sæde- Hge Samfunds Vel og Udvikling efter dets sædelige Bestemmelse. De Handlinger, som saaledes indeholde ren Ulydighed mod Samfundsmagtens Befaling, danne naturlig en selvstændig Klasse ved Siden af de saakaldte egentlige Forbrydelser. Om man vil kalde hine Handlinger Poliliforseelser, eller hvad Navn man iøvrigt vil give dem, er naturligvis en ligegyldig Sag. Hovedsagen er, at der her kun er en ulydig Vilie at betvinge, medens der ved de egenthge For- brydelser ogsaa er en i anden Henseende usædelig Villie, der skal bøjes i en bestemt Retning. At Samfunds- magten udsteder de heromhandlede Befalinger, som den kræver adlydte, har ligesom ved de egentlige Forbrydelser sin sædelige Berettigelse i Hensynet til Samfundet. Hvad Straffens Anvendelse angaar, har denne formentlig heller ikke her til Formaal at indprente Lovovertræderen Lydighed mod Samfundsmagten ganske i Almindelighed, men kun med Hensyn til det overtraadte Lovbud, thi kun paa dette Punkt har han vist sig ulydig mod Samfundsmagten. Dog vil det 168 ogsaa her kunne tænkes, at den Paagældende har be- gaaet Poliliforseelsen netop i den Hensigt at vis Samfundsmagtens Bud Trods, og i saa Fald bærei Handlingen og dermed ogsaa Lovovertræderens Villies- karakter et almindeligt Ulydighedsstempel paa sig Saadanne Tilfælde ere dog naturligvis rene Undtagel — ser. Politiforseelsen vil i Reglen kun blive begaaet - fordi den Paagældende af en eller anden Grund ønsker at udføre eller undlade selve den af Samfundsmagten forbudte eller paabudte Handling. Straffens Opgave for Politiforseelsemes Vedkommende er imidlertid ikke at straffe for udvist Ulydighed, almindelig eller speciel, men at hævde det enkelte, overtraadte Lovbuds Au- toritet, saaledes at Lovovertræderens Villie bøjes til at rette sig efter dets Bestemmelser. Forholdet stiller sig i saa Henseende ganske paa samme Maade som med Hensyn til de Straffe, der skulle tvinge For- bryderens Villie til al følge et vist, af ham krænket sædeligt Princip, saaledes som Tilfældet er ved de egentlige Forbrydelser. Den paagældende Lovover- træder skal i begge Tilfælde tvinges til paa et vist Omraade fremtidig at følge andre Regler end dem, som han hidtil har fulgt. Forskellen mellem Tvang til Lydighed mod Loven i Almindelighed og Tvang til Lydighed mod det enkelte, overtraadte Lovbud er i Virkeligheden kun kvantitativ, ikke kvalitativ. Straffens Formaal ved Politiforseelserne er at skaflfe de paa- gældende Lovbud Lydighed hos Overtræderen, at be- virke, at Lovbudets Forskrift i egentlig Forstand bliver en Retsforskrift, der kan hævdes ved Tvang mod den ulydige Villie, og ikke blot en moralsk Forskrift, som Enhver efter Forgodtbefindende kan respektere eller lade være at respektere. Medens saaledes Hæv- delsen af de paagældende Lovbud tilstrækkelig for- 169 klarer StraflFen ved Politiforseelserne, stiller Sagen sig anderledes for de eg:entlige Forbrydelsers Vedkom- mende, jfr hvad herom paa forskellige Steder i det Foregaaende nærmere er udviklet. Sammenlignet med den her forsvarede Opfattelse ses det ikke rettere end, at den formelle Lydigheds- theori reducerer alle Forbrydelser til Politiforseelser, blot med den Forskel, at den nævnte Theori lægger Hovedvægten paa den udviste Ulydighed, medens den her forsvarede Opfattelse lægger Hovedvægten paa, at Straffen for Politiforseelsernes Vedkommende skal gøre de enkelte Lovbuds Bestemmelser til sande Rets- forskrifter ved at bøje Lovovertrædernes Villie til at følge dem, og at Straffen for de egentlige Forbrydelsers Vedkommende skal være rettet paa Hævdelsen af den bagved Loven liggende, sædelige Grundsætning, som Forbryderens Villie skal tvinges til at følge. Alt til Beskyttelse for Retsordenen og de ved denne aner- kendte Rettigheder. Da Ulydigheden ifølge den her forsvarede Opfattelse overhovedet ikke erholder selv- stændig Betydning som Forseelse og som Følge deraf ikke nogensinde straffes for sin egen Skyld, men kun for den Handlings Skyld, gennem hvilken den er frem- traadt, er den her forsvarede Opfattelse ogsaa for Politiseelsemes Vedkommende istand til at forklare, hvorfor en Politiforseelse, der er begaaet under en ældre Lov, ikke straffes, naar den først opdages, efterat en senere Lov har ophævet slige Handlingers Strafbarhed. Den Opfattelse kunde fremsættes, at Straffens Be- grundelse og Formaal i Virkeligheden er ens efter den formelle Lydighedstheori og den her forsvarede Opfattelse, og at Forskellen ved Strafudmaalingen for grove og mindre væsentlige Forbrydelser hidrører fra. En saadan Opfattelse kan imidlertid ikke anerkendes for rigtig. Straffen er saavel ved de egentlige Forbrydelser som ved Politiforseelserne rettet imod Villien og finder i sidste Instans Sted for Samfundets Skyld. Hvad Villien skal bøje sig for, er det, som den har krænket. Ved de egentlige Forbrydelser, er det de for Samfundets Opretholdelse og Udvikling som sædeligt Samfund nødvendige, sædelige Principer, og Handlingen vil her efter sin egen materielle Beskaffenhed i og for sig hjemle Ret for Samfundsmagten til at anvende Straf af alvorligere Natur for at tvinge Villien i den ønskede Retning. Naar det dog maa kræves, at Handlingen ogsaa er forbudt ved Loven, som Betingelse for Sam- fundsmagtens Berettigelse til at anvende den Straf, som Samfundets Tarv kræver, har dette sin Grund i et krydsende Princip, nemlig at det er Samfunds- magtens Pligt for at undgaa Virkaarlighed at fast- sætte positive Grændser for Handlefriheden i Lovgiv- ningen, ligesom Individerne under udviklede Lovgiv- ningsforhold maa være berettigede til at gaa ud fra, at kun de i Lovgivningen udtrykkelig optagne, sædelige Forskrifter ville blive opretholdte af Samfundsmagten, saaledes at Alt, hvad der ikke er positivt Forbud imod, ligger indenfor Handlefrihedens Grændser. Da de heromhandlede Forbrydelser allerede efter deres egen Beskaffenhed, bortset fra Lovgivningens positive 171 Bud, ere umoralske og i større eller mindre Grad skadelige for Samfundets Vel, kunde man paa For- haand uden Hensyn til indhøstede Erfaringer om det Maal af Straf, der ved de enkelte Forbrydelser vilde være fornødent til at bøje Gerningsmandens Villie, skønne, at Straffens Størrelse maatte rette sig efter, i hvilken Grad Handlingen afveg fra det rette, sæde- lige Princip. Anderledes end ved de egentlige For- brydelser stiller Sagen sig ved Politiforseelserne. Her har den positive Lov havt den egentlig konstituerende Virkning med Hensyn til de paagældende Handlingers Karakter som staaende udenfor Handlefrihedens Grænd- ser. Var den positive Lov ikke til, vilde Handlingen ikke være umoralsk, ikke paa Forhaand kunne siges efter almindelige Retsgrundsætninger at staa udenfor Handlefrihedens Grændser. Det vil nu let ses, hvilken gennemgribende For- skel der paa Grund heraf er mellem de egentlige Forbrydelser og Politiforseelseme, hvad der navnlig viser sig ved Strafudmaalingen. Da Politiforseelsen bestaar i Ikke -Opfyldelsen af en positiv Befaling — Forbud eller Paabud — vil den tilgrundliggende Villie være af saa temmelig ens Beskaffenhed i alle Tilfælde, og derfor ville ogsaa de Straffe, der anvendes til at betvinge den lovstridige Villie, ikke være af synderlig forskellig Karakter. Lovovertræderens Villie vil ogsaa her ligesom ved de egentlige Forbrydelser ikke di- rekte have til Hensigt at være ulydig mod Samfunds- magten. Hensigten er ogsaa her direkte rettet paa at udføre vedkommende Handling, som er forbudt, eller paa at undlade den paabudle Handhng. Grun- den til Udførelsen eller Undladelsen af den forbudte eller paabudte Handling er simpelthen, at det stem- nier med den Paagældendes Lyst eller Interesse i det 172 Øjeblik at forholde sig saaledes, og han yil som Regel opfatte det som en i og for sig beklagelig Omstæn- dighed, at hans Forhold medfører den uundgaaelige Konsekvens, at han viser Samfundsmagtens Forskrift Ulydighed. Men da hans direkte Hensigt i de her- omhandlede Tilfælde ikke røber nogen i og for sig usædelig Villieskarakter — i det Højeste vil der vel blive Tale om, at den Paagældende ikke udviser til- strækkelig Forsigtighed eller Eftertanke, skøndt han meget hyppig vil have samme Forudsætninger som Samfundsmagten for at kunne se, hvilken Fare Hand- lingen vilde kunne drage efter sig — bliver det den for Lovovertrædelsen tilgrundliggende, lovstridige Villie, imod hvilken Samfundsmagtens Reaktion vil koncen- trere sig, og som vil blive at lægge til Grund ved Bedømmelsen af Strafskylden, dog blot med det For- maal for Øje at gøre Lovbestemmelsen til en sand Rets- forskrift, som Villien skal bøjes til herefter at følge, og ikke for at straffe for den rent abstrakte Ulydig- hedsforseelse. Til denne Forskel bidrager naturligvis ogsaa den Omstændighed, at de egentlige Forbrydelsers Omraade er af ganske anderledes ufor- anderlig Karakter end Politiforseelsernes, der er under- givet jævnlige Forandringer, men dog nærmest maa siges at være voxende, idet den fremadskridende Ci- vilisation skaber nye Omraader, paa hvilke Handlefri- heden maa begrændses. At Forskellen mel- lem de egentlige Forbrydelser og Politiforseelserne vil have en ikke uvæsentlig Betydning paa dette Punkt, ialfald som Udgangspunkt for den theoretiske Besva- relse, følger af selve Grundlaget for Sondringen mellem disse tvende Arter af Forseelser. For de egentlige Forbrydelsers Vedkommende maa det betragtes som ligegyldigt for Spørgsmaalet om Handlingens Strafbar- ' Schopenhauer: Grundprobleme der Ethik, 2det Oplag p. Det maa være nok, at ban har været sig Handlingens moralske Utilladelighed bevidst, thi i og for sig hjemler selve Handlingens egen Beskaflfenbed Samfundsmagten Ret til for Sam- fundets Skyld at anvende Straf, og det er kun af Hensyn til, at Vilkaarlighed skal være udelukket, at det maa kræves, at ogsaa den positive Lovgivning har erklæret Handlingen for strafbar. Har han derimod vel ikke været sig Handlingens Umoralitet bevidst, men dog været vidende om, at Loven forbød den, foreligger der strengt taget slet og ret en Politifor- seelse fra hans Side, men ligesom der maa ganske særlige Grunde til for at antage, at den Paagældende ikke har været sig Handlingens Umoralitet bevidst, saaledes maa der paa den anden Side, hvor en saa- 175 dan Mangel paa sædelig Udvikling i det konkrete Tilfælde virkelig maa antages at være tilstede, tillige være Betænkeligheder ved at forudsætte, at han er i Besiddelse af den fornødne Tilregnelighed. Dog vil der ogsaa her, navnlig ved den Klasse af Politiforseelser, som angaar de præventive Love, kunne foreligge Til- strækkeligt til Fyldestgørelse af Tilregnelighedsbe- tingelsen, naar den Paagældende, selv om det ikke har været ham bekendt, at den positive Lov har for- budt saadanne Handlinger, dog har været fuldkommen bekendt med, at Handlingen var af en saadan Be- skaffenhed, at den let kunde medføre Fare. Netop, fordi der ikke tilsigtes Straf for Ulydighed, men Hævdelse af det overtraadte Lovbuds Autoritet som en egentlig Retsforskrift, hvis Indhold Gerningsmanden skal tvinges til at følge, er det ikke nogen absolut Fordring, at han har positivt Kendskab til Lovbudet ' StrafTerettens alm. Naar disse Betingelser ere tilstede, udsteder Samfundsmagten sin Befaling med Hensyn til Afholdelse fra de paa- gældende Retsbrud og tvinger i Tilfælde af Over- trædelse den retsstridige Villie i den ønskede Retning' For Politiforseelsemes Vedkommende slutte vi os med Hensyn til Begrundelsen til Prot Goos og betragte Straffen som et Middel, hvorved Samfundsmagten op- naar, at visse rent positive Forskrifter, der ikke inde- holde Forbud mod i og for sig umoralske Handlinger, 177 blive sande Retsforskrifter, men det vil af det Anførte fremgaa, at vi give Politiforseelserne et noget større Omraade end Prof, Goos, der kun herunder indbefatter Overtrædelser af præventive Love. Betsgrunden er her Samfundsmagtens Krav paa Virkeliggørelse af den givne Norm, hvad enten denne nu sigter til at danne yderligere Værn om de beskyttede Rettigheder eller til Fyldestgørelse af Samfundsmagtens Opgave som Samfundets Leder, medens Retsgrunden for de egent- lige Forbrydelsers Vedkommende er Retsgodernes Krav paa umiddelbar Retsbeskyttelse mod Handlinger af en vis umoralsk Tendens. Forskellen beror ude- lukkende paa Handlingens Kvalitet. Indenfor Kredsen af de forskellige strafbare Rets- brud er det snart Villiens Beskaffenhed, snart det krænkede Retsgodes Art, der er det Væsentlige, det, der karakteriserer Forbrydelsen. Naar den ved den strafbare Handling bevirkede, ydre Retsforstyrrelse ikke adskiller sig fra Retsforstyrrelsen ved civile Rets- brud f. I andre Tilfælde, f. I den anden Klasse af Tilfælde er det selve det krænkede Retsgode, der træder i Forgrunden. Sondringen vil have sin 12 178 store Betydning med Hensyn til Retsbeskyttelsen over- for utilregnelige Personer, thi indlysende er det, at, hvor der er Tale om Retsgoder som Liv og Helbred, vil med særligt Henblik paa disse Retsgoders Uer- stattelighed Handlingen være lige farlig, hvad enten det er en tilregnelig Voldsmand eller en afsindig Per- son, der er Gerningsmand. En Betingelse for Handlingens Strafbarhed er det, at Retsbrudet er tilregneligt, thi indenfor Kredsen af de Personer, som besidde almindelig Tilregnelighed, kan den konkrete Handling kun i saa Fald siges at være baaren af en tilsvarende Villie, og kun i saa Fald kan den Paagældende med Føje gøres ansvarlig. Ved de Retsbrud, hvor det krænkede Retsgode træder i Forgrunden, vil der ogsaa blive Spørgsmaal om Foranstaltninger overfor de Gerningsmænd, der lide af almindelig Utilregnelighed, thi vel har Gernings- mandens Villie ikke en saadan Beskaffenhed, at An- vendelsen af Straf overfor ham vilde kunne forsvares, ligesom ogsaa Straffens Evne vilde være mere end tvivlsom, men Personens almindelige Utilregnelighed bevirker Fare for lignende Retsbrud mod Enhver- somhelst, og da Retsgodet er det Væsentlige, kræve Retsbeskyttelseshensyn Sikkerhedsforanstaltninger mod Gerningsmanden. Idet vi forudskikke disse Bemærkninger, gaa vi over til en Fremstilling og Kritik af den italienske, positive, kriminalistiske Skole. Den italienske, positive, Icriminalistislce SIcole. Det Karakteristiske for den positive, kriminalistiske Skole — ogsaa kaldet den anthropologiske eller fysio- logiske Skole — er først og fremmest dens Theori om den saakaldte fødte Forbryder, idet den. Forbrydel- sernes Tiltagen i Italien og de hyppige Tilbagefald, have i Forbindelse med den for Darwinismen tilgrundlig- gende, evolutionistiske Theori givet de italienske Viden- skabsmænd Impulsen til at søge en naturvidenskabelig Forklaring af Forbrydelsen som socialt Fænomen. De vigtigste Repræsentanter for denne Skole ere Lom- broso. Forbryder- typen karakteriseres i fysisk Henseende ved Ejen- dommeligheder i Hjemeskallens og Ansigtets Bygning, Hjerneskallens mindre Omfang og Rumfang, dens Mangel paa Symmetri, lav Pande, Ørernes hankefor- mede Skikkelse, stærk Udvikling af Kæber og Kind- ben, rig Haarvæxt, ringe Skægvæxt, vildt Blik, hyppig forekommende Skeløjethed, slet formet Næse, frem- springende Øjenbrynhvælvinger, kvindeligt Fysiognomi hos Manden, og omvendt, osv. Af de 400 havde Lombroso kun fundet 1, der havde fuld- stændig kriminel Type, men dog var hsederlig, 213 havde et eller andet af Tegnene, 8 havde 4 å 6 Tegn, men af dem vare 3 Personer uhæderlige. Lombroso slutter af denne Undersøgelse, at Forbrydertypen kun undtagelsesvis findes hos hæderlige Personer og næsten regelmæssig hos uhæderlige. I moralsk Henseende staar Forbrydermennesket ligeledes paa et uudviklet, lavt Standpunkt Den fødte Forbryder er ligesom den, der lider af moralsk Van- vid folie morale. Slave af sine Drifter. De forbryde- riske Tilbøjeligheder lægge sig for Dagen ved heftige Lidenskaber, Hang til Tyveri, Usandfærdighed, usæde- ' L'homme criminel par G. Lombroso, traduit par Regnier et Bournet Paris 1887 p. Det intellektuelle Standpunkt er i Reglen lavt. Forstandsevneme ere ringe, og positive Kundskaber uden Indflydelse. Forbryderens Sprog er en særegen Jargon, han har Tilbøjelighed til Tatovering og i det Hele til et Liv, svarende til de Vildes. Han er et Stykke Fortid midt i Nutidens Civilisation som Følge af en Standsning i Udviklingen eller arvelig Indflydelse. Ligheden mellem Forbryderen og Fortidsmennesket fører Lombroso til at opfatte Forbrydernaturen som et atavistisk Tilbageslag fra Fortiden. Han gaar endog saa vidt, at han betragter Dueller og Antisemi- tisme som et atavistisk Tilbageslag fra Middelalderen. Antallet af fødte Forbrydere udgør ifølge Lom- broso c. Alle disse Bevæggrunde have imidlertid ingen Indflydelse paa den fødte Forbryder og den, der lider af moralsk Vanvid. Tilsvarende Typer finder Lombroso hos Rov- fuglene og Rovdyrene. Hovedrepræsentanten for den italienske Skole er dog ikke Lombroso, men den juridiske Professor En- rico Ferri i Siena, der efter forskellige Berigtigelser af Lombroso's Undersøgelser har ført hans Tanke videre og optaget den som et Led i en hel ny Ret- ning i Strafferetsvidenskaben, for hvilken det Karak- teristiske er Anvendelsen af den empiriske Metode metodo sperimentale. Den tilsigter et konkret Studium af For- brydelsen, ikke som juridisk Abstraktion, men som menneskehg Handling, som naturligt Fænomen fatte naturale. De tvende sidste Grupper ere normale Mennesker, som ved et forbigaaende Sammentræf af Aarsagsmomenter bestemmes til Forbrydelse. Ved at fremture i Forbrydelse bliver Lejlighedsforbryderen Vaneforbryder. De anthropologiske Faktorer falde atter i 3 Dele, nemlig Forbryderens organiske Konstitution, hans psykiske Konstitution og hans personlige Karakter. Ved de fysiske Faktorer sigtes til Klima, Jordbund, Vexel af Dag og Nat, Aars- tid. Sociale Faktorer ere saadanne som Befolkningens forskellige Talrighed, den offentlige Mening, den industrielle Produktion, Alkoholismen, hele den økonomiske, poHtiske og administrative Ord- ning. Ferri: La scuola positiva di diritto criminale Siena 1883 p. Hjælpe- midler, der hidtil have været forsømte i Videnskaben som i Praxis, fordi de laa det theoretiske Studium af Forbrydelsen temmelig fiernt, men som ere af største Vigtighed for den positive, kriminalretlige Skole, 2 Mezzi riparatorii eller den civile Oprettelse af den ved den paagældende Handling bevirkede Skade, 3 Mezzi repressivi, der skulle anvendes overfor Lejligheds- og Vaneforbrydere, og hvorved forstaas de nu anvendte Strafonder, forsaavidt de fortjene at be- vares. Endelig 4 Mezzi eliminativi, der skulle gøre Tilbagefald ganske umulige ved for bestandig at udelukke de mere farlige Forbrydere fra det borgerlige Samfund. Saa- danne Midler ere kriminelle Galehuse manicomi criminali for sindssyge Forbrydere og særegne An- stalter speciali stabilimenti di incorrigibili for fødte Forbrydere. Det vilde være fuldkommen tilstrække- ligt at kunne godtgøre, at Forbryderne besidde en ejendommelig, mangelfuld Organisme, i Kraft af hvil- ken de uimodstaaelig drives til Forbrydelser. Det ses forøvrigt ikke rettere end, at Lom- broso konsekvent maatte forudsætte, at Vilde, der hensættes i et civiliseret Land, ere uimodtagelige for Paavirkning af Kultur og ved enhver Lejlighed ville begaa Forbrj'delser, en Antagelse, der dog ikke turde være stemmende med det virkelige Forhold. Det er klart, at man ved desUge Under- søgelser bør gaa frem med den allerstørste Forsigtig- hed, og at det statistiske Materiale, paa Grundlag af hvilket der konkluderes, maa være meget righoldigt, ialfald langt righoldigere end det Materiale, der har ' Zeitschrift fur die gesamte Strafrechtswissenschaft 5te Bd. Ikke et eneste af Kendetegnene forekommer konstant hos Forbryderne, og ikke et eneste findes hos Forbryderne alene. Kendetegnene ere kun Anomalier, der forekomme mere eller mindre hyppig og ogsaa træffes hos sædelig normale Menne- sker. Naar hvert enkelt Kendetegn ogsaa jevnlig fore- kommer hos Ikke-Forbrydere, kan dets Tilstedeværelse alene ikke være afgørende. Men den Om- stændighed, at der overhovedet findes sædelig nor- male Mennesker med fuld kriminel Type, er en for Lombroso's Lære betænkelig Omstændighed. Naar itian vil opstille en Theori om en særlig Forbryder- type, er det klart, at man nærmere maa gøre Rede for Forbindelsen mellem de fysiske Ejendommelig- heder og Driften til Forbrydelser. I saa Henseende O Anf. Saadanne Kendetegn som Ører- nes Stilling, Næsens Form, den ringe Skægvæzt osv. Hjemeskal- lens Form kan kun tænkes at have Betydning, for- saavidt som den angiver en vis Form af selve Hjer- nen og derigennem altsaa en større eller mindre Ud- vikling af visse Partier af Hjernen, og da nu Under- søgelsen af selve Hjernen ikke kan tinde Sted i le- vende Live, er det indlysende, at man af den fysio- logiske Undersøgelse under ingen Omstændigheder vilde kunne vente noget synderligt Udbytte for Be- dømmelsen af konkrete Forbrydelsestilfælde. Men selv om Lombroso ved sine fysiologiske Undersøgelser virkelig kunde godtgøre, at Forbryderne altid vare i Besiddelse af organiske Abnormiteter, der ikke fore- komme hos sædelig normale Mennesker, er Sagen ikke afgjort dermed. Det paahviler endvidere Lombroso at godtgøre, at der, naar disse Abnormiteter ere til- stede, foreligger noget Andet og mere end en Prædis- position til Forbrydelse, nemlig at Abnormiteterne medføre en uimodstaaelig Drift til Forbrydelse. Afviget- 189 seme bestod i en særegen Form for Ordningen af Hjemevindingerne, nemlig Sammenløb af de enkelte Furer, en Type, der dannede en Mellemform mellem Menneskets og Rovdyrets Hjerne. Schwekendiek fandt ved Undersøgelse af 10 Hjerner af Forbrydere og Selvmordere, at der snarere kunde paavises en Adskillelse af Furerne ved Broer over disse, men mente dog ikke, at man kunde anerkende Existensen af en almindelig Type for Forbryderhjerner. Af størst Interesse ere de af Fie se h foretagne Under- søgelser af 54 Forbryderhjerner. Ved Siden af aty- piske Forhold, der navnlig bestod, ikke i et Sammen- løb af Furerne, men i en Forøgelse af disse, fandt Flesch næsten i alle Tilfælde pathologiske Tilstande. Hvornaar de tilstedeværende Variationer i Hjerne- overfladens Skikkelse indeholde tilstrækkelig Grund til at antage, at Nervecentralapparatets Funktion er ufyldestgørende, lader sig ifølge Flesch vanskelig bestemme. Hansen, ytrer i Hospitalstidende for 3 April 1889 i en lille Artikel om Stigmata hos Forbrydere, at anatomiske Anomalier af Hjernen i det Hele taget ere langt hyppigere hos Forbrydere end hos normale Individer, er endnu ikke godtgjort Existensen af saa- danne organiske Tilstande, der medføre en uover- vindelig, al Optugtelse trodsende Tilbøjelighed til Forbrydelse. Var Forholdet virkeligt det, at Forbry- delsen beroede paa organiske Tilstande af saadan Art, vilde Straffen aldrig kunne naa sit Maal at be- tvinge Forbryderens Villie. Vel maa det ifølge Krimi- nalstatistiken erkendes, at Tilbagefald ofte tinde Sted, og at Penitentiærvidenskaben tidt lider Skuffelser, men at det aldrig nogensinde skulde lykkes at opnaa Straffens Hensigt selv overfor mere forhærdede For- brydere, vil neppe nogen Fængselsdirektør erkende. For Strafferetten er det tilstrækkeligt, at Driften til Forbrydelse ikke er uovervindelig fra Forbryderens Side, og svigte hans egne Bestræbelser i saa Henseende, skal Anvendelsen af Straffen tilføre ham yderligere Motiver til Afholdelse fra Forbrydelse. Men Afgørelsen af, om en saadan uimodstaaelig Drift er tilstede eller ej, maa naturligvis støttes paa psyko- logisk Observation, og det vilde være ganske uberettiget at lade Afgørelsen bero paa Tilstedeværelsen af ydre, somatiske Tegn. Naar den italienske Skole henviser til Straffens Magtesløshed overfor ad- skillige Forbrydere som et Tegn paa, at Uforbeder- ligheden maa staa i Kausalsammeniiæng med organiske Mangler, er denne Slutning alt Andet end sikker. Som Ungern-Stemberg bemærker, kan Grunden lige- saavel hidrøre IBra Opdragelses- og Livsforhold. At tillægge ydre, somatiske Tegn nogen Betydning, endog blot som et Indicium overfor Mistænkte, saa- ledes som Lombroso anbefaler i Fortalen af 10 No- vember 1886 til 4de Udgave af UUomo delinquente, vilde formentlig være urigtigt. Ligeledes burde den italienske Skole rette sin Opmærksombed paa en Undersøgelse af Antallet af de Forbrydelser, som de saakaldte fødte Forbrydere udføre, og navnlig søge Oplysning om, med bvor langt Mellemrum de enkelte Forbrydelser udføres, tbi An- tagelsen af en paa organiske Ejendommeligbeder bvilende, uimodstaaelig Drift til Forbrydelse maatte vistnok have til Forudsætning et meget kort Mellemrum mellem de begaaede Forbrydelser. Lombrosos Theori om den fødte Forbryder bar, som det var at vente, mødt megen Modsigelse. Det er Fysiologien, der er nærmest til at tage Ordet, og Strafferetten maa nøjes med at be- nytte de ad fysiologijsk Vej eventuelt indvundne Re- sultater. Det andet Hovedpunkt i den af den italienske Skole fremsatte Lære er dens Opfattelse af Straffens Retsgrund og Formaal. Vi vende os her særlig mod Ferris Theori. Det er allerede bemærket, at Ferri Qerner den subjektive Tilregnelighed og lader Hand- lingens objektive Karakter være det ene afgørende Kriterium. Hvad det kommer an paa, er Samfundets Retsbeskyttelse mod alle skadelige og farlige Individer, og derfor drager Ferri ogsaa Behandlingen af Sinds- syge, der gøre sig skyldige i Retsbrud, ind under Strafferetten. Men ved ensidig at fæste Blikket paa Samfundets Beskyttelse uden at tage Hensyn til Gernings- mandens modstaaende Ret, er Ferri kommen udenfor de sædelige Retsgrundsætningers Rækkevidde. Naar livsvarig Indespærring skal anvendes overfor sindssyge og fødte Forbrydere uden Hensyn til Beskaffenheden af de Handlinger, som de Paagældende have udført, bliver i Virkeligheden Samfundet Alt, og Individet Intet. Men dette er ikke stemmende med sædelige Retsgrundsætninger. Det er rigtigt, at Ferris Van- dringsmand ikke behøvede at undersøge, om den, af hvem han blev angreben, var sindssyg eller ej, thi Nødværgeretten hjemlede ham Ret til Forsvar. Og endvidere er det rigtigt, at Samfundet bør være be- rettiget til at træffe Foranstaltninger overfor utilregne- lige Forbrydere. Men dermed er naturligvis paa ingen Maade sagt, at Samfundet skulde have Ret til at anvende livsvarig Indespærring overfor alle utilregnelige Forbrydere. Spørgsmaalet bliver altsaa 13 194 det : Hvo r langt strækker Samfundets Retsbeskyttelses- krav sig overfor utilregnelige Forbrydere, det vil sige — naar den italienske Skoles Lære om fødte For- brydere forkastes — overfor sindssyge Forbrydere? At der bortset IBra den Forsorg, som allerede for disses egen Skyld maa kræves anvendt, ogsaa indenfor visse Grændser tilkommer Samfundet Retsbesk3rttelse overfor sindssyge Forbrydere, kan ikke være Tvivl underkastet. Noget Andet er, at de Foranstaltninger, som Forsorgen udkræver, som oftest ville være af saadan Beskaffenhed, at de ogsaa ville være istand til at yde Samfundet den fornødne Retsbeskyttelse mod Retsbrud fra deslige Personers Side. Samfundets Krav paa en saadan, ved præventive Foranstaltninger tilvejebragt Retsbeskyttelse er imidlertid ikke ube- grændset Det maa betænkes, at de Paagældende trods deres Utilregnelighed ville være istand til at føle den Tvang, som Samfundets Retsbeskyttelseskrav maatte fordre paalagt dem i Form af livsvarig Indespærring, som en Lidelse, og at denne Lidelse i mangfoldige Tilfælde ikke vilde staa i noget rimeligt Forhold til den Fare, som der kunde være Tale om, at deres Handlinger kunde medføre. Erstatningspligten i For- bindelse med et vist Tilsyn vil i mange Tilfælde kunne føre til Maalet. Skulde imidlertid de Handlinger, til hvilke de Paagældende røbe Tilbøjelighed, være af en saadan Beskaffenhed, at de medføre Fare for uerstatte- lige Retsgoder, saasom Liv eller Helbred, eller for betydelige Værdier, f. Ifølge sit Formaal virker Straffen paa en ganske anden Maade. Den tilsigter et positivt Formaal, Sikkerhedsforanstaltningen et negativt. Ogsaa her mangler der enhver Begrændsning. Desuden er det i Virkeligheden en Modsigelse, naar Ferri i Kraft af det sociale Ansvarligheds Begreb, hvorefter Enhver overfor Samfundet er ansvarlig for alle sine Hand- linger, ligegyldigt, om de ere begaaede med eller uden Skyld, gør Nogen ansvarlig for en Handling, for hvis Udførelse han efter selve Udgangspunktet som født Forbryder ingen Skyld bærer, og Sagen bliver natur- ligvis ikke bedre, fordi man overfor ham træffer endnu haardere Foranstaltninger livsvarig Indespærring end overfor den tilregnelige Forbryder. At det er en nød- vendig Betingelse for Anvendelsen af egentlig Straf, at Retsbrudet er tilregneligt, vil fremgaa af, hvad der i Slutningen af forrige Paragraf er udviklet, men det turde være selvindlysende, at Tilregnelighedsbetingelsen ikke reddes ved Ferris sociale Ansvarlighedsbegreb. Handlingens objektive Farlighed for Samfundet er den eneste Be- tingelse for Straf og Grundlaget for den kvantitative Udmaaling af Forbrydelsen og Straffen. Garofalo ind- deler derefter Forbrydelserne i følgende Klasser: 1 Meget grove Forbrydelser, der ere tilstrækkelige til at betegne Forbryderen som almenfarlig, og hvis Gentagelse absolut maa umuliggøres, 2 mindre betydelige Forbrydelser, der ere be- gaaede af Vaneforbrydere, og hvis Gentagelse skal vanskeliggøres, 3 grove Forbrydelser, hvis Ophavsmænd ikke ere Vaneforbrydere, og hvor det væsentlig er Andres Efterligning af Exemplet, der kommer i Betragtning, og 4 mindre betydelige Forbrydelser, hvis Ophavs- mænd ikke ere Vaneforbrydere, og hvor Straffen derfor maa fuldbyrdes som Forbedringsforsøg. Blandt Tydsklands Kriminalister staar den af V. Straffen er Tvang, rettet mod Villien. Den er enten indirekte, middelbar, psykologisk Tvang og tilsigter da Forbedring eller Af- skrækkelse, eller den finder Sted som direkte, umid- delbar, mekanisk Tvang o: Uskadeliggørelse. For- bryderne ere enten fødte Forbrydere, Vaneforbrydere forbederlige eller uforbederlige eller Lejlighedsfor- brydere. Overfor disse 3 Kategorier af Forbrydere bliver det Straffens Opgave at forbedre dem, der handling i Zeitschrift filr die gesamte Strafrechtswissenschaft I, 1881 p. Lejlighedsforbry- derne skulle, som Liszt udtrykker sig, blot have en Huskeseddel. De fødte Forbrydere maa indespærres i særlige Anstalter, thi Samfundet er magtesløst overfor de naturlige Faktorer i Forbrydelsesfænomenet. Ener- gisk Kamp mod Vaneforbryderne er en af Nutidens mest paatrængende Opgaver. Her skal Socialpolitiken gribe ind og søge at hæve de sociale Faktorer i For- brydelsesfænomenet ved Forbedring af de sociale For- hold. Hvilke Forbrydelser der over- hovedet pleje at begaas vanemæssig, bliver det Kriminalstatistikens Opgave at paavise. Paa den anden Side vilde det imidlertid være urigtigt at frakende den italienske Skole Fortjeneste ved dens Opfattelse af Forbrydelsen som et socialt Fænomen, som et Samfundsonde, hvis Karakter og Betydning belyses ved Kriminalstatistiken, og til hvis Bekæmpelse Strafferetten bør tage Sociolo- gien i sin Tjeneste. Forhøjelse af Skat paa Alkohol. Nærmere Bemærkninger om StrafTen og StrafTuldbyrdelsen. Til de paa forskellige Steder i det Foregaaende fremsatte mere almindelige Betragtninger om den Karakter, som Straffen ifølge dens Formaal maa have, skulle vi i nærværende Paragraf knytte nogle nærmere Bemærkninger om Straflfemidlet og Straflfuldbyrdelsen med særligt Henblik paa den praktiske Fængsels- videnskabs Resultater. Ifølge de i det Foregaaende udviklede almindelige Retsgrundsætninger var det Strafifens Formaal at yde Retsbeskyttelse ved at be- tvinge den usædelige Villie hos Forbryderen. Det var tilstrækkeligt, at Straffen bevirkede, at Forbryderen ikke paany turde forbryde sig mod de af ham krænkede, sædelige Grundsætninger. Forbedring var ikke i og for sig Straffens direkte Opgave, men kunde være det Middel, hvorved Afholdelse fra Forbrydelse opnaaedes. Da Straflfemidlernes Berettigelse — inden- for de Grændser, som Hensynet til Forbryderens mod- staaende Ret afstikker — i sidste Instans beror paa deres praktiske Brugbarhed, bliver det de praktiske Erfaringer, der faa det sidste og afgørende Ord i Henseende til Bestemmelsen af Straflfemidlernes nær- mere Karakter, og de i de positive Lovgivninger hjemlede Straflfemidler kunne tjene til Vidnesbyrd om, ad hvilke Veje Statsmagterne til forskellige Tids- punkter ere slaaede ind for at opnaa Gennemførelsen af Strafanvendelsens Formaal. Betydelige Forandringer ere i Tidernes Løb foregaaede. Tidligere lagde man ved Straflfen som Regel Vægten udelukkende paa at 200 frembringe Afskrækkelse hos Forbryderen selY og hos Andre. Det gjaldt om at tilføje Forbryderen en saa intensiv Lidelse, at Afskrækkelse kunde opnaas. Dødsstraffe, Legemsstraffe og Fængselsstraffe vare de vigtigste Straffemidler, og at Afskrækkelse var For- maalet, traadte navnlig frem for Dagen ved den Maade, hvorpaa Straffuldbyrdelsen fandt Sted. De Forandringer, som ere foregaaede med Hensyn til Straffens Karakter, skyldes dels Humanitetsbestræbelser paa religiøs eller almindelig filantropisk Baggrund, dels en rigtigere theoretisk Erkendelse af Straffens Væsen, dels endelig den i vort Aarhundrede saa stærkt fremtrængende Penitentiærvidenskab. Forrest i Rækken af de i de positive Lovgivninger hjemlede Straffemidler staar stadig Dødsstraffen, men det tør vistnok siges, at den har existeret sin længste Tid. Vi skulle ikke her indlade os paa en udførlig Opregning af de Argumenter pro og contra, som ere førte i Ilden, siden Beccaria og Sonnenfels i 1764 gjorde det første Angreb paa Dødsstraffen, men skulle indskrænke os til at bemærke, at Dødsstraffen maa forkastes allerede af den Grund, at det Krav paa Retsbeskyttelse, som danner det dybere Grundlag for Samfundsmagtens Berettigelse til Anvendelse af Straf overhovedet, under alle Omstændigheder absolut vilde kunne fyldestgøres i tilstrækkelig Grad ved Hjælp af et lempeligere Middel, det livsvarige FængseP. Men heller ikke det livsvarige Fængsels Berettigelse som Strafmiddel tro vi at kunne anerkende. Det ' Et udførligt Angreb paa Dødsstraffen lindes i Nordisk Tids- skrift for Fængselsvæsen 1881, p. Men Vished om Fremtiden kan ikke haves. Ifølge sin Egenskab af Tvangsmiddel skal Straffen have et Maal at stræbe hen til, en Opgave, der tager Sigte paa Fremtiden, og skal ikke brat afskære Forbryderen ethvert Haab, ikke definitivt berøve Samfundet en Borger ved forud at erklære hans Forandring til et nyttigt Samfunds- medlem for umulig. Et andet Straffemiddel, der ogsaa maa søge sin Begrundelse i et exklusivt Sikkerhedsprincip, er Deporta- tionen. Man har kaldt det for en af den menneske- lige Tankes mest storslaaede Opfindelser, at netop de selv samme Personer, som have krænket Civilisa- tionens Love, benyttes til Civilisationens Fremme. Men som Straffemiddel maa Deportationen betragtes som uhensigtsmæssig. Den er en hensynsløs Foran- staltning overfor fredelige Kolonister, virker som Straffemiddel paa en højst forskellig Maade overfor de forskellige Forbrydere og vil ingenlunde af de Enkelte føles som en Lidelse, der staar i Forhold til Forbrydelsens Grad, ligesom forøvrigt dens Værd som Sikkerhedsmiddel bliver noget problematisk, naar man f. Intet Baand bør ved Straflfen sønderrives for bestandig. Paa de tydske Fængselsembedsmænds Møde i Frank- furt a. Noget Andet er, at selve den Handling, for hvilken Forbryderen er dømt, kan vise, at han er uskikket til at være Besidder af en saadan Rettighed, og i saa Fald vil Fortabelsen kunne være berettiget, men denne er da ikke Straf, men blot Konsekvensen af bristede Forudsætninger for Rettighedens Besiddelse. Som Tvangsmiddel betragtet vil den livsvarige For- tabelse af en Rettighed derimod ligesaalidt kunne virke heldig som enhver anden Straf, der for bestan- dig afskærer Muligheden for en Tilbagevenden til den tidligere Tilstand. I og for sig maa de endnu gængse Legemsstraffe kunne gøre Fyldest som Tvangsmiddel, men her er det StraflFemidlets Brutalitet, der bevirker, at det dog ikke bør accepteres. Det er, som Krohne bemærker. O Blfttter fOr Gefångnisskunde 22de Bd.

the meaning of loneliness
Jeg har været online, når jeg skulle arbejde, og når jeg ville tale med mine unger. Sådan nogle billeder fortæller meget, især når en dygtig fotograf har gjort noget ud af at idea gode portrætter. I den sædelige Verdens lave, udvortes Stære hersker den borgerlige Retfærdighed; her er det Statens Love og Anseelse, der maa haandhæves ved de borgerlige Domstole. Men forleden kunne jeg konstatere til, at jeg i hvert fald har haft perioder på fire dage ad gangen, hvor jeg ikke har sagt et ord til andre. I saa Fald vil Forbryderens gennem et vist Tidsrum fortsatte Afholdelse fra deslige Forbrydelser kunne hjemle en Forældelse af Strafskylden i Henhold til den Forbedring, som Forbryderens Villieskarakter efter det Foreliggende maa antages at være undergaaet. A u domain book is one that was never subject to copyright or whose legal copyright term has expired. Antag ikke, at bare fordi vi tror, at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Det er svært når de eneste jeg har er min kæreste, og få af mine nye venner som jeg ikke ønsker at inddrage.